Bolig – Fra Smilets By til … en familie på 4!

Vores lejlighed

28. februar 2016 af anetteoest

Vi havde en superdejlig lejlighed i Vietnam, lige ned til en af de mange flodarme og med den skønneste udsigt ud over byen:

Kig ud fra lejligheden, mens solen går ned:

Til lejlighederne hørte det dejligste poolområde, både om dagen …

… og om natten:

Noget af det, der hyggede rigtig meget, var 4 udendørs køkkener og masser af siddepladser for den ene ende af poolen og nogle lækre loungemøbler for den anden ende:

Også fra poolområdet på 4. sal var der fine kig ud over byen:

Vores lejlighedskompleks var i byens distrikt 7, som er den hippeste og dyreste for tiden. I nederste etage i byggeriet var bl.a. et minimarked, en børnepasningsmulighed og en café ved navn Café & Toast. Den serverede en ret, som blev vores yndlingsret, og som vi endte med at spise til hver eneste frokost:

Den ser måske ikke ud af meget, men kyllingens sovs var fantastisk, og risene er en blanding af almindelige ris og puffede ris med hvidløg, der knaser. Uhm!

Vores hjem: Sam’s Garden

10. januar 2016 af anetteoest

Vores gamle villa i Sam Pool Villa (den sydligste røde ring på kortet herunder) var desværre udlejet, men Sam havde heldigvis en anden, lidt ældre poolvilla i Sam’s Garden (den nordligste røde ring), som var cirka magen til og lå lige i nærheden, på Soi 12 lige ud til hovedvejen Narathip Road:

Skærmbillede 2016-01-10 kl. 19.13.18 (med røde ringe)

(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).

Her er den lækre pool, som vi styrketrænede i næsten hver formiddag:

Indgangen til vores soveværelse:

Her er Soi 12, gaden, der går ud til Narathip Road. Bemærk det lille, flytbare hus i højre side, hvor der døgnet rundt sad en vagt (dog ikke den samme) og underholdt sig selv med sin mobiltelefon:

Mmm, 30 grader hver dag …:

Vores arbejds- og opholdsområde, bil og pool i aftenlys:

Natstemning hjemme:

Typisk newyorksk 1: dyre, skæve, utætte lejligheder

11. december 2015 af anetteoest

Vores Airbnb-lejlighed i bydelen Williamsburg i Brooklyn havde alt i newyorkercharme: Den var dyr, skæv, smal, utæt og med en nærig bruser med lunkent vand – men hyggelig:

Der gik noget tid, før vi opdagede, at hele gulvet var skævt, og at det var derfor, vi gik rundt, som om vi var fulde. Komfuret står helt inde ved væggen forneden, men gaber 10-12 cm foroven:

Soveværelset:

Vores lejlighed lå under den gule stjerne med nem adgang til Manhattan via L-linjen:

Bemærk kæmpestore Central Park midt på Manhattan. (Tak til Google Maps for kortet).

Nostalgibilleder fra Cuesta del Sol

8. december 2015 af anetteoest

Komplekset Cuesta del Sol er en perle i David, et skønt sted at bo. Her er det set udefra:

Udsigt ned ad bakken:

Udsigt op ad bakken:

Man kommer ind på denne gang:

Og øjner poolen bag søjlerne og planterne:

Poolen i aftenbelysning:

Der er ikke noget så dejligt som en kontrolleret jordafbrænding hos naboen:

Tredje gang er lykkens gang

29. marts 2015 af anetteoest

Efter en weekends søgning blandt mere eller mindre forfærdelige boligmuligheder (med og uden elektricitet og med og uden køkken!) lykkedes det os at finde mere, end vi havde turdet drømme om. Vi fik boligen via en kontakt, Jason, som vi havde helt fra vores første uger i David. Dengang havde han ingen ledige boliger, men nu havde han én i det lille, hyggelige gatede kompleks Cuesta del Sol: et lille rækkehus (køkken og stue ud i ét, 2 soveværelser, 2 badeværelser og et lille bryggers med vaskemaskine og tørretumbler) med en lille terrasse foran med plads til vores 2 arbejdsborde og med udsigt til denne fine, blå pool:

Vores lejlighed ligger oppe ad den lille trappe i højre side af billedet under airconditionboksen. Først kommer vores terrasse, og så går man ind i køkken-stuen:

Vi havde heldigvis stadig alt det køkkengrej, sengetøj osv., som vi havde købt til vores første hus. Jason var så sød at skaffe os det hvide plastikspisebord, et skab og en seng. Her er vores soveværelse:

Og her er et morgenbillede af vores nye arbejdsplads – med poolen mellem os og husene i baggrunden (bemærk solopgangen spejlet i vores soveværelsesvindue):

Der er de flotteste solopgange, både i vinduet …

… og i østlig retning:

Især hvis man lige tager poolen med:

Nu er det vist ikke nogen hemmelighed mere: Jeg elsker solopgange! Og her har jeg dem hver evig eneste morgen (vores kl. 12) – det er fantastisk.

Hos Malcolm

29. marts 2015 af anetteoest

Vi boede knap 2 måneder i Malcolms hus (nabohuset til vores første hus her i David).

Allerede da vi ringede på døren første gang, blev vi varmt modtaget. Dagen efter flyttede vi ind og fik et lille indblik i Malcolms liv. Han er 80 år gammel, og vi mødte allerede på andendagen hans bedste ven, Leo, som er 93 år. Begge er friske og fulde af humor. Malcolm går lidt dårligt, mens Leo er helt frisk i kroppen. Ingen af dem hører supergodt, så når Leo ringer på døren, og man lukker ham ind i huset, kan de gå og kalde på hinanden og lede i op mod 5 minutter, inden de tilfældigvis støder ind i hinanden og med øjnene kan konstatere, at dér var den anden jo!

De er begge overbeviste om grunden til, at alderen ikke trykker: deres ozonbehandling! Leo, der er uddannet kemiingeniør, har fundet en ung panamansk knægt (måske uddannet sygeplejer), som han stoler på, og de har sammen opfundet en metode, som vi alle vil bruge i fremtiden, når dens revolutionerende effekter kommer frem i lyset. De er bare 10 år foran, som de siger.

