Vi tog den gratis færge fra Manhattan til Staten Island og så derved Manhattan sydfra:
Undervejs passerede vi Frihedsgudinden, lige som solen var ved at gå ned:
Efter 14 gode dage i New York tog vi tilbage til Danmark for at nyde sommeren 2015 dér.
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
En dag, hvor Thomas lå syg hjemme i lejligheden, tog jeg alene ud på en lang og ekstremt kold gåtur, hvor mine fingre til sidst ikke kunne tage billeder med telefonen længere. Der blæste en vildt kold vind, og vi havde ikke just taget vintertøj med på vores rejse til Panama. Min tur gik gennem de ortodokse jøders kvarter i Brooklyn, forbi Manhattan Bridge og over Brooklyn Bridge:
(Screenshot fra endomondo.com).
Her er Manhattan Bridge – jeg elsker den blå farve:
Manhattan bridge igen:
Brooklyn Bridge:
Det er ikke, fordi jeg er oppe at kravle på broen – bilerne kører bare et niveau under fodgængerne her:
Her ses det nedre Manhattan og Frihedsgudinden i det fjerne:
En solskinsstråle rammer det øvre Manhattan i det fjerne:
Sidst Thomas var i New York (i august 2008), købte han disse fantastiske klipklapper:
Som det måske kan anes, var de nu modne til at tage afsted til de evige klipklapmarker, og Thomas fandt det yderst smukt, at han kunne tage afsked med dem i samme by, som de blev hans i.
En aften (nat dansk tid, så vi var sent oppe) tog vi til basket på Madison Square Garden. Her er Thomas dressed up og klar til at heppe på New York Knicks:
Vi var så heldige, at det var den sidste kamp i sæsonen, og fordi holdet faktisk havde spillet ret skidt, var det besluttet at dele ting ud til de trofaste fans (og alle os andre). Først fik vi en gratis cola og vand. På næste etage fik vi en kasket, og så blev vi tilbudt en pose M&M’s, så chips, en cola mere, popcorn, en slikstang osv. Men vi var egentlig lidt sultne og stillede os i kø til en burger. Vi fik den udleveret – og ingen ville have penge. Tværtimod fik også lige nogle pomfritter med. Alt viste sig at være gratis (bortset fra merchandise, som der kun var rabat på). Og der var rigeligt af alt hele aftenen, og det blev delt rundhåndet ud, så vi endte med alt muligt, som vi ikke lige havde tænkt os at spise.
New Yorks Knicks tabte desværre, men der var masser af underholdning, også i pauserne. F.eks. blev en mand blandt publikum udvalgt ved lodtrækning, hvorefter han fik 3 chancer for at score i kurven – og dermed score en gevinst. Hvis han scorede fra et punkt tættest på kurven, ville han få 100 dollars, længere væk ville han få 1.000 dollars, og helt ude fra midten ville han få 10.000 dollars. Han ramte forbi de 2 første gange, men på mirakuløs vis lykkedes det ham allerlængst væk at ramme lige i kurven og score de 10.000 dollars:
At komme ud fra det kæmpestore stadion tog ingen tid. Folkemængden strømmede lige så glidende ud og ned ad alle trapperne uden problemer ud. Der må virkelig være styr på opbygningen af gange og udgange – meget imponerende.
Vi var i New York i april, og der var sådan en skøn forårsstemning de fleste dage:
I nærheden af os lå en park med masser af motionsmuligheder, som myldrede med aktive mennesker:
Vi var i biografen en enkelt gang i New York, og det viste sig at være en kombineret biograf og restaurant. Så foran pladserne var der et lille bord med kopholdere og et menukort:
Mens filmen spillede, skrev man sine ønsker på en lille seddel og satte den i en holder på bordet. Så kom en tjener så diskret som muligt gående ind i rækken og hentede sedlen, og lidt senere fik man maden:
Det lyder umiddelbart som et godt koncept, men det afbrød faktisk filmoplevelsen en hel del at skulle bestille og spise mad med kniv og gaffel midt under en film. Så hellere bare popcorn, der kan køres ind helt automatisk, og hvor det ikke gør noget, hvis man spilder.
New York giver selvfølgelig mulighed for at spise, lige hvad man har lyst til, f.eks. chicken & waffles – som i al sin enkelhed er kylling og enorme belgiske vafler med alt muligt snasket dressing på. Det mærkelige var, at der sad masser af unge, slanke piger og spiste de kæmpestore portioner. Enten var de alle bulimikere, eller også stod samtlige 5 efterfølgende dage på maratoner.
