Måned: januar 2016
Vandski
Vi kørte et par gange til Black Mountain Wakeboard Park, delvist også lokket af regionens bedste restaurant, der ligger ved golfbanen lige ved siden af. Mmm, hvor fik vi meget god mad dér … røget laks, kammuslinger, serranoskinke, salade niçoise, burger, lasagne og bøf med løg! Nå, tilbage til vandskiene:
Der er lavet et kabelsystem, så man bliver trukket rundt i en stor cirkel i en sø lige ved siden af vandlandet Black Mountain Water Park (som ses i baggrunden på billedet herover). Der er placeret forskellige ramper, som man kan køre på, hoppe over og lave tricks på, hvis man er til den slags.
Man kan også gøre som Thomas i denne lille serie:
Hvis man falder i vandet længere væk, må man svømme ind til bredden og gå den lange vej tilbage:
Det er vildt hårdt i hele kroppen, men også sjovt:
Typisk thai 24: sidebord til drikkevarer
På halvdelen af alle restauranter står der et lille sidebord op ad det bord, man spiser ved. Det er til drikkevarer, glas og en spand med is, som tjenerne tager fra, når de sørger for løbende at holde gæsterne forsynede:
Det er lidt uvant, at man ikke disponerer over sine egne drikkevarer. Der bliver hældt op i tide og utide, så det er f.eks. umuligt at dele en øl lige over eller gemme lidt til senere.
Vandland
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er glade for vandlande og var meget loyale over for Santorini Waterpark sidst. Meeen allerede dengang havde vi kig på et nyt vandland, der var ved at blive bygget – Vana Nava Water Jungle – og nu stod det færdigt!
Det nye vandland har alt, hvad det gamle også har, plus nogle nyheder, som f.eks. denne surfmulighed:
Kæmpe rutsjebanekonstruktioner til 6-personers gummiringe:
Infinity pool med bar:
Klassiske rutsjebaner, inkl. sådan en frit falds-én, hvor man står på en lem, som pludselig bare forsvinder under fødderne på én:
Strandområde med perioder med bølger:
Børneområde med en kæmpe spand øverst, som med jævne mellemrum sender kubikmetervis af vand ned over hele området:
Ligesom vores gamle vandland havde vi også dette vandland stort set for os selv. Først et godt stykke ud på eftermiddagen kunne der dannes nogle små køer, men typisk manglede der faktisk folk til de rutsjebaner, hvor man skal køre mindst 5 personer ad gangen.
Typisk thai 23: ting midt på fortove
I Danmark er fortove lidt hellige. Man skal kunne gå på dem, og der må helst ikke være huller i eller løse sten. I Thailand er et fortov ikke nødvendigvis til gående. Næsten alle restauranter sætter borde på dem, så de gående skal ud på vejen for at komme forbi restauranterne, og denne skraldespand skal da klart stå midt på fortovet, ikke på græsset ved siden af, som den ville have gjort i Danmark:
Typisk thai 22: blomsterkrans i bilen
Hvis man er rigtig thai, køber man en, to eller tre kranse af sælgerne langs vejen og hænger dem i bakspejlet i bilen:
Vi undrede os lidt over, at alle bruger penge på dem (20 baht – 4 kr. – kan være mange penge for en thai), men så slog det os, at de jo ikke gør det for sjov. Hvis de mener, det giver en form for beskyttelse i trafikken, er det jo egentlig en billig bil- og livsforsikring i forhold til dem, vi køber – også selvom de visner og skal udskiftes et par gange om ugen …
Regn
Vi oplevede en masse styrtregn nogle få timer nogle få dage, f.eks. en dag, hvor vi fik barbecue på Narathip Road:
Scenen endte sådan her – med regn styrtende ned i tykke strømme 20 cm fra vores bord:
Alle andre blev i restauranten og ventede på, at regnen skulle stoppe, men vi bevægede os de 600 meter hjem og blev totalt gennemblødte på 5 sekunder. Vi skulle hjem og redde vores computere, der stod ude under et halvtag og ikke kunne undgå regnstænk, når der var tale om disse mængder.