Metoden så vi udført i praksis allerede på andendagen i det dertil indrettede lokale, og den går ud på at injicere ozon direkte ind i blodårerne – på luftform. Knægten udfører proceduren på dem én ad gangen: forbereder apparatet (noget med en gasbeholder og noget vand), afspritter deres inderalbue og fører kanylen ind – 30 sekunder efter bobler nogle centiliter ozon rundt i deres kroppe. Undervejs hygger de sig gevaldigt og fyrer jokes af.

93-årige Leo flirter med alt og alle og spurgte, om jeg ikke ville prøve en ozonbehandling. Jeg takkede nej så høfligt, som jeg kunne, før det gik op for mig, at spørgsmålet bare var første del af en plat flirtejoke: Leo sagde, at det jo kunne være, ozonbehandlingen ville gøre mig smukkere – nå nej, det var jo slet ikke muligt!

Malcolm har udgivet 3 bøger. Hans skrivestil er dejlig simpel, og fortælleglæden stor og munter. Vi har fået 2 af dem med os:

I vores første tid i huset kom forfatteren Nick fra Belgien forbi og overnattede nogle gange. Han var i Panama for at researche til sin bog om en seriemorder, Wild Bill, der huserede på øerne Bocas del Toro (hvor Malcolm har sin kakaofarm) i 2007-2010. Bill besøgte sine første 3 ofre for at se på deres ejendom, der var til salg, festede med dem i 3 dage og dræbte dem så med det simple formål at overtage, hvad der var deres – på god, gammeldags piratvis: Hvis jeg kan kapre det, er det mit. Han begravede ligene et sted på grunden og overtog så både hjemmet og de dræbtes bankkonti. Ingen undrede sig synderligt – folk troede bare, at hussalget var gået igennem, og at Bill havde sine mange penge fra sin rige far. 2 år senere lavede han samme nummer og overtog endnu et hus efter at have dræbt ejeren. Heller ikke denne gang fattede nogen mistanke.

Her er den rare mand og hans kæreste:

(Billede lånt fra: http://abcnews.go.com/Nightline/photos/wild-bill-serial-killer-panama-photos-11375346)

Efter et par måneder slog han nabokonen ihjel og fortalte hendes venner i området, at hun havde solgt sin ø til ham. Han udgav sig for at være hende ved at sende et par SMS’er fra hendes telefon til hendes eksmand, som hun stadig havde daglig kontakt med. SMS’erne sagde, at hun havde mødt en anden og var flyttet fra øen – hvilket eksmanden studsede utrolig meget over. Desværre for Bill var hun så udadvendt, at hun blev savnet, og efter 3 måneder havde hendes nærmeste endelig fået overtalt politiet til at lede efter hende. Hendes ene hund var med rundt og reagerede kraftigt ud for Bills hus og snuste sig om til baghaven, hvor den lagde sig på jorden på det sted, som viste sig at rumme alle 5 lig. Bill og hans kæreste blev fanget i Nicaragua en måned senere, og han tilstod alle drabene. Retssagen har dog trukket gevaldigt ud, fordi Bill fandt på at bilde politiet ind, at han bare var hitman, og at det var en af de andre i Bocas-området, der var hjernen bag. Den stakkels tilfældigt udpegede mand tog vores forfatter, Nick, nu hen og interviewede, og han havde en guldgrube af dokumenter om sagen, eftersom han virkelig er dybt involveret, da politiet umiddelbart troede mere på Wild Bill end på ham.

Malcolms hjem er åbent for andre end seriemordsforfattere og andre lejere med mobile jobs. F.eks. holdt han en større middagskomsammen for Leo, fordi han ønskede at hjælpe sin ven med at sælge dennes store grund. Jo flere der kunne sprede ordet, jo større sandsynlighed for, at grunden blev solgt. Hvis vi fandt en køber, ville vi få 5 % – hvilket er pænt meget, når grundens pris i Leos håbefulde sind skulle være op mod 80 mio. kr.

Malcolms hus har været til salg et par år til 600.000 dollars (ca. 4 mio. kr.), hvilket er en helt uhyrlig pris set med danske øjne, da standen ikke nærmer sig den i et gennemsnitligt dansk hus. Til sammenligning koster nabohuset, som vi først boede i, 700.000 dollars (ca. 4,7 mio. kr.) – igen alt for meget.

Her er et par billeder af huset set ude fra haven i aftenlys:

Hængekøje i aftenlys:

Det var sjovt at lære Malcolm og co. at kende, men vi savnede gevaldigt at have privatliv, så vi valgte at lede efter noget bedre at bo i, og det lykkedes i dén grad.

Nyt hjem – nye mennesker – nye tanker

12. januar 2015 af anetteoest

Vi havde ikke regnet med, at vi skulle flytte fra vores dejlige poolområde, men pludselig – under et døgn efter at tanken spirede hos os første gang – bor vi nu hos naboen. Vi flyttede alle vores ting i dag, gjorde lidt rent og skrev så en opsigelses-SMS på vores flotteste spansk til Rafael, som er den seneste mellemmand mellem os og vores udlejer (byggefirmaejeren mr. Moreno, som lige er blevet valgt ind i politik og efter sigende har holdt de vildeste fester i huset og er meget korrupt – det er alle panamanere med penge åbenbart):

“Ola Rafael. Robo dos noches. Casa no seguro. Terminado el contrato hoy. ¿Dónde y cuándo devolver las llaves? Thomas y Anette, Calle Fatima.”

Thomas gik straks efter tilbage til huset for at aflæse elmåleren, men pludselig kom Rafael med 2 rengøringsfolk. Det var et underligt tilfælde, at startrengøringen, som jo skulle have været foretaget for en del uger siden, og som vi senest havde fået at vide, skulle være kommet i fredags, rent faktisk kom et minut efter vores opsigelses-SMS. Thomas nåede at panikringe til mig og få mig til at komme med nøglerne, uden at nogen så, at jeg kom ud inde fra naboen (vi holder kortene tættere ind til kroppen end før). Alt i alt lykkedes det os simpelthen at slippe af med huset uden noget brok – hvilket måske er klart nok, da vi afstod hele vores depositum på 10.800 kr. Rafael spurgte straks til, hvor vi så skulle bo nu, og ville udleje endnu et hus til os. Som om! Officielt bor vi på hotel nu, mens vi overvejer, om vi skal blive eller flytte tilbage til Danmark.

