Måned: januar 2015
En lettere erotisk novelle
Alt det fokus på sikkerhed og låse og hemmelige veje ind og ud af boliger har rumsteret i min hjerne den sidste måneds tid. Natten til i går drømte jeg en drøm, hvor min hjerne gav utrygheden en positiv slutning i en helt anden boldgade! Den drøm er endt ud i en lille lettere erotisk novelle i bedste Tidens Kvinder-stil. Hvis du vil læse den, så klik her.
Vandbrygning
I vores gamle hus smagte vandet ret dårligt (af klor plus noget andet), så vi købte vand i dunke, indtil vi købte vores vandbrygningsudstyr:
Det er egentlig bare en kande inddelt i 2 rum. Øverst hælder man vandhanevand i, og det løber så igennem et filter ned i rummet nederst i kanden. Det tager ca. 4 minutter for en portion af løbe igennem, og der skal 2 portioner til for at fylde det nederste rum. Sådan her ser filteret ud oppefra:
Filteret skal skiftes hver anden måned med det vandforbrug, vi har.
Efter at vi er flyttet, er vores særlige vandkande faktisk ikke nødvendig, for her smager vandet fint. Det hovedfilter, der hører til huset, fungerer nok her i modsætning til i vores gamle hus.
Her i Panama er der 3 metoder til at få drikkevand (som nok er gængse i store dele af verden):
1) Drik vandhanevandet.
2) Filtrér vandhanevandet.
3) Køb vand.
10 Hours of Walking in David as a Woman
Okay, jeg gik ikke i 10 timer, kun i halvanden, og ingen fulgte efter mig og optog det på video. Men i går gik jeg ned i centrum (3 km) for at købe en cykel, gik hjem, fordi den ikke kunne nå at blive klar inden butikkens middagslukning, gik derned igen 4 timer senere og cyklede hjem. Sådan her så jeg ud (plus flipflops):
T-shirten er 100 % normal her, og shortsene er der også en del kvinder, der går i, også i min alder. De fleste kvinder går i T-shirt eller en tynd, flagrende bluse med lidt længere ærmer, og så går man i jeans – ekstremt tætsiddende jeans, og det, uanset om man har 10 kg for meget fordelt alene på de 2 baller eller ej! Så jeg vurderer mit outfit til at være okay neutralt.
Men jeg er ikke neutral, for jeg er anderledes her: Jeg har lyst hår, jeg går alene, og jeg går. Hvorfor går jeg? Hvorfor sidder jeg ikke i en bil? Det er underligt at gå. Og hvor er min mand?
På vej ned til centrum blev jeg piftet af, hmm, nok 10 gange og dyttet af lige så mange gange. I modsætning til kvinden i den video, jeg refererer til i overskriften, reagerer jeg, hvilket jeg synes er både helt almindelig høflighed og det eneste naturlige at gøre. Jeg vender mig rundt, smiler og vinker tilbage på et vink og svarer “Ola” på et “Ola”. Alt andet ville da være mærkeligt og utaknemmeligt. Desuden har jeg prøvet tidligere i mit liv at have et udseende, hvor den slags komplimenter aldrig kunne forekomme. Så hvor er jeg bare heldig nu!
På vej hjem stoppede et par biler ud for mig. Den ene var en af medarbejderne i cykelbutikken. Jeg forstår desværre meget dårligt spansk, men jeg tror, han undrende spurgte, hvorfor jeg gik, og måske sagde, at jeg manglede min cykel. Han kørte langsomt ved siden af mig, så der blev kø bagved, men bilister her i Panama er meget tålmodige, når det handler om lige at snakke med en fodgænger eller en anden bilist ud ad vinduet. Så det var ikke noget problem. En anden mand stoppede på samme måde og snakkede til mig, igen nok undrende, men jeg kunne desværre ikke forstå ordene.
På vej hjem gik jeg ind i Super 99 for at handle. Jeg valgte tilfældigvis kassen med en ekspedient, som jeg tidligere har haft lidt problemer med at forstå. Hun vil have et helt særligt antal mønter for nemmere at kunne give tilbage, men jeg kan ikke regne systematikken ud. Sidst endte personen bag mig i køen med at hjælpe ved at tage mønterne op af min pung. Fantastisk! God løsning. Så kunne vi alle komme videre. Denne gang opstod den samme situation, men der var ingen kunder bag mig. Beløbet blev 42,97, så jeg gav hende 45. Men det var hun ikke tilfreds med. Jeg rakte derfor min pung frem, så hun selv kunne tage. Hun ville åbenbart have 45,02, så hun kunne give mig 2,05 tilbage i stedet for 2,03:
Jeg tænkte, at nu var alle glade, men det var hun ikke. Mens hun sagde en masse på spansk, tog hun de 2 kobberfarvede encentmønter og lagde dem på sin arm, pegede på dem og armen og pegede så på en anden butiksarbejder, der gik forbi bag mig, og pegede tilbage på mønten. Jeg forstod først bagefter, hvad hun havde sagt: “Se, her i landet har vi den her hudfarve. Se, det har han også. Det har alle. Og vi taler ikke engelsk! Vi taler spansk!” Hun var tydeligvis meget frustreret og såret, og da jeg forstod situationen udenfor, overvejede jeg, om jeg skulle gå hjem med mine poser og så komme tilbage og købe blomster til hende i butikken ved siden af og gå ind og sige undskyld, eller hvad i alverden jeg kunne gøre. (Da jeg kom hjem, sagde min housemate Charity til mig, at det var godt, jeg ikke gjorde det. Der er nogle racemæssige (hedder “racial” det på dansk?) spændinger her i landet, som jeg ikke har noget begreb om, og de kan ikke fikses med blomster).