Jeg fik ikke et billede af chicken & waffles-konceptet, men det var mindst lige så greasy som det her:
Vi havde svært ved at finde nogen dagligvarebutikker, som vi kender dem (Netto, Rema 1000 osv.), men der var masser af bittesmå kolonialforretninger (tror jeg, man ville kalde dem). Det her er en af de store:
Disse butikker har som regel en buffet med bland selv-salat og andre frokostretter, både varme og kolde. Det er virkelig lækkert og endda billigere, end hvis man selv skulle købe ingredienserne enkeltvis. Alle fødevarer og andre fornødenheder er nemlig enormt dyre i New York. F.eks. købte vi en enkelt rulle toiletpapir til 10 kr. Hvorfor kan man overhovedet købe en enkelt rulle toiletpapir?
Et must for os var Eleven Madison Park, en trestjernet michelinrestaurant (vores første af slagsen), hvor vi bl.a. fik disse retter:
Selvfølgelig var maden i orden, men til prisen (ca. 3.500 kr. pr. person) var vi … hmm, det hedder vist faktisk slemt skuffede. Vi var ellers utrolig spændte på, hvad det er, der skal til for at få 3 stjerner hos Michelin. Men det fandt vi aldrig ud af. Sådan som vi har forstået stjernerne (ikke at nogen jo egentlig forstår dem), burde restauranten faktisk ikke have fået en eneste stjerne, for der var så meget viskestykkefnuller i flere af vinglassene, at det lå og flød oven på vinoverfladen. Meget mystisk.
Til gengæld er det den eneste restaurant til dato, hvor Haj har fået sit helt eget champagneglas af tjenerne – endda helt uden at spørge. Hun blev meget smigret.
Central Park er megafascinerende, fordi den er så uendelig stor (ca. 1 x 5 km midt på øen Manhattan). Den rummer alt fra det her:
… til det her:
Mange motionerer i den:
Især baseball er der plads til at træne mange steder:
Et par kæmpe søer kan også lige klemmes ind:
Der er egern overalt i byen, hvilket er ret hyggeligt. Her er et i et træ uden for vores vindue:
Vores umiddelbare indtryk af den gennemsnitlige newyorker er en ung person i Nike Free-sko, som er ude at lufte sin hund. Vedkommende har musik i ørerne, kigger lige frem og er lidt cool – så cool, at rød hånd ved en fodgængerovergang altid betyder gå.
Overalt i gadebilledet støder man ind i Gud på skilte, og overalt er der delier (butikker, der sælger skinker, pølser, ost m.m., hvor man evt. også kan sidde og få en sandwich). Her er en kombi – God Bless Deli:
Også andre end et par ateistiske danskere har bemærket Guds tilstedeværelse overalt – og lavet et lille modspil (“In cost we trust”):
I metrotogene er der nogle retningslinjer, man skal overholde. F.eks. bedes man venligst undgå at forbedre sin personlige hygiejne:
Mest underholdende syntes jeg, dette skilt var – som om nogen ville udføre poledancing i toget:
Da jeg stod i vognen og fyldte lidt for at tage ovenstående billede af skiltet, så jeg godt, at en dreng ligesom ventede på, at jeg skulle blive færdig. Da jeg havde sat mig ned, kom forklaringen: Han skulle have plads til … sin latest routine!
Det er åbenbart meget normalt at tjene lidt penge på at underholde med dans i toget – og hvor var de bare seje, de drenge.
New York har lavet en gammel jernbanelinje om til en gangsti, der som regel går oppe i højden og derfor hedder High Line. Her vokser der buske midt på skinnerne i højre side af billedet:
Den er meget hyggelig, men lidt for smal til, at man kan gå i sit eget tempo uden at støde ind i nogen – og ikke noget supersærligt.
Men den gav nogle udmærkede overblik, f.eks. over banegården her:
… og over en sej stabling af biler – sådan laver man parkering på begrænset plads:
Jeg vidste intet om New York på forhånd, men forventede noget med en masse skyskrabere og et mylder af mennesker. Derfor blev jeg meget overrasket, da vi ankom søndag morgen og gik rundt i helt øde gader med lave bygninger og en nærmest Trøjborg-agtig stemning:
Manhattan set fra Queens:
Det berømte Times Square, som jeg aldrig helt forstod fascinationen eller betydningen af:
Bare et sted i New York:
En tom metro:
En fyldt metro:
Guggenheim:
Det nye, endnu ikke åbne One World Trade Center:
Et af de to steder, hvor de gamle tårne stod:
Yankee Stadium, som vi ikke nåede at besøge denne gang – det må blive næste gang:
Området ved Yankee Stadium:
Vores Airbnb-lejlighed i bydelen Williamsburg i Brooklyn havde alt i newyorkercharme: Den var dyr, skæv, smal, utæt og med en nærig bruser med lunkent vand – men hyggelig:
Der gik noget tid, før vi opdagede, at hele gulvet var skævt, og at det var derfor, vi gik rundt, som om vi var fulde. Komfuret står helt inde ved væggen forneden, men gaber 10-12 cm foroven:
Soveværelset:
Vores lejlighed lå under den gule stjerne med nem adgang til Manhattan via L-linjen:
Bemærk kæmpestore Central Park midt på Manhattan. (Tak til Google Maps for kortet).