Fiskere og googleveje
Det var skønt at have en bil i hele perioden, og nogle gange kørte vi bare ud i det blå. Det førte os bl.a. til denne sø:
Det gik op for os efter pænt lang tid, at de små, sorte prikker på vandoverfladen er mænd, der står ude i vandet og fisker. Her er en af fiskernes scootere:
Vi har et begreb, der hedder “googlevej”. Det er, når man udser sig en fin kørerute på Google Maps, og man pludselig befinder sig i denne situation:
Googlekortet viser en hvid vej lige så bred som den fine, asfalterede hovedvej, man kørte på lige før, men realiteterne er anderledes: Man befinder sig på en bumlet, privat grusvej midt inde i en plantage – dét er en googlevej.
Det er bestemt ikke forbeholdt googleveje, men på googleveje er chancen endnu større for at støde ind i køer på kørebanen:
Thailandske køer har nogle ret sjove detaljer, f.eks. lange hængeører og store mængder overflødig hud:
Tak for eventyr, Google!
Typisk thai 19: chili
En ting, som næsten alle forbinder med Thailand, er chili. Mange retter er så stærke, at de også svier, når de skal ud af kroppen igen … På de lokale restauranter er det smart at sige “No spicy” (altså i betydningen ‘overhovedet ingen chili’) – så er retterne stadig ret stærke, men det kan lige gå. Kun på restauranter, der decideret er henvendt til turister, kan det gå at sige “Medium spicy”.
Der bliver puttet chili i de for os mærkeligste ting – f.eks. får man chilisukker med til sin ananas i vandlandet:
Denne gang var vores foretrukne frokostrestaurant den australske Neeshy, hvor vi fik omeletter, supper og brunch (æg, baked beans, toastbrød m.m.). Bag den himmelske mangoshake på billedet herunder står et åndehus med blåt tag, og bag åndehuset kan man lige skimte et par gademadsboder på nabogrunden. Dén bod, som er længst væk, og som faktisk ikke engang kan ses på billedet, var lidt anstrengende nogle gange. Hvor utroligt det end lyder, var vi ved at dø i halsen af chiligener, hver gang kokken i dén bod puttede chili i sin ret. De små chilipartikler blev simpelthen spredt gennem luften (også i modvind) de 15-20 meter over til os og gav os hoste og tårer i øjnene. Dét er altså sygt stærkt!
Typisk thai 18: småby syd for Bangkok
Billedet herunder er superrepræsentativt for, hvordan Thailand ser ud i småbyerne 100-500 km syd for Bangkok: en klippeklump, der stikker op af det ellers pandekageflade landskab, en portalindgang til tempelområde, som man dog gerne bare må køre igennem, lyserøde åndehuse (i højre side), en pickuptruck, farvede hustage og -mure, en okay asfaltvej, en tom grund (i venstre side), som folk bruger til gennemkørsel, hvorved der dannes en grussti, ledninger oppe i luften, blå himmel med lette skyer og palmer.
Genkendelsens glæde
Vi var meget spændte på, om viceværten/poolmanden Sun stadig var i Cha-am, for det havde vores udlejer, Sam, ikke svaret på. Sun var der, og hver eneste dag kom han forbi og sagde “Coconut, coconut!” og stillede glædestrålende en eller to kokosnødder hos os:
Han passede også vores pool – og reddede os fra en lillebitte slange, der kravlede rundt på vores grund. Han fik fanget den i en tom vandflaske, puttede flasken ned i rummet under sadlen på sin scooter og kørte den ud til “coconut tree”, hvor den hørte til.
Slangen virker ikke så farlig, når man ved, den ikke kan bide én:
Sam var blevet en helt anden person, siden vi mødte ham første gang på det store hotel, hvor han var manager. Dengang var han meget hård og formel, og vi var en anelse nervøse sammen med ham. Nu havde han tabt sig en del efter en alvorlig sygdom. Han var stoppet på hotellet og prøvede i det hele taget at slappe af og komme til hægter. Men humøret fejlede ingenting. Han var jokende, rar og varm og sendt smileys, ikoner, godmorgenvink og julestickers i tide og utide. Virkelig hyggeligt! En dag kørte vi ud til vores gamle yndlingsrestaurant, som vi spiste på et par gange om ugen, efter at vi opdagede den, en måned før vi skulle hjem. Desværre så restauranten lukket ud, men mens vi snuste rundt på området, kom en mand hen til os og spurgte vel på thai, om han kunne hjælpe os. Det lykkedes os at sige “Restaurant” og “Hom” på nogenlunde forståeligt thai, og så forstod han og skyndte sig væk. Lidt efter kom vores gode, gamle Hom – thaidamen, der laver den lækreste vestlige mad efter at have boet en del år i Schweiz. Hun bød os på et par Spy, og så fik vi os en hyggelig snak. Desværre var der ikke økonomi i at drive restauranten mere, fordi de ansatte skulle have løn hele året, men der var kun gæster nok i vinterhalvåret. Øv for os og alle de andre, der nød hendes mad! Da vi sagde farvel til hende, sagde hun, at vi endelig skulle kigge forbi en anden gang – hun savnede at snakke med alle sine søde gæster.
Vores søde vaskedame blev også glad for at se os igen og vinkede og fniste, hver gang vi gik forbi hende på gaden. Så hyggeligt.
Når vi nu ikke boede i vores gamle villa, havde vi desværre ikke Kao lige udenfor. Kao havde fået et kuld hvalpe i mellemtiden, som allerede var blevet store. Sun havde beholdt den ene af dem, den brune hanhund Bao. Men der var selvfølgelig stadig masser af gadehunde, og de fleste dage kunne vi hilse på denne sorte hund, som også var supersød, selvom den ikke havde noget navn og ikke var nogens:
Også stranden så ud, som den plejer – dog med den forskel, at de 8-10 blege faranger, der plejede at solbade på store, hvide liggestole forrest i billedet, nu er fortrængt til fordel for endnu mere parasoltag, som thaierne hygger sig under:
Vores hjem: Sam’s Garden
Vores gamle villa i Sam Pool Villa (den sydligste røde ring på kortet herunder) var desværre udlejet, men Sam havde heldigvis en anden, lidt ældre poolvilla i Sam’s Garden (den nordligste røde ring), som var cirka magen til og lå lige i nærheden, på Soi 12 lige ud til hovedvejen Narathip Road:
Her er den lækre pool, som vi styrketrænede i næsten hver formiddag:
Indgangen til vores soveværelse:
Her er Soi 12, gaden, der går ud til Narathip Road. Bemærk det lille, flytbare hus i højre side, hvor der døgnet rundt sad en vagt (dog ikke den samme) og underholdt sig selv med sin mobiltelefon:
Mmm, 30 grader hver dag …:
Vores arbejds- og opholdsområde, bil og pool i aftenlys:
Natstemning hjemme:
Til Thailand igen
Da vi forlod Cha-am efter vinteren 2013/2014, spurgte de søde thaier selvfølgelig, om vi kom tilbage næste vinter. Det er de vant til fra mange faranger. Vi prøvede så sødt som muligt at sige, at det var et dejligt land, men at der også var mange andre lande, der var dejlige. Vi tænkte, at vi tidligst ville komme igen fem år senere. Der gik dog kun halvandet år – så stod vi der igen.
Men først skulle vi lige med DSB. I toget på vej til Københavns Lufthavn opfriskede vi vores thai med det vendespil, vi lavede sidst (halvdelen af brikkerne rummer et thaiord eller -udtryk, og den anden halvdel det samme på dansk):
Det fik pigen overfor i togkupéen til at spørge, hvad vi lavede, og sådan faldt vi i snak. Hun var supersej: styrmand og derfor væk i vistnok 4 uger ad gangen, men til gengæld også hjemme med totalt fri i flere uger. Hun havde en datter på 2 år, hvilket mange af hendes venner ikke syntes var foreneligt med hendes job, selvom barnet jo også havde en far med et “almindeligt” job. Nogle af vennerne havde så stærke holdninger, at hun helt måtte opgive at se dem.
På flyet fra København til Bangkok sad vi ved siden af en mand på måske 45 år, der var blevet skilt og havde sagt sit job op og nu rejste rundt i verden i hvert fald i et år, afhængigt af hvor langt de opsparede penge rakte – et helt nyt liv for ham.
Da vi landede i Bangkok, så lufthavnen og alt andet ud, som det plejede. Vi fik fat i vores lejede bil og kørte mod Cha-am. På vejen stoppede vi i en Sewen (7-Eleven) og blev overrasket over at kunne købe 3 mikrobølgeopvarmede færdigretter (f.eks. ris med kylling i spicy sovs), en lille sushitrekant (en tangpakke med ris og teriyakilaks), 2 colaer og 2 vand for 35 kr. Nåååh ja, så billigt er det i Thailand!