På vej ned til centrum igen stoppede en bil ud for mig allerede 400 meter fra vores hus. Så vidt jeg forstod, havde manden i bilen set mig gå den anden vej 4 timer tidligere, og han grinte nu meget af, at jeg stadig var ude at gå, men nu i modsatte retning. Jeg gik ad en lidt anden rute ned til centrum, men fik samme mængde pift og dyt som sidst. En enkelt mand stoppede mig for at snakke. Han var fra Costa Rica og havde været i Panama siden november og skulle blive indtil maj. Så vidt jeg forstod, boede han i bjergbyen Boquete og arbejdede med turisme dér. Hvor længe jeg havde været her? Om jeg havde en mand? Selvom jeg havde en mand, syntes han bestemt, at vi lige skulle drikke en øl, eller jeg kunne komme hjem til ham og snakke. Ikke? Nå, så måske en anden dag? Nej, desværre. Jeg fik lov til at gå videre. I den mest menneskemyldrende del af centrum så jeg for første gang her i Panama (inkl. City!) en tigger. En kvinde uden fortænder. Hun fik 2 dollars.
Jeg fik min cykel. Da jeg satte mig op på den midt i menneskemylderet, hoppede kæden selvfølgelig af. Mig og udvendige gear, vi er ikke helt gode venner. Jeg rodede lidt med kæden i 15 sekunder, før en mand kom ilende til og uden at sige et eneste ord satte kæden på. Jeg takkede ham mange gange og forsøgte undskyldende at sige “Bicicleta nueva” (“Ny cykel”), som om det skulle kunne forklare min klodsethed med gearene. Måske har det desværre bare virket som blær, for hvem ved, om han havde råd til sådan en … Det er nemt at komme til at træde folk over tæerne her, når man er hvid, har penge og alle muligheder i hele verden og hverken forstår sproget, kulturen eller landets historie. Charity prøver tålmodigt at lære mig det.
Typisk panamansk 4: powerwalking
I Panama er flertallet af folk over 20 år overvægtige, især kvinderne, nok primært pga. et stort indtag af ris og mangel på motion. Man kører enten i bil, i taxa eller med bus – eller går, hvis man ikke skal så langt. Men der er nogle få, som motionerer. Især tager mange ud til lufthavnen og går på området dér. Malcolms ekskone Lilly tog mig med derud en dag. Det er et øde område med nogle semiødelagte asfaltveje, der danner en rute på et par kilometer, hvor man bl.a. kommer forbi narkohundene, der står spærret inde og gør.
Jeg savner virkelig noget natur – hvilket må lyde underligt i det område, der næst efter Sibirien må have mest natur og naturpark pr. indbygger. Problemet er bare, at den natur ikke er tilgængelig. Vi kan ikke komme ned til den brusende flod, der løber 500 meter fra vores hus, og når vi rammer udkanten af villaområderne, er der spærret af (med pigtråd, selvfølgelig), så man ikke kan komme ind på naturområderne. Jeg savner virkelig de danske skove og kystarealer med stier beregnet til mennesker.
Men i forgårs løb jeg en tur ud ad Boquetevej 2 (der går 2 veje mellem David og bjergbyen Boquete: én til Boquete og én fra Boquete, begge ensrettede det meste af vejen) og fandt lidt åbne vidder. Det bedste (læs: køligste) tidspunkt at løbe på er kl. 6.30 – panamatid, heldigvis. Dvs. kl. 12.30 dansk tid, så det passer perfekt til min krop, der synes, morgentræning er lige voldsomt nok. Så er der solopgang:
Den store vej går godt nok lige ved siden af, og man kan ikke komme ind på naturområdet, men fredfyldt ser det ud:
Når jeg løber rundt i vores villakvarter, er jeg lidt mærkelig, og der bliver dyttet en hel del. Det gør der nu også ude på hovedvejen, men der var trods alt andre motionister – i Panama vil det så sige kapgængere, 2 mænd i min side og 4 kvinder bag bilen i højre side:
Der er fart over feltet ovre hos pigerne (de 2 forreste løber ikke, som det måske ser ud til, men går bare så hurtigt, de kan):
Arbejdsafhængighed 9: 5. coachsession
I den femte coachsession (i vores nye hus, nabohuset) kunne jeg mærke, at jeg var i mål. Ikke at hele planen er udført, og jeg er nede på en 20-timers arbejdsuge endnu, men jeg har lært vejen dertil, og jeg kan tage de sidste skridt selv … øhm, altså ikke helt selv – det er faktisk nødvendigt med støtte fra Thomas hele tiden, må jeg indrømme.
Jeg har lært at snakke med mig selv, så der er hul igennem indadtil, og jeg har metoden til en relativt hurtig forandring. Jeg ser lidt på det som intervalløb. Det var vildt hårdt, og jeg skulle virkelig heppes på for at sprinte hen til næste delmålstreg. Men det rykker også helt vildt. Disse coachsessioner har været helt anderledes end at gå til psykolog, selvom formålet er det samme: at få det bedre og at blive mere sig selv. Men ved min psykolog skal jeg ikke tænke selv eller anstrenge mig. Jeg bliver båret igennem det hele, får fortalt, hvordan verden er, og hvordan jeg selv er. Og det er så skønt, fordi det altid er rigtigt. Det føles som behagelig afslappende massage af psyken, hvor der bliver løsnet op, og jeg falder til ro i mig selv (også selvom der tit triller tårer). I forløbet hos coachen havde jeg derimod “bare” en træner og skulle gøre alt det hårde arbejde selv og tage alt ansvar selv, så det krævede – og kræver stadig – nogle voldsomme kraftanstrengelser, men giver til gengæld også et ordentligt ryk over kort tid.
Tusind tak for hjælpen, Anne Pernille!
Arbejdsafhængighed 8: 4. coachsession
Den fjerde coachsession holdt vi via telefon, mens vi boede i – eller rettere uden for – det store hus. Det var ikke gået godt med at sige min sætning til mig selv. Faktisk var det slet ikke lykkedes en eneste gang, måtte jeg indrømme. Anne Pernille tjekkede, at det ikke skyldtes, at sætningen ikke føltes rigtig for mig. Jo jo, den føles helt rigtig og nødvendig. Okay, se så sådan på det, at det åbenbart er svært for dig at sige den. Det må det jo være, når du ikke har sagt den i 14 dage. Øhm, ja! Okay, så betragt det som en løbetur. Det er helt alment accepteret, at det for mange er svært at komme ud at løbe, selvom man gerne vil. Det er bare nemmere at lade være og vælge sofaen. Det er altså svært. Men du gør det. Du ser det som en udfordring og gør det og bliver stolt, fordi det er svært. Det er det samme med sætningen. Det er det sværeste for dig i hele verden lige nu, så det er klart, at det ikke sker. Ros dig selv, hvis du bare tænker på at sige den, bare starter på den. Det er flot! Fordi det er svært.