Man ved, man er kommet til USA, når lufthavnsmorgenmaden er megasnasket:
Vi venter på toget ind til byen efter det nærende måltid:
Her er Thomas med vores pakkenelliker (4 computere, 3 mobiltelefoner, 1 iPad, 1 Sonos-højttaler, sommer- og træningstøj, toiletsager, ledninger, omformerstik, et par skeer og morgenmadsskåle, 2 badehåndklæder, halstørklæder mod airconditiontræk, Haj, pas, vaccinationsbeviser og … hmm, det var vist det):
Den 12. april 2015 forlod vi Panama og fløj mod New York:
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
Panama overtog Panamakanalen fra USA i 1999. Ryan, som boede ved siden af os i Cuesta del Sol, fortalte, at indtægterne derfra virkelig har gavnet landet. Almindelige mennesker får billige statslån, så mange nu kan købe sig et lille hus, og Den Panamerikanske Highway (som der mange steder ikke er noget som helst highway over) er ved at blive udbygget med flere spor, som man kan se her både i højre og venstre side:
En sjov ting er, at der mange steder er fint gravet ud, så de nye vejbaner kan anlægges, bortset fra lige rundt om telefonpælene, som derfor står som 3 meter høje øer midt på den flade vej. Det er nemlig et andet selskab, der skal flytte telefonpælene, og de arbejder altså ikke så hurtigt.
De mange pludselige penge fra kanalen gør, at Panama i disse år er ved at gå fra at være et 3.-verdensland direkte til et 1.-verdensland, uden mellemstadier, hvilket vist skulle være en usædvanlig situation.
Mange er kommet til penge i Panama, men uligheden er enorm – og den er desværre racebetinget, har vi fået at vide. Indianerne er de lavest rangerende, så kommer de sorte, og øverst er latinoerne. Panamanerne har nogle identifikationspapirer, hvor der står, hvor de oprindeligt er fra, og det fungerer åbenbart som et stempel for indianerne, der bliver vraget til jobbene alene af den grund.
Bedre bliver det ikke af, at de hvide (typisk amerikanere) kommer og tilbyder en for indianerne stor pose penge for det land, indianerne har dyrket i generationer. Sådanne tilbud kan indianerne ikke sige nej til, men der sker åbenbart ofte det, at indianerne så flytter til byerne og drikker pengene op lynhurtigt, fordi de ikke er vant til at have med den form for penge at gøre. De plejer at leve nøjsomt og af deres afgrøder. Enden bliver, at de står dér i byen uden land og uden penge – og uden mulighed for at få et job, fordi de bliver betragtet som laverestående.
I Thailand var det normalt bare at bestille vand til maden, og det kostede næsten ingenting (2-4 kr.).
I Panama er vand ofte gratis.
Det står i stærk kontrast til i Danmark, hvor man let kommer af med 25 kr. bare for vand. Tilsvarende forskel er der på de andre drikkevarer. Det er lidt ærgerligt, at prisstrukturen er skruet sådan sammen, at danske restauranter vil tjene mest på drikkevarerne og kun lidt på maden, for det er befriende, når hver del koster det, som det koster at producere det, plus det ekstra beløb, som restauranten vil tjene på handlen. Så er der ingen irriterende overraskelser og stillingtagen, men bare en følelse af rimelighed.
