Fra Smilets By til ... en familie på 4!

  • Familie, 2. halvår 2020
  • Mikkel
  • Vinteren 2016/2017
    • Japan
    • Hele 2016/2017
  • Vinteren 2015/2016
    • Thailand
    • Vietnam
    • Sri Lanka
    • Chile
    • Hele 2015/2016
  • Vinteren 2014/2015
    • Panama
    • New York
    • Hele 2014/2015
  • Vinteren 2013/2014
    • Thailand
    • Singapore
    • Hele 2013/2014
  • Mikkels ord
  • Ønskesedler
    • Mikkels ønskeseddel
    • Tobias’ ønskeseddel
    • Thomas’ ønskeseddel
    • Anettes ønskeseddel
    • Fælles ønskeseddel
    • Hajs ønskeseddel

Drøm

At tage spring

12. januar 2014 af anetteoest

Mange ser det som et stort spring at flytte til udlandet – og for øvrigt også at blive selvstændig. Thomas og jeg har begge gjort begge dele, men ingen af os ser på det som spring. Han startede sin virksomhed som 15-årig, og jeg min som 21-årig på mit 3. år på uni. Vi var altså begge fuldt finansierede af henholdsvis forældre og SU, og “forretningsplan” var et fremmedord – det var jo bare sjovt at rode med computere og med ord, og der var tydeligvis et behov og potentielle kunder, så hvorfor ikke blot lave en hjemmeside og stort set omkostningsfrit gå i gang?

Efterfølgende har begge virksomheder udviklet sig, drevet af 2 ting: kunders forespørgsler og vores egen kreativitet, engagement og faglige stolthed. Der blev i de første mange år lagt rigtig mange timer i det, og der blev taget mikroskridt, små forsøg, nye måder at gøre tingene på – på den måde er det let at mærke, hvad der fungerer, og udviklingen bliver naturlig og næsten uundgåelig. I Thomas’ virksomhed har skridtene altid været tilstrækkelig små og velovervejede til, at kurven kun er gået én vej. Jeg har derimod nogle gange taget skridt, der har nærmet sig deciderede spring: De første ansatte med barsel og hele molevitten kom for pludseligt, og kurven styrtdykkede, indtil banken begyndte at bruge nye fremmedord som “likviditet”, “personligt konkurs” og “Lønmodtagernes Garantifond”. Et svært spring tilbage på den sikre sti – fyring af medarbejderne – blev taget, og et år derefter var kurven igen på samme niveau, som før de ansatte kom til. Jeg har både af sådanne bitre erfaringer og senest med inspiration fra bl.a. Thomas’ tålmodighed, ro og sikkerhed lært at nøjes med de små skridt og holde fast i svære, men nødvendige beslutninger. Hvis jeg kan se, hvor jeg vil hen, lader jeg mig ikke friste til at strække benet lidt ekstra, men følger bare kursen, tager de småt skridt og ser målet komme nærmere i naturligt, sikkert tempo. Kedeligt og voksent? Ja, men man undgår udsving og minimerer risikoen på den måde.

Drømmen om at bo i udlandet har jeg vist haft meget latent, siden jeg forelskede mig i Paris i 9. klasse. Den blev først bevidst for et par år siden, og da jeg så på et tidspunkt nævnte det for Thomas, var første skridt taget – kan jeg se nu. Ingen af os vidste det, og ingen af os kan huske, hvordan eller hvornår vi fik besluttet, at vi nu havde en fælles drøm. Der har bare været små skridt hver dag. Pludselig så vi os selv stå med hver vores medarbejder, som kunne passe vores forretninger i Danmark, og alle mulige andre forhindringer og besværligheder blev fjernet en efter en. Kun opsigelsen af lejligheden i Danmark og bestillingen af flybilletterne står som pejlemærker, som spring. Det var lidt vildt. Men resten er gledet ud i ét via daglige snakke og handlinger, bevidste og ubevidste, imod målet.

Der har altså ikke været spring i at blive selvstændig eller i at flytte til udlandet for os. Og vi kan fra dag til dag både lukke virksomhederne og rejse til Danmark igen. Til gengæld tænker jeg “Hvordan turde du tage springet?” om noget, som langt de fleste andre mennesker foretager sig med rimelig stor selvfølgelighed en eller flere gange i løbet af deres liv. En beslutning, der koster rundt regnet en million, sætter deres parforhold på den vildeste prøve, risikerer at give varige mén på deres kroppe og svarer til et fuldtidsjob ved siden af fuldtidsjobbet. En beslutning, der gælder resten af deres liv og er uden fortrydelsesret, men til gengæld med den tungeste ansvarsbyrde. Hvordan i alverden tør I tage springet og få børn?

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Beslutninger, Drøm

Tidens hastighed (tilbageblikstesten)

25. december 2013 af anetteoest

Når man har det sjovt, går tiden hurtigt – den flyver afsted: “Øv! Skal vi allerede hjem nu? Vi er lige så godt i gang!” Men når man kommer hjem efter at have haft det sjovt, har tiden pludselig strakt sig ud og er blevet fyldig: “Pyh, det har været en lang dag! Var det lige i morges, jeg stod og pakkede tasken og overvejede, hvad jeg skulle have med?” Når man er barn, er der også tit uendelig lang tid til i morgen – f.eks. hvis man har fødselsdag. Så både set i bakspejlet og ud ad forruden kan tiden føles lang.

Men når man er blevet voksen, har tiden også forandret sig: “Pyh, julen kom hurtigt i år!”, “Er det allerede 4 måneder siden, vi så den film i biografen?” og “Hvor bliver hun altså stor!”

Der sker noget, når man skifter job eller flytter, når en bedsteforælder dør, eller et barn fødes, og når man er på en begivenhedsrig ferie eller består en eksamen. Så kommer der nogle små milepæle midt i de halve år, som ellers bare lægger sig i forlængelse af hinanden. Man orienterer sig efter milepælene (“Det var lige efter, at vi blev gift.”), men de rykker alligevel hurtigt tilbage i tiden og kan forvirre lidt: “Er det nu allerede 3 år siden, vi var i Egypten?”

Efter de første 5 dage i Bangkok lavede jeg en tilbageblikstest. Tiden var gået hurtigt – nok fordi dagene flød sammen pga. massive søvnproblemer og sene fyraftener kl. 2 om natten. Jeg regnede procentsatsen ud: 5 dage ud af 180 svarer til næsten 3 %. Ahh! Så kunne det halve år da nok gå hurtigt her i Thailand. Men efter en uge flyttede vi til Hua Hin, og allerede på andendagen dér føltes Bangkok som fjern fortid. Efter endnu en uge flyttede vi til Cha-am, og på andendagen dér føltes Hua Hin som fjern fortid, og Bangkok nu helt surrealistisk. Sådan er det gået lige siden. I tilbageblikstesten føles tiden 3-4 gange så lang, som kalenderen siger, den er. Det må være alt det, vi lærer. På mange måder er vi blevet børn igen: Vi går rundt med store, åbne øjne og suger til os både bevidst og ubevidst og forsøger at forstå og blive forstået. Hjernen arbejder på højtryk og lærer på alle planer: kulturelt (hvad gør man?), sprogligt (hvad siger de?), sensorisk (hvad er det, der lugter sådan?), motorisk (hvor skal jeg placere mig, hvis jeg skal derover?) og orienteringsmæssigt (hvor kom vi egentlig fra?).

I morges drømte jeg, at vi var kommet hjem til Danmark igen. Jeg var skuffet og forvirret i drømmen, for jeg troede, at vi skulle være afsted længere tid, men efterhånden accepterede jeg min misforståelse – det var åbenbart bare en almindelig 2-3-ugers ferie. Da jeg slog øjnene op og kiggede rundt, var vi stadig i Thailand, og jeg var lykkelig og lettet.

Hvad siger din tilbageblikstest dig?

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Drøm, Tid

Copyright © [the-year] [site-link].

Powered by [wp-link] and [child-link].