Anne Pernille ramte hovedet på sømmet, hvad angår motivation i mit hoved. Ah, det er svært? Så skal jeg bevise, at jeg kan. Det lykkedes mig at sige sætningen en enkelt gang under vores samtale, og senere samme dag og i dagene derefter flød den ud af munden på mig (dog inde i hovedet uden lyd) i alle mulige situationer. Pludselig kunne jeg. Det var ikke altid, jeg tænkte intenst over indholdet af sætningen, men hver gang sænkede mine skuldre sig, og jeg trak vejret lidt dybere. Det var fantastisk.
Arbejdsafhængighed 7: 3. coachsession
Den tredje coachsession holdt vi via Skype, mens jeg boede på hostel her i David. Der havde ikke været meget tid til at fokusere på mit mål og mine ønsker, fordi alt omkring os sejlede. Vi havde ikke fået nye håndklæder på hostellet i over en uge, køkkenet var for ulækkert til at lave mad i, og vores boligjagt var frustrerende. Så det var godt at snakke med Anne Pernille og blive holdt til ilden.
Vi snakkede mest om, hvordan jeg får skåret ned på kunderne, og Anne Pernille foreslog en sorteringsmodel, som de fleste kvinders tøjskabe ville have godt af:
Hvad bruger jeg aldrig? Hvad er plettet eller slidt? Hvad er for småt eller for stort? Jeg skulle lave en udbunke, en måskebunke og en blivebunke. Men hvad skulle jeg sige til dem i udbunken? Det virkede umuligt for mig og så uhøfligt bare at smide dem ud. Samtidig var det kontraintuitivt, for jeg har jo brugt så mange år på at bygge virksomheden op (dvs. netop skabe kunder), og jeg har set det som naturligt, at firmaet skulle vokse, ikke holdes nede.
Men Anne Pernille fik guidet mig igennem det: Hvad ville jeg selv ønske at høre, hvis en frisør simpelthen ikke havde tid til mig – heller ikke i næste uge? Så ville jeg gerne have at vide, at det ikke havde noget med mig personligt at gøre, og jeg ville gerne anvises et alternativ. Fint, så er det det, du skal gøre. Det lykkedes rent faktisk også i de efterfølgende dage på den måde at sende nogle kunder videre til et par andre korrekturlæsere, jeg kender og holder af.
En anden ting, vi snakkede om, var det her med at føle sig forkert. På det personlige plan dur det ikke, at jeg skal have kunder til at sige, at jeg er god nok. Det bliver nødt til at komme indefra. Anne Pernille fik derfor guidet mig frem til en sætning, som jeg ville sige til mig selv: “Jeg er god nok, selvom jeg laver fejl.” Den skal ikke forstås på den måde, at jeg pludselig skal slække på kvaliteten i firmaet. Jeg skal bare vide, at jeg ikke dør, at min eksistens ikke er truet, i det øjeblik jeg laver fejl – i privatlivet eller på arbejde. Jeg valgte at ville sige det hver dag inden arbejde og igen, når arbejdsdagen slutter.
Her er et udpluk af Anne Pernilles fremragende resumé af sessionen:
“Accept af dig selv kan kun komme indefra
Vi har talt om selvværd og de “to huller i jorden”.
Det ene er bundløst – det er der alle andres ros og anerkendelse ryger i.
Det andet har en bund og kan fyldes op – det er der al din egen anerkendelse og selvkærlighed bliver bygget op i.
Arbejdsafhængighed 6: 2. coachbesøg
Anden coachsession ville Anne Pernille meget gerne nå, inden jeg tog afsted, for dén session ville være svær at klare over Skype. Jeg forstod hvorfor bagefter!
Efter lidt indledende snak dykkede Anne Pernille lidt mere ned i, hvorfor jeg arbejder så meget, altså hvorfor jeg ikke kan lade være. Selvom jeg virkelig har haft brug for pengene, er det ikke nok til at presse sig selv så meget. Der må være en anden grund, en psykologisk grund. Hun spurgte ind til, hvorfor jeg er bange for at sige nej til kunder. Et af svarene er, at jeg føler, jeg svigter folk og afviser dem, og det ville jeg selv have det rigtig svært ved. Man kommer med sine penge og vil gerne købe en iPhone og får så et nej. Sådan en afvisning ville jeg blive ked af og frustreret over, så sådan må mine kunder vel også have det. Allerinderst og mest irrationelt inde er jeg også bange for, at hvis jeg siger nej eller hæver priserne, svarer kunderne: “Så mange penge er du i hvert fald ikke værd – og i den foregående tekst fandt jeg for øvrigt en fejl, du havde overset!”
Efterhånden indsnævrede Anne Pernille samtalen hen mod ét af de mange ord, jeg havde nævnt: Var jeg bange for at føle mig afvist? Jah … Føle mig dårlig? Jah … Føle mig forkert? JA! Forkert, det er kodeordet. Jeg er simpelthen bange for at være forkert – hvilket man måske (set her i bagklogskabens lys) ikke skal have en ph.d. i psykologi for at regne ud, når jeg har valgt at arbejde med netop at fjerne forkerte ting. Sort/hvidt. Rigtigt/forkert. At få mærkaten “Fejlfri” er toppen for mig. Jeg bliver så lykkelig. Og netop derfor arbejder jeg så meget. Jeg afleverer en tekst. Og en time efter får jeg en mail tilbage: “Fantastisk! Tak, fordi du kunne klemme den ind. Det reddede lige min dag. Og sikke mange dumme fejl, du også reddede mig for!” Uh, det varmer mit hjerte, og derfor arbejder jeg så meget. Jeg har brug for det kick – takken og stemplet “Fejlfri”.