Komplekset Cuesta del Sol er en perle i David, et skønt sted at bo. Her er det set udefra:
Udsigt ned ad bakken:
Udsigt op ad bakken:
Man kommer ind på denne gang:
Og øjner poolen bag søjlerne og planterne:
Poolen i aftenbelysning:
Der er ikke noget så dejligt som en kontrolleret jordafbrænding hos naboen:
I Panama stillede vi ikke vores ure – vi lod bare, som om vi var i Danmark (en virkelig varm udgave af Danmark!). Panama er 6 timer efter Danmark, så oversat til panamansk tid stod vi op kl. 4, satte os udenfor i mørket og arbejdede og så solen stå op et par timer efter. Det tidspunkt (mellem kl. 6 og 7) var ideelt til motion, fordi der var køligt, så vi løb tit forbi en masse skoleelever, der var på vej i skole i deres skoleuniformer. Kl. 7-8 stykker spiste vi frokost hjemme og arbejdede videre indtil vores aftensmad, som vi typisk spiste ude – mellem kl. 12 og 14, hvor de fleste panamanske restauranter havde frokoståbent. Om eftermiddagen havde vi fri (eller arbejdede over, efter at vores danske kunder var gået hjem fra arbejde), indtil solen gik ned, og der var helt mørkt kl. 19, hvor vi så kunne sove.
Denne løsning var genial, da vi som B-mennesker ikke behøvede at stå tidligt op for at kunne nyde alle 12 timers dagslys (der er altid kun 12 timers dagslys så tæt på ækvator). Desuden fik vi for første gang i vores liv prøvet at få beundrende blikke, når vi morgentrænede kl. 6 – folk vidste jo ikke, at vi først var stået op kl. 10 dansk tid, og at træningstidspunktet reelt var tidligst kl. 12 for os.
Kl. 12 dansk tid – solen står op:
Kl. 17 dansk tid:
Der er helt særlige udfordringer på morgenløbeturene i Panama – f.eks. løsgående heste på fortovet uden for vores hjem:
Biografen var et af vores yndlingssteder i Panama – hvor der er så varmt, at skrankerne er udendørs (bag de ventende panamanere):
Nogle gange havde vi biografen helt for os selv:
Men til “Cincuenta sombras de Grey” (“Fifty Shades of Grey”) var salen fuld, og det var simpelthen så hyggeligt, for folk hujede og grinede og kom med alle mulige udtryk og “Århhh”-lyde. Det var en anden oplevelse end i Danmark, hvor man helst skal være stille, og der ikke er et fællesskab alle biografgæsterne imellem på den måde.
I Singapore opdagede vi, at Haj havde skabt en stor forretning inden for tekstiler:
Det er noget med, at forretningen har specialiseret sig i diamantbesatte tekstiler, hvilket har indbragt hende en mindre formue. I Panama havde hun bare for sjov købt en bilvask:
Da hun ikke bryder sig om vand, var hun kun yderst sjældent forbi – og kun lige for at tjekke, om medarbejderne lavede noget.
Hendes yndlingsbeskæftigelse er at drikke champagne (med god sikkerhedsafstand til poolen):
Hun skulle lige smage den sorte Moët her – kun for endnu en gang at konkludere, at det altså ikke er helt rigtig champagne. Så vi fik lidt brok bagefter og ordre på at købe tør pagne til hende for fremtiden, som vi plejer. Divahaj …
I Panama er der næsten altid en bilalarm i gang et eller andet sted, og ingen tager sig af dem, fordi de starter så let som ingenting og ganske utilsigtet, f.eks. bare ved tordenvejr.
Planterne ser ud til at trives godt i Panama (dem i haverne bliver vandet), så man støder tit på en overdådighed af blomster som f.eks. disse fra Malcolms grund:
Enhver panamaner med respekt for sig selv har en machete. Her er den, der tilhører Malcolms gartner:
En machete er lidt af et multiværktøj, der f.eks. også bruges til at klippe hække med, hvilket gartneren kan gøre helt snorlige uden nogen hjælpemidler:
Den kan også bruges til at slå græs med, som manden i venstre side gør her på vores sædvanlige vej fra huset ned til indkøb:
I Thailand var der masser af lysstofrør i beboelsesrum som stuer og værelser, og de almindelige pærer havde ofte høj lysstyrke og helt hvid farve. Det er også tilfældet i Panama. Og det skærer helt bogstaveligt en dansker i øjnene. Naser Khader siger det rigtig fint:
“Man kan sige, at i forhold til vores børn her i Danmark, er der sådan … hygge og stearinlys, men ikke for meget lys. Vi er få, det er os, og vi gider ikke åbne døren, når nogen ringer på. I min barndom var det mere … jo flere vi er, jo mere støj, jo flere der banker på, jo flere lysstofrør, jo hyggeligere. Så der er en forskel.”
Naser Khader i Stine Jensens bog “Fra hjerne til hjerte” (min fremhævning)
En meget hyppig beskæftigelse i Panama er maling af gitre. På næsten hver cykeltur kom vi forbi en gittermaler som ham her:
