Drøm

Mange ser det som et stort spring at flytte til udlandet – og for øvrigt også at blive selvstændig. Thomas og jeg har begge gjort begge dele, men ingen af os ser på det som spring. Han startede sin virksomhed som 15-årig, og jeg min som 21-årig på mit 3. år på uni. Vi var altså begge fuldt finansierede af henholdsvis forældre og SU, og “forretningsplan” var et fremmedord – det var jo bare sjovt at rode med computere og med ord, og der var tydeligvis et behov og potentielle kunder, så hvorfor ikke blot lave en hjemmeside og stort set omkostningsfrit gå i gang?

Efterfølgende har begge virksomheder udviklet sig, drevet af 2 ting: kunders forespørgsler og vores egen kreativitet, engagement og faglige stolthed. Der blev i de første mange år lagt rigtig mange timer i det, og der blev taget mikroskridt, små forsøg, nye måder at gøre tingene på – på den måde er det let at mærke, hvad der fungerer, og udviklingen bliver naturlig og næsten uundgåelig. I Thomas’ virksomhed har skridtene altid været tilstrækkelig små og velovervejede til, at kurven kun er gået én vej. Jeg har derimod nogle gange taget skridt, der har nærmet sig deciderede spring: De første ansatte med barsel og hele molevitten kom for pludseligt, og kurven styrtdykkede, indtil banken begyndte at bruge nye fremmedord som “likviditet”, “personligt konkurs” og “Lønmodtagernes Garantifond”. Et svært spring tilbage på den sikre sti – fyring af medarbejderne – blev taget, og et år derefter var kurven igen på samme niveau, som før de ansatte kom til. Jeg har både af sådanne bitre erfaringer og senest med inspiration fra bl.a. Thomas’ tålmodighed, ro og sikkerhed lært at nøjes med de små skridt og holde fast i svære, men nødvendige beslutninger. Hvis jeg kan se, hvor jeg vil hen, lader jeg mig ikke friste til at strække benet lidt ekstra, men følger bare kursen, tager de småt skridt og ser målet komme nærmere i naturligt, sikkert tempo. Kedeligt og voksent? Ja, men man undgår udsving og minimerer risikoen på den måde.

Drømmen om at bo i udlandet har jeg vist haft meget latent, siden jeg forelskede mig i Paris i 9. klasse. Den blev først bevidst for et par år siden, og da jeg så på et tidspunkt nævnte det for Thomas, var første skridt taget – kan jeg se nu. Ingen af os vidste det, og ingen af os kan huske, hvordan eller hvornår vi fik besluttet, at vi nu havde en fælles drøm. Der har bare været små skridt hver dag. Pludselig så vi os selv stå med hver vores medarbejder, som kunne passe vores forretninger i Danmark, og alle mulige andre forhindringer og besværligheder blev fjernet en efter en. Kun opsigelsen af lejligheden i Danmark og bestillingen af flybilletterne står som pejlemærker, som spring. Det var lidt vildt. Men resten er gledet ud i ét via daglige snakke og handlinger, bevidste og ubevidste, imod målet.

Der har altså ikke været spring i at blive selvstændig eller i at flytte til udlandet for os. Og vi kan fra dag til dag både lukke virksomhederne og rejse til Danmark igen. Til gengæld tænker jeg “Hvordan turde du tage springet?” om noget, som langt de fleste andre mennesker foretager sig med rimelig stor selvfølgelighed en eller flere gange i løbet af deres liv. En beslutning, der koster rundt regnet en million, sætter deres parforhold på den vildeste prøve, risikerer at give varige mén på deres kroppe og svarer til et fuldtidsjob ved siden af fuldtidsjobbet. En beslutning, der gælder resten af deres liv og er uden fortrydelsesret, men til gengæld med den tungeste ansvarsbyrde. Hvordan i alverden tør I tage springet og få børn?