Men når jeg nu gerne vil kvitte min afhængighed af disse kick, må vi arbejde med det bagvedliggende: ordet “forkert”.
Anne Pernille bad mig sætte mig, så jeg slappede allermest af, og lukke øjnene. Så skulle jeg forestille mig, at jeg stod på en vej ved et busstoppested. Der kommer en bus, og en person stiger ud. Denne person er forkert. Hvordan ser personen ud? Hvem er det?
Med lukkede øjne og efterhånden nærmest i trance arbejdede min hjerne med at svare på spørgsmålene. Først så jeg en mand for mig, så lidt en kvinde, men nej, det var mest en mand. “En mand,” sagde jeg højt. “Han er lidt snusket, har laset tøj på og lugter ikke så godt. Hans hår er langt og uglet, og hans skægstubbe er blevet ret lange. Han er rødmosset, hans tænder er dårlige, og han har alt for varmt tøj på.”
Okay. Ved siden af busstoppestedet er der en park, bl.a. med en bænk. Vil du spørge manden, om han vil med hen på bænken?
“Det vil han gerne.” Vi følges derhen, og Anne Pernille får guidet min snak med personen. Jeg får fundet ud af, at han hedder Frede, Forkerte Frede, og han er hjemløs. Men han holder til i parken og nyder at være ude i det fri altid, så jeg skal ikke have ondt af ham. På et tidspunkt går en kvinde og et barn forbi os, mens vi sidder på bænken. Barnet kigger nysgerrigt, men da moren ser, hvem drengen kigger på, knuger hun ham instinktivt tættere til sig og kigger med stift blik lige frem og går lidt hurtigere. Jeg bliver lidt ked af det på Forkerte Fredes vegne, men det skal jeg ikke være, siger han. Han er vant til det – og for øvrigt skal man ikke have ondt af ham. Han har levet et spændende og vildt liv, præcis som han ville, og ville aldrig bytte liv med nogen, der går ad den lige vej. Han er fri og har ingen bindinger, intet at leve op til, intet at forsvare. Han er lykkelig. Vi snakker lidt mere sammen, og jeg erkender, at jeg dømmer folk efter deres facade. Jeg er intolerant og overfladisk og bange for, hvad andre tænker om mig. Til sidst takker jeg for snakken, og Anne Pernille spørger, om der er mere, Frede vil sige til mig – flere gode råd. Og ja, han siger, at jeg skal være noget mere udendørs, i det fri. Det er godt for mig. Vil han mødes igen? Kan vi være venner? Nej, ikke som det er nu, svarer Frede. Ikke når jeg ikke er ærlig og kommer, som jeg er. Denne snak føltes mere som et interview for ham. Hvis jeg vil mødes med ham igen, skal jeg ikke have smart tøj på, og jeg skal komme uden makeup. Så kan vi begynde at snakke.
Til sidst skulle jeg blidt åbne øjnene og vende tilbage til værelset, vi sad i. Jeg skulle forme mine hænder som en skål og forestille mig, at Frede stod i mine hænder i lille udgave. Jeg førte ham op til mit hjerte, og han hoppede ind i mig. Fra nu af kan han guide mig. Jeg forestiller mig, han står på min venstre skulder, og når jeg gør noget, der ikke er godt for mig, og når jeg ikke er mig selv, så klasker han sig på lårene af grin, for han er ikke høflig og siger tingene på en diplomatisk måde. Han griner og griner ad mig, og det er faktisk ret forstyrrende og distraherende, og jeg kommer også til at grine – på den gode måde. Så kan jeg lære det.
Arbejdsafhængighed 5: 1. coachbesøg
Her kommer anden del af serien om min arbejdsafhængighed: coachdelen, den gode del.
Lige inden vi rejste afsted mod Panama, nåede jeg at møde min coach, Anne Pernille fra Care to Grow (caretogrow.dk). Jeg faldt tilfældigvis over hendes hjemmeside, hvor beskrivelserne af f.eks. dårlig work-life balance passede mig på en prik, og hun var fleksibel og kunne lige klemme mig ind inden Panama – endda med 2 sessioner.
Vi startede med, at jeg ridsede situationen op, og snart efter spurgte hun, hvor gammel jeg var. 32, okay. 30 år fra nu – så er du 62 – hvordan vil du se tilbage på dit liv som 62-årig, hvis du fortsætter med at leve som nu? Hvad vil der ske? Jeg fablede om både blodpropper og en utro kæreste, der godt nok blev hos mig, men ikke fik sine behov dækket.
Derefter spurgte hun til mine ønsker og drømme. Hvad ville hende den 62-årige være glad for at have lavet i sit liv? Der var virkelig langt derind! I starten blev det mest til sætninger a la “Jeg vil gerne have mere tid til at tage på restaurant og hygge med film om aftenen, for det ved jeg, at Thomas gerne vil”. Men den slags var tilsyneladende ikke godt nok, for hun blev ved med at spørge. Jeg blev lidt blank og kunne ikke se, hvad der var galt, før Anne Pernille nænsomt fik guidet mig hen imod, hvad jeg gerne ville – aaah! Og så kom der lige så stille hul igennem. Pludselig og ud af det blå opstod en drøm om 1 års orlov fra korrekturarbejdet til at lave nogle af de mange andre arbejdsprojekter, jeg har drømt om i hen ved 10 år. Jeg fniste lidt, fordi det virkede så utopisk og langt ude.
Anne Pernille sender efter hver session en mail med et resumé, og hun er en mester til det. Alt bliver så simpelt og præcist, når hun formulerer det:
“Bagsiden af medaljen idag
– tænker på og taler om firmaet hele tiden
– sidder tit og arbejder til midnat
– det er kunderne der bestemmer i virksomheden
– sover ikke godt”
“Drømmen – tankerne fra det bedst levede liv som 62-årig:
– har været på yogaretreats, forlængede weekender osv.