Uofficielt har vi det godt inde ved siden af. Huset virker lidt ældre, men til gengæld er det møbleret og runger ikke tomt og hult. Poolen er næsten lige så god, og der er flere planter og blomster:

Vi har indrettet udendørs kontor et sted på den kæmpe overdækkede terrasse (som man ser en tredjedel af her):

Men vi sover indtil videre indenfor. Malcolm (ejeren på 80 år fra England) og Charity (en anden lejer på 32 år fra Canada) er fantastiske mennesker, så gæstfrie, betænksomme, naturlige, intelligente og rummelige, og det er helt vanvittigt, hvad de begge har oplevet – og oplever nu. De har så mange historier, oplevelser og livserfaringer, at der må være underholdning nok til hver eneste aften, indtil vi flytter til Danmark. Mens vi sad og arbejdede her til aften, sad de i køkkenet og snakkede over et glas vin: Malcolm forsøgte at overbevise Charity om ikke at tage tilbage til “Lagunen”, hvor Malcolm har en farm på en af de mange øer uden veje. På farmen er halvdelen indfødte (indianere), og han har en vision om, at fremtidens sikkerhed og tryghed går gennem små samfund, hvor folk stoler på hinanden og skiftes til at passe på hinandens ting. Teorien er, at kun samarbejde og sammenhold kan skabe tryghed i verden – ikke pigtråd og vagter. Om natten ude på den øde ø hører han ofte et fly komme forbi, selvom der ingen landingspladser er i nærheden. Flyet skal nemlig ikke lande, men bare smide store poser med stoffer i vandet, hvorefter nogen (ikke ham eller hans farmfolk!) sejler ud og samler dem op. Charity har boet et andet sted i Lagunen, hvor et mord er begået, og stoffer, alkohol og ikke mindst utroskab på alle planer florerer. Malcolm mener seriøst, hendes liv ender, hvis hun tager tilbage, for den kvinde, hun har boet sammen med i nogle måneder, overvejer nu pludselig, om det er hende, der har meldt en eller anden mand til politiet – en mand, som vist er eftersøgt i USA, hvor han har siddet i fængsel i 6 måneder i Texas. Malcolm har udgivet 3 bøger – den ene fik han lige besked om, skal oversættes til spansk – og haft 3 koner. Den seneste, panamanske Lilly på 40 år, har vi mødt. De istandsatte dette hus sammen.

Det er en lidt sindssyg verden, vi er væltet ned i, er det ved at gå op for os. Vi syntes, det var lidt vildt, at nogen stjal vores cykler, men Charity går ikke ud alene, når det er mørkt, og har aldrig øreringe på uden for huset (pga. risiko for, at de bare bliver flået af). Hun blev chokeret over at høre, at jeg ærligt svarede på, hvad min computer kostede, da poolmanden spurgte – det gør han ikke for sjov (men nu er vi jo heldigvis flyttet på hotel, remember?). Men hun forstod mig på den anden side godt. Sådan var hendes indstilling også, da hun startede sin jordomrejse i Mellemamerika for 1,5 år siden.

Jeg tror stadig, mange ting er lidt overdrevne, i hvert fald her i David, som åbenbart er den magiske og attraktive storby for mange fattige mennesker, som bor i landområderne – især i området Bocas del Toro nordpå (hvor Lagunen er). Det virker meget, meget anderledes dér – en fattigdom, vi slet ikke kan forstå, hvor tomater er en sjælden luksus, og elektricitet er for dyrt, så det har man ikke.

Indtil videre putter vi os i vores nye hus, står ud af taxaen i en anden gade for ikke at afsløre, hvor vi bor, og holder lav profil, indtil vi får dannet os et endeligt indtryk af dette land – et land, hvor supermarkedet i stedet for at krydse en cigaret, en hund og en isvaffel over på et skilt ved indgangsdøren krydser en cigaret, en hund og våben over:

Fra kongeseng til prinsesseseng

30. december 2014 af anetteoest

En af juledagene kastede vi os over Projekt Sov Ude. Vi købte en pavillon til 120 kr., satte den op og bar madrassen ud:

Derefter købte vi nogle passende gardiner (sorte ind mod væggene og gennemsigtige lyseblå udadtil, ca. 750 kr.) og satte dem i stængerne i pavillonen:

Vi syede de flagrende gardiner sammen, bortset fra i åbningen foran, hvor de tynde, lyseblå gardiner overlapper hinanden og fungerer som myggenet:

Ind med en sengelampe og en mobiloplader i hver side:

Det er skønt at sove i den friske luft og at vågne sådan her de dage, vi sover længe:

Der kommer lidt fluer ind, når natlampen er tændt, men det går. En aften havde vi en ildflue inde, som tegnede små lysende halvcirkler og korte linjestykker oppe under loftet, indtil den også blev træt og gik til ro. Det var ret hyggeligt.

Rundtur i Casa A & T

19. december 2014 af anetteoest

Vi flyttede ind i vores hus i lørdags – lidt før det var indflytningsklart, så de første dage var der håndværkere, der lagde nyt gulv et par steder, og rengøringen er først lige gået i gang i dag for en time siden.

Vi havde egentlig indstillet os på, at der her i David ikke rigtig fandtes huse med pools, og at vi måtte bo i det, vi i Danmark ville kalde et håndværkertilbud med mørke, plyssede møbler fra 70’erne. Men til gengæld ville huslejen så kun være på et sted mellem 150 og 600 dollars (900 og 3.600 kr.). Men de huse af den slags, som vi så, havde ingen brugbare udeområder, kun bar jord i stedet for en have eller med 100 % indkig til/fra naboen. Og da vi jo ikke er kommet til Panama for at sidde indendørs og arbejde og se fjernsyn, var vi nærmest nødt til at vælge det ene hus, vi så, der havde udendørs privatliv. Det var bare i en lidt anden liga – også prismæssigt (ca. 12.000 kr. alt inkl.).

Vores hus ligger i et meget stille villakvarter:

… og er lidt majestætisk med en prangende indkørsel, søjler og kupler (og et springvand forrest, som ikke kan være på billedet):

Dér, hvor vores Mercedes og Audi skulle holde, fylder vores cykler ikke meget:

I stedet for at vælge hoveddøren i midten, så lad os gå ind ad den “lille” dør i venstre side og ned ad søjlegangen:

Halvvejs henne ad søjlegangen er der en dør (bag tremmerne) ind til stuepigens gemakker, og den næste dør åbner ind til et toilet:

For enden af søjlegangen er det fantastiske udendørsområde med en 18 meter lang pool forrest. Bag den blå mur overvejer vi at placere en seng, så vi kan sove udenfor bag 3 vægge og et myggenet. Til højre derfor har vi indrettet kontor, og så er der lige et poolbord:

Drejer vi hovedet mod højre er der en jacuzzi og en stor overdækket terrasse, og bag spejlglassene findes vores master bedroom:

Her er den ene halvdel af master bedroomet:

Med denne noget specielle kongeseng:

Og her er den anden halvdel af master bedroomet:

Det tilhørende walk-in closet er lidt svært at tage billeder af, men her er halvdelen af det (det er større end køkken-alrummet i vores kolonihave!). Vi bruger kun 4 hylder:

Her er det tilhørende badeværelse – igen med utrolig meget skabsplads bag spejlene:

Når man går ud af master bedroomet, er der en gang med to døre. Den ene fører ind til værelse nr. 2 med bad, som ser cirka sådan her ud:

Den anden dør fører ind til et forkammer/walk-in closet med badeværelse (springer vi lige over her), som har en dør ind til “Egypterværelset”:

Vi har givet det navnet af oplagte årsager:

Midt inde i Egypterværelset er der selvfølgelig et ekstra værelse:

Går vi tilbage ud i gangen igen, kan vi se den 10 x 10 meter store entré-køkken-alrum-stue (der med sine 100 kvadratmeter kan rumme hele vores kolonihavehus 2 gange):

Køkkenet:

I rummet er der ovenlys fra denne kuppel med én af i alt 4 lysekroner:

Fra entré-køkken-alrum-stuen er der adgang til en kæmpe udestue med indbyggede højttallere i loftshjørnerne og indbygget diskolys i 4 farver:

Fra køkkenet er der desuden adgang til stuepigens gemakker. Til venstre ses hendes vaskerum, og til højre ligger hendes private værelse, der ingen vinduer har og kun er på ca. 8 kvadratmeter. Snoren, der hænger ned midt i rummet, er til at betjene ventilatoren i loften (der er selvfølgelig ikke aircondition i netop dette rum):

Her er stuepigens badeværelse (selvfølgelig uden varmt vand som det eneste):

Pyh! Efter illustrationen af disse triste forhold for en panamansk stuepige er rundturen slut. Vi fandt altså vores drømmekontor med gode poolfaciliteter (både i den våde og i den tørre forstand), privatliv og skøn arbejdsudsigt:

Der fulgte bare desværre mere end 400 kvadratmeter bolig med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med … Men det giver da god motion, at køleskabet er 150 meter fra kontorstolen.

Typisk panamansk 1: den daglige styrtregn

12. december 2014 af anetteoest

Det er lidt tidligt at begynde “Typisk panamansk”-serien efter kun 2,5 uge i landet, men én ting har vi ikke kunnet undgå at bemærke: Cirka hver anden dag regner det helt enormt op mod en times tid. Gaderne bliver helt oversvømmede, og flere steder er der 30 cm dybt på vejen, selvom vandet fosser ned i de meterbrede kloakhuller i vejsiden (nogle uden rist for – hjælp, man skal ikke glide og ryge med!).

Her er nogle styrtregnsbilleder fra vores hostel:

Poolen bliver også våd:

Thomas spekulerer på, om taget holder:

Jeg håber, jeg på et tidspunkt kan tage nogle billeder af gaderne, der nærmest bliver til et stort hav i regnvejr – uden at bruge en hel telefon på det. Jeg har “kun” to Galaxy S4’er med, så det er måske lidt meget at ofre en af dem for et regnbillede.

Det går for øvrigt fremad med boligjagten. Vi blev kørt rundt af en real estate-dame i går og så 4 huse – et enkelt magisk nok med pool! Mere om det senere, når vi tager en beslutning.

David – måske vores nye hjemby

7. december 2014 af anetteoest

David føltes straks rigtig for os. Gaderne er hyggelige, grønne og til at færdes i uden at blive kørt ned:

Vi overnattede en enkelt nat i et bed & breakfast.

Det føltes superhjemligt, da vi om aftenen hørte de velkendte chip-chip-lyde fra Thailand og så vi vores myggespisende venner på ydersiden af ruden:

Efter en nat på Little Italy 18 km uden for David og med semidårligt mobilsignal flyttede vi på et rigtigt backpackerhostel, hvor vi stadig er, nu på 8.-dagen. Køkkenet (udendørs) virker lige lovlig interessant bakteriemæssigt, så vi har købt vores egne plastiktallerkener, og vi har fået små bid over hele kroppen, nok fra nogen, der bor i sengen. Men her er hyggeligt – og en pool:

En fin arbejdsplads i køkkenet:

Og vældig hippieagtige vægmalerier:

Noget rigtig hyggeligt er dyrelivet her. Der er egern, og her har katten fået øje på noget:

Det viser sig at være en næsebjørn:

En næsebjørn er sådan en fætter her:

Den hedder Hanni og er vældig tam (nok pga. alle de bananer og rå æg, som den får af folk):

Hanni ved godt, at det er i køleskabet, det sker:

Vi er nu holdt op med at lede efter et poolhus som det i Thailand, for der er meget få af dem i byen. De lokale ønsker ikke pools eller har ikke råd til dem, og udlændingene bor ikke i varme David (24-33 grader), men i bjergbyen Boquete (17-25 grader), 42 km mod nord. Nu leder vi bare efter et hyggeligt og nogenlunde velholdt hus i centrum, og så køber vi et oppusteligt badebassin i stedet.

Selektive billeder

4. december 2014 af anetteoest

Den første uge i Panama boede vi i en lejlighed i et “condominium”: en 19 etager høj beboelsesejendom med lejligheder på de fleste etager, nogle parkeringsetager til bilerne og en fællesetage (social area) med swimmingpool, fitnessrum og solstole. Man skal have en elektronisk nøgle for at komme ind i bygningen både dag og nat, og alligevel sidder der en (vældig sød) vagt 24-7 og holder øje med, hvem der kommer ind – og han har en pistol liggende i en skuffe, bemærkede jeg, da han ledte efter nogle papirer til os. Så han kan godt noget, hvis det virkelig gælder.

Jeg har taget nogle billeder af social area-etagen, og der ser jo bare dejligt ud:

Med moderne loungemøbler og stueplanter i baggrunden:

Infinitypool:

Og her er en solopgang (ca. kl. 12) set fra vores lejlighed:

Men jeg synes, billeder snyder. Man tager som udgangspunkt billeder af det pæne, og både i Thailand og her i Panama er de gode til umiddelbart at få ting til at se pæne ud. Men lige ved siden af det pæne ser det ikke så pænt ud. Der stod kun møbler nogle steder – andre steder var der bare tomt, bortset fra kost og fejebakke og en tom cigaretpakke yderst på den ru, beskidte beton:

Finishen manglede lige ved siden af poolen, der ikke gik til kant og således kun var infinity fra udvalgte vinkler:

Der var en tom jacuzzi med lidt plastikaffald i bunden, som man jo normalt aldrig ville tage et billede af:

Og der var cigaretskodder på gulvet ved sofaerne:

Nå ja, og den ene plante var der ikke meget liv i, så den fungerer bedst som silhuet og ikke så godt i closeup:

Udsigten fra vores beskidte vinduer så som regel således ud (hvis man vel at mærke stadig kigger i skrå retning og ikke direkte over på bygningen ved siden af):

Det slog os, hvor meget vi går op i de sidste detaljer i Danmark. Vi dækker lige den ru beton til med noget … hmm, hvad ved jeg … glat beton og maler den flot hvid eller praktisk koksgrå. Vi pynter de store bare vægflader med billeder og sætter møjsommeligt ledningerne fast til loftet for hver 20. cm, så de ikke dingler. Og vi bruger varmt lys stort set alle steder, ikke kolde, grønlige lysstofrør, som finder vej ind i både soveværelser og stuer i Thailand og Panama.

Gad vide, om det er den manglende finish, der gør, at der sjældent er et øje at se i lækre loungeområder og pools, eller om folk bare generelt slapper bedst af foran fjernsynet inde i deres lejlighed …

Næsten slutstatus

15. april 2014 af anetteoest

Nu nærmer enden sig for vores ophold i Thailand. Vi har købt flybilletter til Danmark (4. maj), og vores tanker rammer oftere og oftere Danmark og livet dér.

Når jeg gør status, har det sidste halve år været en vild oplevelse. Hidtil har mit efterskoleår stået helt alene som en unik og ekstremt intens oplevelse, men dette halve år har føltes præcis magen til. Man tager afsted som én person og kommer hjem som en lidt anden. Det er virkelig trist at skulle sige farvel til Thailand, og allerede nu kan jeg bare ved tanken nærmest få tårer i øjnene og blive helt nostalgisk – helt uden at høre sangen “That’s what friends are for”, som fik tårerne til at springe ud af øjnene på alle til afslutningen på efterskolen. Vi er kommet til at holde meget af thaiernes væremåde og smil, deres humør, åbenhed og naivitet og deres allestedsnærværende “Helloooo!”.

Godt nok mistede vi for et stykke tid siden nysgerrigheden over for thaimad og har siden da fået tunsandwich nærmest til hver frokost og har holdt os til de samme thairetter til aftensmad (grøn karry, stegt kylling på spyd, deres “barbecue”, kylling med cashewnødder, forårsruller og kyllingevinger), hvis den da ikke står på vestlig mad. Men der kan alligevel godt gå lidt panik i mig ved tanken om, at vi nok har været på restauranten Didine for sidste gang – restauranten med Guinness-rekord i ubegavede tjenere og med en servering så langsom, at vi ville kunne nå en 3-km’s løbetur og et bad, inden maden bliver klar. Men alligevel er den jo dejlig og har sin egen charme, og det var min yndlingsrestaurant en overgang. Og vi kan nok kun nå vores nye yndlingsrestaurant Kao Hom midt ude i rismarkerne et par gange mere – restauranten, hvor den søde kvindelige ejer seriøst burde have en michelinstjerne for sin sprøde panerede schnitzel, sin perfekte cordon bleu, sin glasnuddelsuppe, hvor man bliver helt salig og bare tænker “Jah … sådan skal det gøres”, og de 2 store forårsruller med sød chilisovs til, der også altid er en drøm. Vi er på det seneste begyndt at ignorere den alt for lave check-bin (regning) og lægger i stedet det beløb, som vi synes, maden burde koste.

Vi har nok også været i vores yndlingsvandland for sidste gang, og hvor mange gange mere når jeg lige at komme ned at svømme i havet og gå tur i strandkanten? Vi kan da ikke sige farvel til Sun, villaernes søde vicevært, som er 46, men ligner en på 32, selvom han indtil for 2 år siden arbejdede i en mine, hvor de udvandt metaller til computere. For ikke at tale om villaernes vagthund, Kǎao, som kommer ind til os flere gange i løbet af dagen for at drikke lidt poolvand og sætte beskidte poter på gulvet eller bare lige blive nusset og betrygget om, at vi er der (hun er en lidt fesen vagthund).

Det er både de små Cha-am-rutiner i dagligdagen og de større, enkeltstående øjenåbnende oplevelser, der har formet vores halve år her i Thailand og gjort det helt unikt – det halve år, der føles som 2 år, og som på ingen måde kan gentages. Det giver ikke mening at komme tilbage igen på samme måde, ligesom man ikke kan tage på efterskole igen og få det samme ud af det en gang til. For vi har jo indoptaget tingene og lært så meget. En gentagelse ville mangle hele læreprocessen og nyhedsværdien og derfor bare svare til en tur i sit barndomssommerhus, som man kender ud og ind, og som er så trygt og genkendeligt, at tiden bare flyver.

I en rejseblog skrevet af en kvinde, som sammen med sine to børn er fulgt med sin udstationerede mand til Brasilien, har vi lige læst hendes halvårsstatus. For hende var tiden fløjet afsted, og det var helt utroligt, at der allerede var gået et halvt år. Thomas og jeg undrede os over forskellen, men tænker, at det må skyldes hendes udsigt til 2 år i Brasilien i stedet for kun et halvt. Når man ved, at tiden er forholdsvis knap, får man gjort ting i et helt andet tempo og får dermed oplevet mere. Det samme er sket for os bare i mindre skala: Vi har haft over 5 måneder til at komme på dykkertur på en ø og få set det vistnok meget anderledes Nordthailand, men det er først nu, vi har fået det planlagt – i de sidste 3 uger. Så vi slutter begivenhedsrigt af!

Jeg kommer til at savne det her: vores arbejdsplads mellem hoveddøren og poolen, den lyserøde luftmadras, som Thomas slikker middagssol på, liggestolene, hvor man kan sidde med sin bærbare, og sofaen, hvor vi spiser mad hjembragt fra markedet – og ikke mindst vores helt egen private pool, som nu er helt oppe på 31 grader.

Tidens hastighed (tilbageblikstesten), del 2

8. marts 2014 af anetteoest

Den 25. december 2013 skrev jeg om, hvor utrolig langsomt tiden gik hos os. Når vi så tilbage (altså udførte “tilbageblikstesten”), føltes en uge som en måned, fordi vi havde oplevet så meget. Det gælder ikke længere.

Det er nu 4 uger siden, vi kom hjem fra Singapore, og det føles også sådan, når vi tænker på Singapore. Men problemet er, at vi ikke rigtig kan redegøre for, hvad vi har lavet i tiden derefter. På den måde er tiden speedet op, og jeg frygter, at vores sidste 2 måneder her kommer til at foregå i det tempo og lige pludselig er væk. Jeg vil som sådan gerne hjem til livet i Danmark, men jeg vil virkelig også gerne blive her.

De sidste 14 dage har vi brugt rigtig mange timer på at finde ud af, hvor vi skal bo i Danmark. Skal vi tage den dyre penthouse og få prøvet, om en sådan kan være pengene værd, og forsøge at genskabe vores fantastiske thailandske udeliv på en 50 kvadratmeter stor tagterrasse på toppen af Aarhus? Skal vi tage en møbleret fremlejelejlighed, fordi vi så kan flytte direkte ind, når vi lander i Danmark? Skal vi spare noget af min dobbelte husleje ved at bo i mit hus i Lystrup, som alligevel bare står tomt? Vi svingede fra den ene grøft til den anden på daglig basis og var begravet i problematikken og havde ikke nogen glade smil at give hinanden. Det kunne ellers være hyggeligt og nærværende at planlægge vores fremtid i Aarhus, men det var frustrerende, bl.a. fordi udlejerne er svære at komme i dialog med, når man sidder i Thailand, men nok især fordi alle modeller kunne lade sig gøre, og alle havde deres usammenlignelige fordele og ulemper. Så der var ingen bedste løsning, og vi skulle helt ind og finde frem til vores prioriteringer. Det var hårdt, selvom det lyder som et luksusproblem.

Jeg er ved at læse en bog, der hedder “Elsk mig eller rend mig” af Bertill Nordahl (ligger gratis som e-bog på eReolen). Den er en dialog mellem en yngre mand, der stiller spørgsmål, og en ældre mand, der svarer, og handler om, hvad det vil sige at være menneske, mand, kvinde, barn og familie, og hvordan man udvikler sig sammen og også væk fra hinanden. I afsnittet om børn og travle forældre står der:

“Hvordan er barnet centrum for forældrene?

De bruger barnet som forklaring på, hvorfor de stresser sådan rundt, som de gør. Hvorfor de gør ditten og hvorfor de gør datten, og hvorfor de ikke har tid til barnet, som ellers er meningen med det hele. De arbejder så og så meget for at Mathias og Marlene kan få en god opvækst, mens Mathias og Marlene tilbringer foruroligende mange timer i en institution! Det er en problematik, som optager Mathias og Marlenes forældrene meget, og som de snakker meget om, når de er sammen med andre forældre i en lignende situation. Samtidig lægger man internt i parforholdet et stor pres på hinanden om, hvem der skal hente og bringe børnene, og hvem og hvordan man skal være sammen med dem. Ligesom der kører en barsk kamp om, hvem der skal benytte sig af børneorloven. Pointen er at alle disse forviklinger, uanset hvor ulidelige og opslidende de kan være, giver livsindhold eller noget, som minder om liv, og så går tiden og livet med det! Men det betyder også, at der vil være en stor sandsynlig for, at Mathias og Marlenes fader og moder vil gå galt af hinanden i labyrinten og derved miste hinanden som elskende mand og kvinde og dermed går hver sin vej i labyrinten for aldrig at finde hinanden igen. Konsekvensen vil blive, at mange ting vil begynde at gå galt i parforholdet: Sexlivet vil blive mere og mere droslet ned i de familier, hvor børnene er i centrum, ligesom intimiteten, nærværet og fortroligheden vil blive mere og mere udvandet.”

Jeg er vild med sætningen “Pointen er …”. Den rammer virkelig plet og gælder også i vores situation, der slet ikke handler om børn. At planlægge og diskutere løsninger føles som liv og er på en måde dragende. Men det er ikke liv, og man er ikke ordentligt sammen. Handling er liv. At have fokus på, hvad man laver lige nu, er liv. Selvfølgelig skal man tænke lidt på sin fremtid, men det kan hurtigt blive for meget. Det er kun frugtbart, hvis man kan være i nuet, samtidig med at man planlægger, diskuterer osv. Det er ufrugtbart, hvis man bliver grebet og flyver væk fra nuet og kroppene, hvis man pludselig er blevet ør i hovedet og sulten, hvis ens stemme ligger i et lidt for højt leje, og hvis timerne pludselig er gået.

Nu vil jeg nyde det thailandske liv og hoppe på cyklen med svømmebriller og håndklæde i cykelkurven, trygt efterlade cyklen ulåst nede ved stranden (fordi ingen kunne drømme om at stjæle den – det giver jo dårlig karma) og svømme en god lang tur i det varme hav. Det har jeg helt glemt at gøre i halvanden måned!

Imens sover Thomas sødt, fordi han er lidt bedre til at sove end mig, når der kører mange tanker rundt i hovedet.

P.s. Vi endte med fremlejemuligheden, for så er der økonomisk råderum til at gøre alt det, vi har gjort i den første del af vores parforhold: drikke lige den vin, vi har lyst til at smage, tage på Frederikshøj en sjælden gang, have abonnement på de dyre, sundere kontaktlinser, købe en hel side røget hellefisk og smovse i den (jeg har en hellefiskfetich), få byens bedste massage (Thomas er stor fan af Daphne i Remarkable Body), tage til Tyskland på spaophold, tage en forlænget weekend til Alsace og vandre i bjergene med vinglas i hånden osv. uden at tænke på at spare. Øj, vi får en travl sommer i en almindelig bylejlighed, men med masser af fælles hygge og hygge med andre, så vi ikke mister hinanden og ikke føler os tvunget til at nyde den tagterrasse, som ville have kostet os små 500 kr. mere om dagen.

Hvad er et hjem?

14. december 2013 af anetteoest

Før vi tog afsted, mente jeg kækt, at jeg sagtens kunne bo i en kuffert. Den rummede alt, hvad jeg skulle bruge: tøj, sko, makeup, computer, pas og penge. Hvad mere bruger man egentlig til daglig? Hvad udgør et hjem, og hvad er overflødigt fyld, som man alligevel ikke bemærker?

Ved hver af mine seneste flytninger derhjemme i Danmark har jeg smidt flere og flere ting ud – eller pakket dem væk, hvis de lige skulle have en mellemstation, inden den endelige udsmidning ved næste flytning. For hvor tit hiver man egentlig en kogebog frem nu, hvor alle opskrifter ligger på nettet? Hvor unik er den stueplante, som man ganske vist har haft i årevis, men som man alligevel spotter en klon af blandt de store udgaver, der står i Bilkas blomsterafdeling? Hvornår er det, man gemmer den økologiske dyre(bare) balsamico, som man fik i gave, til? Er det vigtigt at drikke vand af lige præcis de vandglas, som man altså følte mere for, end kæresten følte imod, da man stod med valget i Ikea? (Eller ville han gerne bare snart ud?). Sølvlysestagen, som var så fin hos mormor, og som nu symboliserer hende og er blevet hellig uden overhovedet at passe ind? Nipsgenstanden, som man faldt for på en ferie, men som virker lidt latterlig nu – men som alligevel kostede for meget til at blive smidt ud? Lageret af hakkede tomater, som skulle befri hjernen for alle tanker om dåsetomater, fordi der altid bare er nok, men som man alligevel registrerer, hver gang man tager et eksemplar, fordi lageret jo så desværre ikke er helt så stort længere?

Vi havde planer om i 4-5 uger at bo en uge ad gangen vidt forskellige steder i Thailand – at flytte lørdag, så vi worst case kunne bruge søndagen på at skaffe stabilt og godt internet til de 5 hverdage med arbejde, se området om formiddagen i hverdagene (mens I og vores kunder sover) og så flytte igen lørdag. Smart og systematisk. Det ville give et godt rationelt grundlag for beslutningen om bopæl. På den måde kunne vi også prøve nogle af de andre lande i Asien, hvis ikke lige Thailand faldt i vores smag. Men idéen svandt ind allerede i Danmark, jo tættere vi kom på afrejsedatoen. Hvad nu, hvis Hua Hin bare var det rigtige sted? Så var det jo rarest bare at starte der. Vi fik begge en irrationel fornemmelse af, at Hua Hin var det perfekte sted – hvilket det sjovt nok viste sig slet ikke at være.

De 3½ uge, hvor vores kufferter var vores hjem, var stressende. Vi havde et stort uopfyldt mål: at finde stedet, som bare ikke lod sig finde. Derudover var alt nyt. Kan vandet fra vandhanen drikkes? Håndsprit, håndsprit! Hov, pas nu på din åbne taske – der kan være lommetyve! Hvorfor er det så svært at sige “Kop kun ka”? Du er jo 99 % sikker på, at det rent faktisk betyder ‘tak’. Hvordan ser thaierne på os? Er vi bare dumme turister? Hov, var det ikke noget med, at man ikke må træde på dørtrinnene, fordi thaierne mener, der bor en alf i dem? Åh, og kongen! Bare du nu husker ikke at prøve at træde på pengesedlen med et billede af kongen på, hvis den blæser væk for dig! (Hvor tit er det lige, en pengeseddel blæser væk?). Kan vi tillade os at gå ind på en luderbar sammen med de fulde mandlige vesterlændinge bare for at se, hvordan det foregår med 12 dansende piger i midten med bestillingsnumre på de ens trusser? Og lige en gang til: Åh nej, ser de os bare som dumme turister, eller er det okay, vi er her?

Da vi havde erkendt, at vi ikke kunne finde en paradisisk hytte lige ned til havet midt i byen og alligevel uden trafikstøj, uden andre turister, men alligevel med fitnesscenter og så til en billig penge, var det stærkt befriende at være flyttet ind i en okay bolig med kun ét vindue, en elkedel og lidt bestik, en hård seng, et tøjskab uden skuffer og et badeværelse. Men det var vores, og vi kunne placere vores få ejendele på faste steder, og tøjet fandt vi alligevel plads til. Sommertøj fylder jo ikke så meget. Pludselig kom kækheden igen. Ej, måske kunne vi også bare bo her hele tiden. Behøver vi overhovedet den villa, som vi ellers ser frem til at flytte ind i til januar?

Det var vældig hjemskabende at købe en cykel:

Det var cementerende og symbolsk at købe en dyr, varig, personlig, praktisk ting, som ikke kan flyttes med i en kuffert (dyr skal forstås relativt, da 750 kr. ikke er dyrt for en cykel, men i Thailand er vi ikke vant til at give ret meget for noget ud over huslejen). Og cyklen giver frihed. Frihed til at cykle de 3½ km hen til naturparken, hvor der faktisk også er andre, der dyrker motion (eller altså, de prøver på det – det går ikke så stærkt, når man jogger i Thailand). Pludselig er vi ikke så anderledes – og dét føles faktisk hjemligt. Det føles også hjemligt at vide, at i Okay Supermarket er der en byttecentral med danske bøger – bare for det tilfælde, at e-bøgerne skulle slippe op. Så er der et lager! Og det er også i Okay Supermarket, at de har den gode mysli, så vi kan få vores danske morgenmad. Den er også hjemlig. Det er i det hele taget trygt og godt at vide, hvor vores yndlingsrestaurant er, på hvilke barer henholdsvis turisterne og de lokale holder til, hvordan man på cykel klarer det store højresving, og hvornår man lige skal ringe med ringeklokken, så hundene ikke bliver forskrækkede, når man kører forbi.

Min hjemlighedsfølelse ligger måske i at forstå og kende den nære omverden og føle, at jeg passer ind blandt menneskene i den. Og så måske i at have bare et lille lager. 😉

Hvad er dit hjem?

Sam’s Pool Villas

8. december 2013 af anetteoest

Langt om længe er det lykkedes os at finde et permanent sted at bo, nemlig i Sam’s Pool Villas i centrum af Cha-am Beach, 450 meter fra stranden.

Vores lille tøjdyrshaj fra Kattegatcentret nyder livet i poolkanten.

Vores lille tøjdyrshaj fra forårets prøvedyk i Kattegatcentret nyder livet i poolkanten.

Mr. Sam er manager i et af de store hoteller i byen, men privat har han fået bygget 5 villaer og nogle 1-værelseslejligheder, der ligger sammen omkranset af en mur. Mr. Sun holder til for enden og står for den daglige drift, og hunden White sørger for, at ingen uvedkommende kommer ubemærket ind, og holder de vilde hunde i passende afstand (de må godt lige komme ind og kigge, men ikke lægge sig ned). Fra midt i januar, indtil vi skal til Danmark til maj, har vi en villa med 3 soveværelser, 3 badeværelser, køkken, stue og privat pool, som vi lige har kunnet prøve af i et par dage:

Poolvilla med god plads til både liggestole og kontor udenfor.

Her i højsæsonen indtil midt i januar har vi en 1-værelseslejlighed, men med fri adgang til en af poolene, så det er også fint. Også her kan vi arbejde udendørs:

Arbejdsplads foran vores 1-værelseslejlighed.

Det er fantastisk at kunne sidde ude og arbejde – også om aftenen, hvis man tænder myggelys. Temperaturen er perfekt.

Den store vej Phetkasem Road, som gennemskærer Hua Hin, går også igennem Cha-am, men heldigvis ikke nede ved stranden. I stedet deler den byen i Cha-am by (til venstre) med marked, politistation, togstation osv. og Cha-am Beach (til højre).

Vi flyttede ikke så langt denne gang – hen til det ternede flag.

Jagten efter en permanent bolig

3. december 2013 af anetteoest

Da vi var kommet til Hua Hin, begyndte vi at lede efter noget at bo i det næste lille halve år. Det viste sig at være meget svært. Vi var selv rundt i området og lede og kiggede på nettet og kontaktede flere agenter, men langt det meste var allerede udlejet, i hvert fald i højsæsonen fra midt i december til starten af februar. Tilsyneladende lejer de fleste hjemmefra i blinde eller kender måske stederne i forvejen.

Det var svært at vælge mellem de muligheder, der trods alt var:

1. mulighed: storslået vue mod syd fra 19. sal.

Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 100-meterbane.

2. mulighed: Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 50-meterbane.

3. mulighed: Lækkert uden tvivl, men vi så ikke en eneste beboer på disse fine faciliteter – lidt trist i længden.

Morgendukkert her? Ja tak!

De fleste steder med fantastiske vuer og dejlige faciliteter er desværre store hotelkomplekser, som ligger helt isoleret. Specielt nord for Hua Hin er der mange langs kysten, der ligger forskansede bag store, forkromede og bevogtede indgange. Der er lange, triste, øde veje mellem boligkomplekset og hovedvejen, og når man endelig har nået den stærkt trafikerede hovedvej, er der kun et par forkølede madsteder – absolut intet lokalliv og ingen mulighed for at komme umotoriseret ind til byen.

Vi endte med at fravælge Hua Hin pga. turisternes dominans og den store hovedgade, Phetkasem Road, der skærer sig gennem byen, og som er svær at krydse og overhovedet gå langs, fordi madboder, skilte i hovedhøjde og elledninger fylder hele fortovet:

Hua Hin centrum.

Til gengæld faldt vi pladask for landsbyen Cha-am med ca. 50.000 indbyggere 25 km mod nord. Cha-am er delt op i Cha-am by og Cha-am strand. Stranddelen af byen er et af bangkokborgernes yndlingssteder i weekender og ferier – og også vores, men ikke ret mange andre turisters. Vi afsøgte hele kystlinjen for muligheder – gik ind hvert sted, der så ud til at have en pool, og spurgte til long-term rental-priser. Efter et par dages research – assisteret af en tuktukchauffør, som kørte os frem og tilbage og rundt i 6 timer for 1.000 baht (180 kr.) – endte vi på Raya Resort med denne skønne have, som står i stærk kontrast til det rod og skrald, der ellers flyder overalt i Thailand:

Udsigten fra altanen, hvor vi sad og arbejdede.

På Raya hører der cykler med til lejligheden, og da byen er ret rolig, vovede vi os hurtigt os ud på cykler i venstre side. Det gav en fantastisk frihed.

Underetagen på Raya.

Raya Resort er dog vældig dyrt (lidt over 14.000 kr. om måneden var deres bedste tilbud), så det blev kun til 9 dejlige dage med skønne omgivelser, god morgenmad, opvartning i form af snacks ud på eftermiddagen, fri minibar, tænding af myggelys ud på aftenen og hynder, der blev lagt frem til én personligt på liggestolene, når man kom ind i poolområdet.

Fra Hua Hin (A) til Cha-am (B).