– har skrevet selv -blogge om egne tanker
– er kommet ned i gear
– har tage orlov i 1 år til at udarbejde online systemet
– har brugt tid på udvikling af virksomheden.”
Vi opstillede sammen nogle “commitments” til næste gang, altså nogle ting, jeg skulle … nå nej, ville … gøre, bl.a. få overblik over min firma-/privat-/husøkonomi og melde højere priser ud til mine kunder. Jeg har før prøvet at lave både små og store prisstigninger, og det er intet mindre end angstfremkaldende. Tænk, hvis de alle går! Hvad skal jeg leve af? Tænk, hvis de bliver sure og siger, at det er mit produkt da slet ikke værd! Som en hjælp til at tøjle angsten foreslog hun mig at regne på min privatøkonomi:
“- Lav beregning af, hvad du skal tjene:
1. Hvad er din smertegrænse (hvad er den mindste omsætning, du kan leve af)?
2. Hvad er et normalt niveau af indtægt (råd til alt det andet normale)?”
Da jeg kom hjem og regnede på det, fandt jeg ud af, at min smertegrænse lå på under en tredjedel af, hvad jeg tjener nu. Det var betryggende at se på det på den måde, for så kunne jeg jo faktisk stadig leve af det, hvis kun 20 % af mine kunder blev hos mig – til den nye pris, jo. Øj, sikke en luksus!
Nyt hjem – nye mennesker – nye tanker
Vi havde ikke regnet med, at vi skulle flytte fra vores dejlige poolområde, men pludselig – under et døgn efter at tanken spirede hos os første gang – bor vi nu hos naboen. Vi flyttede alle vores ting i dag, gjorde lidt rent og skrev så en opsigelses-SMS på vores flotteste spansk til Rafael, som er den seneste mellemmand mellem os og vores udlejer (byggefirmaejeren mr. Moreno, som lige er blevet valgt ind i politik og efter sigende har holdt de vildeste fester i huset og er meget korrupt – det er alle panamanere med penge åbenbart):
“Ola Rafael. Robo dos noches. Casa no seguro. Terminado el contrato hoy. ¿Dónde y cuándo devolver las llaves? Thomas y Anette, Calle Fatima.”
Thomas gik straks efter tilbage til huset for at aflæse elmåleren, men pludselig kom Rafael med 2 rengøringsfolk. Det var et underligt tilfælde, at startrengøringen, som jo skulle have været foretaget for en del uger siden, og som vi senest havde fået at vide, skulle være kommet i fredags, rent faktisk kom et minut efter vores opsigelses-SMS. Thomas nåede at panikringe til mig og få mig til at komme med nøglerne, uden at nogen så, at jeg kom ud inde fra naboen (vi holder kortene tættere ind til kroppen end før). Alt i alt lykkedes det os simpelthen at slippe af med huset uden noget brok – hvilket måske er klart nok, da vi afstod hele vores depositum på 10.800 kr. Rafael spurgte straks til, hvor vi så skulle bo nu, og ville udleje endnu et hus til os. Som om! Officielt bor vi på hotel nu, mens vi overvejer, om vi skal blive eller flytte tilbage til Danmark.
Uofficielt har vi det godt inde ved siden af. Huset virker lidt ældre, men til gengæld er det møbleret og runger ikke tomt og hult. Poolen er næsten lige så god, og der er flere planter og blomster:
Vi har indrettet udendørs kontor et sted på den kæmpe overdækkede terrasse (som man ser en tredjedel af her):
Men vi sover indtil videre indenfor. Malcolm (ejeren på 80 år fra England) og Charity (en anden lejer på 32 år fra Canada) er fantastiske mennesker, så gæstfrie, betænksomme, naturlige, intelligente og rummelige, og det er helt vanvittigt, hvad de begge har oplevet – og oplever nu. De har så mange historier, oplevelser og livserfaringer, at der må være underholdning nok til hver eneste aften, indtil vi flytter til Danmark. Mens vi sad og arbejdede her til aften, sad de i køkkenet og snakkede over et glas vin: Malcolm forsøgte at overbevise Charity om ikke at tage tilbage til “Lagunen”, hvor Malcolm har en farm på en af de mange øer uden veje. På farmen er halvdelen indfødte (indianere), og han har en vision om, at fremtidens sikkerhed og tryghed går gennem små samfund, hvor folk stoler på hinanden og skiftes til at passe på hinandens ting. Teorien er, at kun samarbejde og sammenhold kan skabe tryghed i verden – ikke pigtråd og vagter. Om natten ude på den øde ø hører han ofte et fly komme forbi, selvom der ingen landingspladser er i nærheden. Flyet skal nemlig ikke lande, men bare smide store poser med stoffer i vandet, hvorefter nogen (ikke ham eller hans farmfolk!) sejler ud og samler dem op. Charity har boet et andet sted i Lagunen, hvor et mord er begået, og stoffer, alkohol og ikke mindst utroskab på alle planer florerer. Malcolm mener seriøst, hendes liv ender, hvis hun tager tilbage, for den kvinde, hun har boet sammen med i nogle måneder, overvejer nu pludselig, om det er hende, der har meldt en eller anden mand til politiet – en mand, som vist er eftersøgt i USA, hvor han har siddet i fængsel i 6 måneder i Texas. Malcolm har udgivet 3 bøger – den ene fik han lige besked om, skal oversættes til spansk – og haft 3 koner. Den seneste, panamanske Lilly på 40 år, har vi mødt. De istandsatte dette hus sammen.
Det er en lidt sindssyg verden, vi er væltet ned i, er det ved at gå op for os. Vi syntes, det var lidt vildt, at nogen stjal vores cykler, men Charity går ikke ud alene, når det er mørkt, og har aldrig øreringe på uden for huset (pga. risiko for, at de bare bliver flået af). Hun blev chokeret over at høre, at jeg ærligt svarede på, hvad min computer kostede, da poolmanden spurgte – det gør han ikke for sjov (men nu er vi jo heldigvis flyttet på hotel, remember?). Men hun forstod mig på den anden side godt. Sådan var hendes indstilling også, da hun startede sin jordomrejse i Mellemamerika for 1,5 år siden.
Jeg tror stadig, mange ting er lidt overdrevne, i hvert fald her i David, som åbenbart er den magiske og attraktive storby for mange fattige mennesker, som bor i landområderne – især i området Bocas del Toro nordpå (hvor Lagunen er). Det virker meget, meget anderledes dér – en fattigdom, vi slet ikke kan forstå, hvor tomater er en sjælden luksus, og elektricitet er for dyrt, så det har man ikke.
Indtil videre putter vi os i vores nye hus, står ud af taxaen i en anden gade for ikke at afsløre, hvor vi bor, og holder lav profil, indtil vi får dannet os et endeligt indtryk af dette land – et land, hvor supermarkedet i stedet for at krydse en cigaret, en hund og en isvaffel over på et skilt ved indgangsdøren krydser en cigaret, en hund og våben over:
Indbrud
Også vores hus har pigtråd, høje mure og gitre for næsten alle vinduer. Men vi har en enkelt mur, som af uransagelige årsager kun er 1,5 meter høj målt udefra og uden pigtråd. Et par tagplader på toppen af muren er faldet af (det gør de f.eks., når man lægger sin kropsvægt på dem), så det er nemt at komme over inde fra naboens indkørsel. Der er endda et hul i den lave hæk foran – som en invitation:
I forgårs kom vi cyklende hjem forbi håndværkerne ved skolen, som er vores nabos nabo. De er lige blevet færdige med deres projekt dér. Vi hilste på dem og smilte til dem som sædvanlig – også den 20-årige knægt, som kækt nok har spurgt om mit telefonnummer. Lidt senere kom de kørende meget langsomt forbi vores hus, mens de gloede helt vildt. De vendte om lidt nede ad gaden og gentog processen den anden vej. Jeg tænkte, det var utroligt, så interessant jeg var. Men måske var det ikke mig, de kiggede efter.
Om natten forsvandt Thomas’ cykel nemlig, uden at nogen af vores døre var blevet låst op, og der var spor af sko på både ydersiden og indersiden af den indbrudsindbydende mur. Nogen er altså klatret over muren, har løftet cyklen over og er kravlet tilbage igen – det sidste er lidt af en bedrift, da muren er 2 meter høj set inde fra os:
Vi er ikke på så god fod med vores udlejer og med mellemleddet mellem os og udlejeren, fordi de har misligholdt kontrakten (ikke overdraget huset til os i rengjort stand, ikke vedligeholdt poolen og haven og leveret internet 14 dage for sent), så vi ville ikke puste til ilden ved nu at brokke os over indbrud. I stedet tændte vi spotlys på stedet og uden for huset og tænkte, at det nok ville virke præventivt. For øvrigt ville de vel have taget min cykel også i samme ombæring, hvis den var interessant.
Men næste nat forsvandt min cykel så, og der er nu lidt flere fodaftryk afsat på muren. Vi har ikke flere cykler at give af nu, så vi frygter, hvad der vil ske i nat – går de videre ned ad søjlegangen og over til vores computere og vores udendørs seng?
I går eftermiddags gik vi ind til vores nabo for at høre, om hans videokameraer tilfældigvis havde filmet indbruddet. Det havde de ikke, for de har vist ikke virket, siden hans sidste ekskone, Lilly, flyttede ud. Vi fik en snak om det hele, og han ville gerne hjælpe, f.eks. tilbyde os et værelse hos ham, hvis vi da bare ikke var bundet af en lejekontrakt.
Efter andet indbrud i dag begyndte vi at tænke over, hvad han havde tilbudt, og efter at have snakket vores muligheder igennem og regnet på sandsynligheden for, at vi kan få vores udlejer til at sætte pigtråd op – og ikke mindst tidshorisonten for det – gik vi over til naboen igen. Det resulterede i, at vi nu sover i hans hus foreløbigt 2 dage på prøve og dermed undgår indbrud nr. 3 og 4, hvis de da er planlagt.
Vores nabo, Malcolm, viser sig at være en 80-årig englænder med et utrolig spændende liv både bag sig og foran sig, og vi har lige nydt en dejlig og superhyggelig middag sammen med ham og hans lejer, Charity, en ung canadisk kvinde, der lever af at skrive for andre på deres blogs. Vi havde ikke lige forestillet os, at vi skulle bo sammen med andre her i Panama, men måske er det den bedste løsning.
Vejret
En af vores hovedårsager til at vælge Panama var vejret, og det har ikke skuffet os. Den daglige styrtregn, som jeg tidligere har beskrevet, stoppede for ca. 3 uger siden og blev erstattet af en ret heftig blæst. Så det har blæst lidt rigeligt på det sidste – med det resultat, at mange af naboernes blade er endt i vores pool, og det er lidt svært at sove ude uden at blive vækket af f.eks. disse metalplader, der buldrende blæser af vores mur:
Men hverken regn eller blæst gør det store, når bare der er sol og 33 grader, og det er der.
Vi nyder vores poolområde og selve poolen og får dagligt besøg af en sort fugl, der lige skal have sig et bad i det lave vand ved trappen i poolen:
Boquete
I går, lørdag, tog vi en taxa op til bjergbyen Boquete, 38 km mod nord:
Det mørke for enden af vejen er bjerge indhyllet i hvide skyer:
Vi havde hørt, at Boquete skulle være en fin by placeret i smukke omgivelser, men vi ved nu ikke rigtig:
Byen er et paradis for amerikanere og andre vesterlændinge. Stort set ingen af dem vil bo i David, som de finder for varm, hvorimod Boquete skulle have perfekt klima og frisk luft. Skønheden var det så som så med. Ja, der er bjerge, men de er ikke specielt smukke – der er ingen fortryllende udsigter og ingen brusende floder eller frodige dale a la Alperne, bare kedeliggrønt. Vi steg ud af taxaen tæt på en bilvask og tænkte, det var derfor, vi fik små dråber i ansigtet, men nej. Det finregnede alle de timer, vi var i Boquete, og temperaturen var 23 grader. Selvfølgelig bedre end i Danmark lige nu (håber, stormen er løjet af), men vi foretrækker klart Davids stabile sol og 33 grader.
Boquete er en turistrede af dimensioner. Det har sine fordele, nemlig at alle kan engelsk, og at der er mange restauranter, men også ulemper: ligegyldige souvenirbutikker og et utal af bureauer, der sælger rafting- og klatreture, hvilket erstatter det originale panamanske præg med et ligegyldigt alment turistpræg:
Det lykkedes at finde et enkelt sted, der var lidt smukt:
Og fordelen ved finregnen var denne fine regnbue:
Det ville have været oplagt for os at bosætte os i Boquete ligesom alle andre, men vi havde godt på fornemmelsen, at det ikke lige var os – og det var rigtigt.
Arbejdsafhængighed 4: økonomi
Men hvorfor? Hvorfor arbejde så meget? Hvorfor ikke bare sige nej til kunderne?
I en produktionsvirksomhed som min er der en direkte sammenhæng mellem den producerede mængde og indtægten: Hvis jeg kan producere dobbelt så mange rettede tekster, tjener jeg dobbelt så meget. Kunden spørger altså basically “Vil du tjene 2.000 kr. lige nu?”, og hvem kan sige nej til det?
Ja, det burde jeg jo gøre. Hvorfor betyder penge så meget, at jeg åbenbart fravælger at være sammen med venner, træne, have det rart og give min krop en computerpause? At jeg tilvælger at blive så stresset, at jeg end ikke kan overskue at svare, når folk skriver søde private mails eller SMS’er til mig?
Svaret er, at min privatøkonomi har været presset længe. I de første år med ansatte skyldtes det, at de ansatte fik de fleste penge i firmaet, og der var efterhånden blodrøde tal på bundlinjen, og min bank snakkede om at erklære mig personligt konkurs (fordi firmaet er mig, når det er en enkeltmandsvirksomhed). Jeg fik opsagt de ansatte, arbejdet igennem og reddet mig selv og virksomheden.
Siden købte jeg et hus, men kæresteforholdet holdt ikke. Det betød rundt regnet en ekstra husleje på ca. 8.000 kr. om måneden i 2,5 år plus udgifter til et nyt badeværelse (ca. 40.000 kr.), indskuddet til huset (100.000 kr.) og ikke mindst tabet ved hussalget (som endte på ca. 175.000 kr. – altså min del af det). Sammenlagt ca. 500.000 kr. … efter skat. Her den 1. november 2014 blev huset endelig solgt – en kæmpe lettelse!
Desværre har jeg gennem årene derudover ikke haft noget overblik over min økonomi, fordi ingen revisor kan forklare mig, hvad det dog er, de har gjort ved min selvangivelse.
“Virksomhedsskatteordningen – endelig en løsning for dig, der savner kludder i din privat- og firmaøkonomi og helst ikke vil vide, hvad du evt. skylder i skat hvornår, og hvad du evt. har til dig selv.”
Der stod en del penge på firmakontoen, men det har været meget uklart, hvis de penge var, hvis jeg valgte at lukke virksomheden. Nu har jeg selv regnet på det og lænset firmakontoen for at give SKAT 209.000 kr. (ud over de 174.283 kr., de i forvejen fik fra mig i 2014), men til gengæld betalt hele min husgæld af. Så nu skulle alle gerne være kvit!
Efter hussalget i november kunne jeg derfor pludselig ånde igen og øjnede muligheden for at starte på en frisk, og jeg blev mere og mere irriteret på mit arbejde. Når folk bad mig haste en tekst igennem, fordi de altså skulle hente børn kl. halv fire, begyndte en utilfredshed at nage i mig, og jeg opsøgte en coach for at få hjælp til at omlægge mit arbejdsliv.
Arbejdsafhængighed 3: stress
Som beskrevet i foregående indlæg er det ikke lykkedes at sænke mit timetal. I 2013 lå det på 36 timer om ugen i gennemsnit, og i 2014 på 39 timer. Det lyder fornuftigt nok, men desværre er det 52 uger om året og uden mulighed for at holde fri mere end f.eks. en halv formiddag, bortset fra på helligdage og i weekender. Jeg kan ikke holde ferie eller blive syg (hvilket i praksis vil sige, at jeg arbejder med feber en enkelt gang om året og forkølelse lidt oftere, men heldigvis har jeg ikke været mere syg end det nogensinde). Desuden svinger det ugentlige timetal en del, uden at jeg selv kan påvirke det særlig meget eller på forhånd vide, om en uge skal rumme 20 arbejdstimer eller 60. Det er lidt stressende.
Også andre faktorer stresser mig:
1) Fordi der er så meget korrekturarbejde, er jeg konstant bagud med fakturering, regnskab og betalingspåmindelser, udvikling af virksomheden og ny hjemmeside, vurdering af ansøgere og besvarelse af de mere komplicerede mails.
2) Korrekturlæsning er sidste led i processen mod udgivelse af en tekst, og da skribenter eller layotere tit er blevet forsinkede, er det rigtig smart i deres øjne, hvis den manglende tid kan hentes ind igen i korrekturfasen. Så kan de nemlig alligevel overholde deres aftale med trykkeriet. Jeg får derfor mange mails a la “Vil du læse korrektur på denne tekst? Gerne bare så hurtigt som muligt.” og “Denne store sag er desværre meget forsinket og skal helst videre til oversætterne i morgen. Kan du have den klar senest i morgen tidlig?”.
20-60 stressfyldte ugentlige arbejdstimer foran computeren kan desværre mærkes i kroppen, så jeg har tit ondt i skuldrene og nogle gange decideret stikkende smerter i nakken. Det hjælper med mit hæve-sænke-bord på kontoret, men ofte har jeg ikke tid til at cykle ned på kontoret, fordi jeg har deadlines fra morgenstunden og sidder foran computeren allerede under morgenmaden. Hvorfor står jeg ikke bare lidt tidligere op? Selvom jeg tit arbejder indtil midnat, befinder jeg mig faktisk ofte 8 timer i sengen, så jeg kunne vel godt skære en halv time af? Nej, desværre har jeg brug for at sove så længe som muligt for bare at få 6-7 timers søvn, efter at tankerne om de opgaver, jeg mangler at håndtere, endelig har sluppet deres tag i mig ud på natten. Det er lidt en ond cirkel …
Arbejdsafhængighed 2: arbejdsmængde
Lige siden 2006 har jeg følt, jeg har arbejdet for meget.
På et tidspunkt opdagede jeg dog, at jeg faktisk kun arbejdede cirka halvt så mange timer om ugen, som jeg troede. Jeg arbejdede bare så ustruktureret, at det føltes som altid og lang tid. Men i virkeligheden holdt jeg lange pauser (uden dog at have besluttet, at det var en pause, og derfor uden at få gevinsten). Og selvom jeg ofte arbejdede om natten og i weekenden for at nå mine deadlines, holdt jeg bare også tit fri om dagen på hverdage. Det havde jeg jo fortjent, når jeg nu arbejdede hele natten/weekenden. Den pinlige indsigt om kun at arbejde på halv tid gjorde mig mere disciplineret.
Selvdisciplinen blev også skærpet, da Thomas lavede det, som jeg kalder filstyringssystemet, til mig. Før det var jeg på kontoret kendt som hende med de gammeldags, gulnede kartotekskort og en masse gule Post-it-sedler på bordet. Sådan holdt jeg styr på alle kunderne og teksternes længde, modtagelsesdato, leveringsdato, pris osv. Med filstyringssystemet blev data for de mere end 3.000 årlige tekster fra de i alt 300 kunder nu styret elektronisk i stedet for i hånden, hvilket gav en kæmpe tidsbesparelse og ikke mindst masser af data: Hvilke kunder tjente jeg meget på, og hvem skulle have sat priserne op? Hvornår på dagen var jeg selv mest effekt, og hvad distraherede mig? Den frigjorte tid bruger jeg på … ja, du gættede rigtigt: at arbejde (rette flere tekster). Det er selvfølgelig rigtig godt, for jo flere arbejdstimer der går med korrekturlæsning i stedet for administration, jo højere gennemsnitlig timeløn får jeg. Så jeg tjener altså flere penge, men jeg arbejder stadig lige så meget.
Med alle de tekster, der gerne vil rettes, har jeg siden 2009 forsøgt mig udi ansatte og freelancere i alle afskygninger. Men der har altid været noget galt: Det primære problem er, at alle mennesker kan finde én fejl, men ingen kan finde alle fejl – og det er nu engang det sidste, mine kunder betaler for. Hvis folk endelig er dygtige nok, skal de også være hurtige nok samt pædagogiske og kundemindede nok, og før jeg selv begyndte at rejse, skulle de også bo i Aarhus, da jeg mente, det var vigtigt at sidde sammen for at skabe et ensartet produkt. Min evige søgen efter en brugbar medarbejder har kostet mig mange hundrede tusind kroner og uendelig meget arbejdstid – ironisk nok i forsøget på at nedsætte min arbejdstid.
Arbejdsafhængighed 1: intro
Når Thomas og jeg møder nye mennesker, spørger de altid “Wow, hvordan er det muligt for jer at bo et halvt år i udlandet?” efterfulgt af “Det ville jeg ønske, jeg også kunne gøre, men det kan jeg jo ikke”.
Udsagn nr. 2 (“Men det kan jeg jo ikke”) kan diskuteres, for som udgangspunkt kan man det, som man sætter sig for. “Ja okay, du har ret i teorien, Anette, men det gælder altså ikke for mig. Jeg er jo i den særlige situation, at … Så lige præcis jeg kan ikke, fordi …” Jo, DU kan også. Spørgsmålet er bare, om du vil – rigtig vil.
Svaret på det første udsagn (“Hvordan er det muligt?”) er: vores firmaer. Og ja, seriøst hurra for vores firmaer, der giver os denne fantastiske mulighed. Det er dog ikke lutter idyl at være selvstændig, og det vil jeg gerne fortælle om i en lille serie blogindlæg, så bagsiden af rejsemedaljen også kommer frem. Nu er et rigtig godt tidspunkt at fortælle om det på, da jeg står over for en af de største ændringer i mit firmas historie – og også i mit privatlivs historie. Jeg er midt i forandringsprocessen nu, og det er pissehårdt, og jeg ville ikke kunne gøre det uden mine hjælpere (Lone, Thomas og Anne Pernille).
Hvis du kun læser med for at høre om Panama, så bare spring denne serie blogindlæg over.
Nytårsaften
Vi fejrede nytåret med rødvin, Arla-oste, skinke og pølser samt den tørreste, mest uspiselige, men alligevel dyre røgede laks, vi nogensinde har fået. Det kan panamanerne ikke finde ud af at importere. Men vi hyggede os, så dronningens nytårstale og prøvede at komme i Vær velkommen-stemning, selvom det stadig var lyst og varmt. Spotify erstattede dog hurtigt salmesangen – vi har nemlig langt om længe fået internet, så nu kan vi skabe en fest med den medbragte Sonos-højttaler.
Nede på hjørnet ligger der en god vinbutik, som supplerer supermarkedernes fine udvalg (til kun lidt højere priser end i Danmark), så vi manglede ikke champagne:
Et halvsnalret øjeblik:
Godt ud på natten dansk tid (frem mod midnat panamansk tid) tog vi i byen og fandt et enkelt værtshus (udendørs), en bar med poolborde og kasinoet, der havde åbent. Men ellers var det meste lukket. Nytårsaften virkede mere privat end julen, hvor folk fyldte gaderne op. Også fyrværkeriet var mere behersket end i Danmark. Men okay, det var jo også anden gang her i Panama – det mest røg nok juleaften.
Rigtig godt nytår til alle jer derhjemme!