Fra Smilets By til ... en familie på 4!

  • Familie, 2. halvår 2020
  • Mikkel
  • Vinteren 2016/2017
    • Japan
    • Hele 2016/2017
  • Vinteren 2015/2016
    • Thailand
    • Vietnam
    • Sri Lanka
    • Chile
    • Hele 2015/2016
  • Vinteren 2014/2015
    • Panama
    • New York
    • Hele 2014/2015
  • Vinteren 2013/2014
    • Thailand
    • Singapore
    • Hele 2013/2014
  • Mikkels ord
  • Ønskesedler
    • Mikkels ønskeseddel
    • Tobias’ ønskeseddel
    • Anettes ønskeseddel
    • Fælles ønskeseddel
    • Hajs ønskeseddel

Hunde

Sri Lanka og ski

20. april 2016 af anetteoest

Den 15. januar 2016 fløj jeg til Sri Lanka sammen med Anne og Tora, altså til den lille fodbold syd for Indien med et areal halvanden gang så stort som Danmarks, men med hele 20 mio. indbyggere:

Kort over flyvetur

(Tak til I Forms ruteplanner).

Sri Lanka har 8 UNESCO-verdensarvsteder; til sammenligning har Danmark 7, og Tyskland 40, men Sri Lankas er altså seriøst seje.

Vores rejse bestod af en rundtur med stop i Negombo, Anuradhapura (et navn, der kræver lidt øvelse at udtale), Dambulla og Kandy:

Kort over rundtur på Sri Lanka.

(Tak til I Forms ruteplanner).

Det var en fantastisk tur til et fantastisk land, og jeg får slet ikke det hele med her, men here we go:

Jeg forelskede mig hovedkulds i Sri Lanka, da jeg en aften sad og tjekkede de billigste flybilletter til destinationer uden for Europa og dumpede Google Maps-manden ned på Street View-plan for at få et smugkig. Jeg ramte ned midt på øen, i Anuradhapura – stupaernes by. De så alt for seje ud, de stupaer, og det var de også i virkeligheden. For dem, der ikke lige ved, hvad en stupa er, så er det sådan nogle som den hvide her:

Hvid stupa

Husk at smide skoene 10-15 meter inden.

Her er den samme stupa i solnedgangens skær:

Anden hvid stupa13

Stupaer er tit så store, at de ikke rigtig kan være på billeder (bemærk Tora og Anne nede i højre hjørne, som går og tænker “Av, av, av, er vi ikke snart nået hele vejen rundt om den fucking stupa?!”, for fliserne bliver meget varme i solen, og man må altså ikke have sko på):

Brun stupa Anne og Tora9

Brun stupa Anne og Tora3 (klippet)

De fleste stupaer er ældgamle, ca. 2.000 år, og det har krævet lidt arbejde at afdække dem, som dette skilt med før- og efterbilleder viser:

Billede af stuparenovering

Næsten uanset hvor man kigger hen i Anuradhapura, stikker en stupa eller to op i horisonten:

Solnedgang med stupaer i baggrunden

Solnedgang ud over sø med en enkelt stupa i baggrunden (med pil)

Ud over de utrolig mange utrolig store stupaer, ruiner m.m. i det hellige område i Anuradhapura (ca. 40 stk.) er der masser af andre religiøse steder at se i Sri Lanka, f.eks. huletemplet i Dambulla. Her har man simpelthen valgt at lave en stor sandwich af klippe med et tempel som fyld:

Dambulla cave temple17

Indeni er der ministupaer og et væld af buddhaer:

Dambulla cave temple10

Dambulla cave temple11

Sigiriya nær Dambulla er en knap 200 meter høj, kæmpestor klippeblok, der troner lodret op af landskabet – og her henligger i en mystisk tåge:

Sigiriya foran klippen folk

Man kan komme hele vejen op på toppen ad en masse trapper:

Sigiriya trapper op2

Over halvvejs oppe når man til nogle berømte løvefødder:

Sigiriya løvefødder Tora og Anne

Og så fortsætter turen ellers opad ad meget stejle metaltrapper, som man bare håber, sidder ordentligt fast i klippen. Øverst på toppen er der nogle fortryllende ruiner af et palads fra 500-tallet:

Sigiriya på toppen7

Turen nedad var den samme som opad og ikke mindre nervepirrende:

Sigiriya på vej ned

Sigiriya på vej ned3

I nærheden af klippen var der et træskærerværksted, hvor vi så, hvordan de blandede farver, og fik lov at hakke lidt i en kommende elefant:

Sigiriya træskærer Anette

Vi nøjedes ikke bare med at se de hellige steder, men kom også lidt ufrivilligt til at deltage i hellighederne. Jeg var en dag på cykeltur rundt i området og stoppede ved den nok 15 meter høje buddha under taget her:

Munketemplet (klippet)

Stedet viste sig at være en tempelskole, hvor der boede munke. Jeg forvildede mig om på parkeringspladsen bag den store buddha og stod og fotograferede nogle aber på taget af nogle bygninger …

Munketemplet aber på tag

… da nogen råbte til mig fra en altan. De vinkede mig op til sig, og pludselig stod jeg dér blandt 8 orangeklædte teenagemunke, der læste hellige tekster på 6. år – og måske kedede sig en anelse. De syntes i hvert fald, jeg var lidt sjov at snakke med, så godt som det nu kunne lade sig gøre på engelsk. Dagen efter vendte jeg tilbage med Tora og Anne, ikke mindst for at (gen)se selveste himlen:

Munketemplet himlen (klippet)

Der var lås på himlen, men heldigvis kom en mand og låste os ind og viste os det indre af himlen. Det er lidt svært at forklare, hvad det indre af himlen er – men vi fik en meget lang forklaring! Efter de mange minutters enetale om de forskellige versioner af Buddha, og hvad der nu lige skete i hans liv, blev vi belønnet med et kig ind i det allerinderste … som er et lysshow, som jeg har prøvet at tage et billede af her (den hylende lyd, der næsten smadrede vores ører imens, er desværre ikke kommet med):

Munketemplet inde i himlen

Selv efter at have set himlen godt og grundigt fik vi ikke lov til at gå, men skulle lige se et helligt træ – og velsignes hver især. Det foregik, ved at den hvidhårede mand plukkede et blad af træet og holdt det mod vores pande, mens han sagde en masse for os uforståelige ord:

Munketemplet Tora bliver velsignet

Efter at være blevet velsignet alle 3 gik vi videre rundt om træet, og så var der noget med noget røgelse og noget røg foran vores ansigter og en hånd på vores skulder og … Pointen er, at efter ceremonien var den hvidhårede mand vores far, og vi 3 var søstre. Vi måtte langt om længe forlade stedet, nu med et armbånd på, som vores far havde lavet til os af hvid snor viklet nogle gange rundt og lukket med et mystisk antal knuder og hellige ord. Pyha!

Emneskift: Der levede en del aber på de hellige steder:

Dambulla cave temple aber3 (klippet)

Dambulla cave temple aber5 (klippet)

Og Tora og Anne tog til nationalparken Wilpattu, hvor de bl.a. så bøfler, skildpadder og en masse farvestrålende fugle. Desværre så vi ingen vilde elefanter – dem må vi komme tilbage efter en dag. Men vi så vilde påfugle! Der var også en del søde vilde hunde. Især den her var kær og fortjener sin egen lille billedserie, når vi nu ikke kunne tage den med hjem:

Sød lille hund Anne og Tora2

Sød lille hund6

Sød lille hund7

Sød lille hund8

Sød lille hund9

Sød lille hund10

På turen var vi så “heldige” at se et srilankansk bryllup. Altså vi troede, vi var heldige, indtil det gik op for os, at srilankanerne er meget glade for at gifte sig. Det var vist helt inden for alle statistikker, at der var bryllup på 2 ud af de 4 hoteller, vi boede på. Bryllupsdansere:

Bryllup2 (klippet)

Her får gommen en tår vand som en del af ceremonien:

Bryllup7 (klippet)

En klar “typisk srilankansk”-ting er peber. Der skal peber på alting, f.eks. på ananasstykker (som thaierne i stedet putter chilisukker på – hver sin smag!), og det udmønter sig helt konkret i en (for os) ombytning af salt- og peberdåserne:

Salt og peber (klippet)

En anden typisk srilankansk-ting er deres påklædning, saronger til mænd, sarier til kvinder, orange klæder til munke og hvidt tøj til skolebørn og på hellige steder:

Mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj

Et par mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj.

Kvinde i sari

En smuk kvinde i sari (bemærk den bare mave og ryg).

Tre munke med paraplyer

3 munke med paraplyer.

Te! Te er så typisk srilankansk – og en medvirkende årsag til, at vi tog til Sri Lanka. Ifølge Wikipedia er landet den fjerdestørste producent af te og den næststørste eksportør. Teproduktionen beskæftiger direkte og indirekte over 1 mio. srilankanere! Desværre var det ikke så nemt at komme rundt og se teplantager, i hvert fald ikke uden egen bil og lidt flere dage at gøre godt med. Men vi fik da set nogle tebuske og et temuseum og købt noget te med hjem:

Tebuske

Tebuske ser ikke ud af meget.

Temuseum

På temuseum.

Srilankanerne brygger teen, så jeg nærmest ikke kan drikke den. Den er lige så sort som kaffe, så det er strengt nødvendigt med sedler, der siger “Coffee” og “Tea”, ved morgenbuffeten:

Kaffe og te sorte (klippet)

Typisk for Sri Lanka er også, at man spiser med fingrene (man kan dog sagtens få gaffel og ske på restauranter). Her er vores chauffører mellem Dambulla og Kandy godt i gang med alle fingre på højre hånd:

Typisk buffet vores chauffører spiser med fingrene (klippet)

Noget andet typisk er palmer. Der står nogle palmer på den franske riviera og også i Thailand, men det er ingenting i forhold til i Sri Lanka. Øen er så vanvittig grøn og frodig, at man bliver helt glad bare af det, selv på en regnvåd køretur:

Køretur mod Dambulla regnvåd rismark2

Nå ja, og noget andet typisk srilankansk er deres hilsen, som er meget sjov, hvis man kender thaiernes, for i Sri Lanka skal albuerne altså lige lidt højere op. Op til vandret med dem og så “Ayubuvan”:

Srilankansk hilsen

Bemærk de søde singalesiske bogstaver øverst i billedet.

Flere nuttede singalesiske bogstaver:

Kandy temuseum planche singalesisk skrift2 (klippet2)

Mange lande har sikkert tradition for at udfylde midten i en rundkørsel med et eller andet. Der skal ligesom være noget at køre rundt om. I Sri Lanka er det ure (tidszonen er for øvrigt 3½ time foran vores – ja, ½!):

Rundkørsel ur Anuradhapura (klippet)

Hvide hejrer har vi tit set både i Thailand og i Panama (gerne én hejre i selskab med én ko), men i Sri Lanka var der mange:

Hvid stupa5

Trafikken: Man kører i venstre side, og man kommer kun langsomt rundt i landet, fordi der hele tiden er andre køretøjer, cyklister, tuktukker eller gående på tværs – eller måske en elefant. Dem skal man åbenbart seriøst passe på ikke at køre ind i på visse strækninger om morgenen, hvor de krydser vejen. Vildt! Srilankanerne kører meget fleksibelt, og antallet af baner varierer ret uafhængigt af striberne på vejen – man laver det antal baner, der nu engang er brug for:

Trafik mange baner

I Kandy har man som fodgænger også mulighed for at gå over på tværs af krydset:

Sjovt fodgængerfelt (mindre)

Religion: Det er ret interessant, for Sri Lanka rummer mange forskellige religioner, og efter hvad vi lige kunne forstå på en af vores chauffører, så går det superfint. Vi stoppede kortvarigt i byen Puttalam (som for øvrigt havde en del havvindmøller – velkommen til den jyske vestkyst midt i det hele), og dén by og en anden, vi kom igennem senere på vej mod Kandy, er stort set helt muslimske. Kvinderne går med tørklæde, og der sælges arabisk mad i boderne. Moskéer, kirker og templer findes vist side om side alle steder i landet.

Puttalam, kvinder på bænke

Vi holder pause i Puttalam.

Kristen tuktuk

Vi kørte med både muslimske chauffører (bl.a. Mohamed Kaleel, som vi blev ved med tilfældigt at møde på gaden i Anuradhapura og få en obligatorisk daglig snak med) og kristne. Jesus never fails!

Borgerkrigen (åh, jeg bliver aldrig færdig med at beskrive Sri Lanka i kun ét blogindlæg!): Efter en mangeårig, blodig kamp mellem tamiler (der gerne ville have deres eget land i det nordlige Sri Lanka) og singalesere (der mente, at tamilerne tværtimod skulle skrubbe til Indien) blev der fred i landet så sent som i 2009. Jeg kan virkelig anbefale at læse romanen “De tusind spejles ø” af Nayomi Munaweera. Den giver et fantastisk indblik i historien og i, hvordan to grupper kan blive dybt uenige på baggrund af, hvad der synes som små kulturelle forskelle og nuancer i hudfarve. (Kan læses gratis på eReolen).

Nå, hvordan boede vi så? Det mangler lige. Vi boede på fire forskellige hoteller, og de var vitterlig meget forskellige og illustrerer bare lidt af den diversitet, Sri Lanka rummer. Negombo antyder Sri Lankas daseferiepotentiale (som skulle være meget bedre på sydkysten):

Negombo strand

Negombo pool4

Hotellet i Kandy var det mest spektakulære. Her er vores værelse, hvor selv skraldespanden var af “guld”:

Kandy hotel seng2

Kandy hotel lysekrone

Hallen med den flere meter høje lysekrone og butlerne (heriblandt den statelige “Obama”).

Overalt på hotellet var der gulvtæpper så bløde, at det føltes, som om ens fødder helt forsvandt ned i dem, og meget pyntesyge møbler:

Kandy hotel Anne og Tora i fine stole med Anette (klippet)

Her er guldversionen med Anne:

Kandy hotel Anne møbler14

Maden på hotellet var et kapitel for sig, ikke mindst desserterne – kun cirka en tredjedel af dessertudvalget fra den daglige buffet er med på billedet her:

Kandy hotel desserter4

Personalet havde vi relativt meget at gøre med (ikke mindst “Alfen”), fordi hotellet satte en ære i hele tiden at spørge en, hvordan man havde det. Her ses managerne og køkkenteamet, som har vundet en konkurrence:

Kandy hotel køkkenpersonale (med pil)

Hotellet lå på en bakketop og tronede over hele byen:

Kandy på vej mod temuseum piger spiller basket4 (med pile)

Man kunne sidde på toppen i de snirklede møbler og nyde solnedgangen …

Kandy hotel top

… eller hoppe i poolen, som desværre var lidt kølig:

Kandy hotel pool2

Sikke meget man kan opleve på 14 dage, og så har jeg slet ikke fået det hele med her, men mangler pælehusene og pæleparkeringspladserne (som er bygget på mange meter høje pæle på bjergsiderne), snavehaven (hvor vi kun med nød og næppe fik lov at gå ind, fordi den var beregnet til par, der skulle kysse på bænkene), vores yndlingsrestaurant Casserole i Anuradhapura, vores cykeltur rundt i tempelområdet på 3 udslidte herrecykler (som fik alle til at kaste (be)undrende blikke i vores retning), unge Sajith, der storsmilende aldrig ville lade os spise i fred, mit farvel til Schrödingers kat, larven i maden på Kandy-hotellet, den lokale spiritus arrac, mit flip, da personalet snuppede mine løbesko, fordi hotelgangen skulle se pæn ud, Toras ædelstensindkøb, vores allesammens kjoleindkøb, vores hyggelige ventetider i lufthavne med sushi, burgere og massage, mit pinlige kosher-eksperiment i flyet og de 2 glas flyrødvin (når man kun bestilte ét), Annes evige trrrrrruss-snak, de lidt for tæt dansende, fulde mænd, der havde den fedeste fest helt uden kvinder til en konference på vores hotel, samt ikke mindst vores oplevelser i spice garden med ayurvedamanden, der snød os godt og grundigt og med moralsk tvang fik os til at købe mirakelprodukter til overpriser … Ej, han skal altså lige med:

Spice garden mand

Øhm, og så mangler jeg også lige den famøse telefonopringning fra lobbyen på Kandy-hotellet: Der var blevet klaget over, at vi larmede. At vi larmede? spurgte Anne kækt. Ja, altså hun vidste godt, hvem de mente, for vi var nemlig også blevet generet af det højtopskruede TV, der kørte inde hos naboen. I’m sorry, svarede receptionisten, men det var altså specifikt en klage over vores værelsesnummer, hvorfra der kom meget højlydte grin. Øh ja, altså, vi hygger os lige. Larmer det så meget?! Ups.

Samme dag som jeg tog til Sri Lanka, kørte Thomas afsted i Hjulie ned mod Frankrigs skiområder sammen med 3 venner. Her er han på vej hjem igen (med 109 km/t. et sted i Tyskland) – set fra min position i Sri Lanka (den blå klat):

Hjulie i Tyskland, mig i Sri Lanka

Vi mødtes i Københavns Lufthavn den 30. januar for at starte vores nye eventyr i Chile.

Udgivet i: 2015/2016, Sri Lanka 2016 Tagget: Aber, Arkitektur, Bryllup, Buddha, Fly, Guld, Hilsen, Hjulie, Hotel, Hunde, Munk, Ø, Pool, Religion, Rute, Sprog, Strand, Stupaer, Te, Tempel, Trafik, Tuktuk, Typisk srilankansk

Genkendelsens glæde

10. januar 2016 af anetteoest

Vi var meget spændte på, om viceværten/poolmanden Sun stadig var i Cha-am, for det havde vores udlejer, Sam, ikke svaret på. Sun var der, og hver eneste dag kom han forbi og sagde “Coconut, coconut!” og stillede glædestrålende en eller to kokosnødder hos os:

Kokosnød (klippet)

Han passede også vores pool – og reddede os fra en lillebitte slange, der kravlede rundt på vores grund. Han fik fanget den i en tom vandflaske, puttede flasken ned i rummet under sadlen på sin scooter og kørte den ud til “coconut tree”, hvor den hørte til.

Slange og Sun3

Slangen virker ikke så farlig, når man ved, den ikke kan bide én:

Slange6 (klippet)

Sam var blevet en helt anden person, siden vi mødte ham første gang på det store hotel, hvor han var manager. Dengang var han meget hård og formel, og vi var en anelse nervøse sammen med ham. Nu havde han tabt sig en del efter en alvorlig sygdom. Han var stoppet på hotellet og prøvede i det hele taget at slappe af og komme til hægter. Men humøret fejlede ingenting. Han var jokende, rar og varm og sendt smileys, ikoner, godmorgenvink og julestickers i tide og utide. Virkelig hyggeligt! En dag kørte vi ud til vores gamle yndlingsrestaurant, som vi spiste på et par gange om ugen, efter at vi opdagede den, en måned før vi skulle hjem. Desværre så restauranten lukket ud, men mens vi snuste rundt på området, kom en mand hen til os og spurgte vel på thai, om han kunne hjælpe os. Det lykkedes os at sige “Restaurant” og “Hom” på nogenlunde forståeligt thai, og så forstod han og skyndte sig væk. Lidt efter kom vores gode, gamle Hom – thaidamen, der laver den lækreste vestlige mad efter at have boet en del år i Schweiz. Hun bød os på et par Spy, og så fik vi os en hyggelig snak. Desværre var der ikke økonomi i at drive restauranten mere, fordi de ansatte skulle have løn hele året, men der var kun gæster nok i vinterhalvåret. Øv for os og alle de andre, der nød hendes mad! Da vi sagde farvel til hende, sagde hun, at vi endelig skulle kigge forbi en anden gang – hun savnede at snakke med alle sine søde gæster.

Vores søde vaskedame blev også glad for at se os igen og vinkede og fniste, hver gang vi gik forbi hende på gaden. Så hyggeligt.

Når vi nu ikke boede i vores gamle villa, havde vi desværre ikke Kao lige udenfor. Kao havde fået et kuld hvalpe i mellemtiden, som allerede var blevet store. Sun havde beholdt den ene af dem, den brune hanhund Bao. Men der var selvfølgelig stadig masser af gadehunde, og de fleste dage kunne vi hilse på denne sorte hund, som også var supersød, selvom den ikke havde noget navn og ikke var nogens:

Sort hund

Også stranden så ud, som den plejer – dog med den forskel, at de 8-10 blege faranger, der plejede at solbade på store, hvide liggestole forrest i billedet, nu er fortrængt til fordel for endnu mere parasoltag, som thaierne hygger sig under:

Stranden2 (roteret)

Udgivet i: 2015/2016, Thailand 2015 Tagget: Hunde, Slange, Strand

Typisk thai 7: god karma

6. marts 2014 af anetteoest

I lørdags var vi ude at gå en lang eftermiddagsslentretur i solen, bl.a. på Varanvej, som senere bliver til Skraldevej. Der er tilsyneladende konsensus om at smide affald i begge vejsider på lige netop den vej, f.eks. bjerge af tomme muslingeskaller, haveafklip, cementsække og brugte åndehuse. Som regel står der en røgsøjle op et sted, for man kan jo ikke blive ved med at smide affald, hvis man ikke brænder det gamle af en gang imellem. På Skraldevej er der også en del glasskår i vejkanten:

Skraldevej8

På mystisk vis sneg et af glasskårene sig ind i min sandal og op i min hæl, så jeg måtte trække den lille glassplint ud. Selvom det ikke var slemt og ikke gjorde særlig ondt, så det lidt dramatisk ud med blod, der dryppede – så en mand på scooter stoppede og gestikulerede, om vi havde brug for hjælp, og om han skulle ringe til nogen. Thomas sagde, at vi var okay, mens jeg stirrede på et fast punkt på jorden for at holde balancen på ét ben. Manden kørte igen, og kort tid efter var blødningen stoppet, og vi kunne gå videre.

Efter at have gået en kilometer i nedsat tempo så vi pludselig manden komme igen på sin scooter, denne gang med sin treårige søn foran. I cykelkurven forrest på scooteren havde han:

  • alkohol og vat
  • en jodagtig substans og vatpinde
  • plaster
  • forbindingstape

Han gav os det hele og ventede, mens jeg smurte først det ene, så det andet på mit sår og satte plaster på. De gange Thomas hev pengesedler op af lommen for at betale i det mindste det, som prisskiltet på den helt nye alkohol viste, sagde han “No, no …” og rystede på hovedet. Han ville tydeligvis bare hjælpe og ikke have noget for det. Vi var dybt taknemmelige, for glasskår fra Skraldevej er måske ikke det mest sterile at få ind i kroppen, og det var bare så sødt og en ret stor satsning, at han kom tilbage: Vi kunne lige så godt have ringet efter en taxa eller være drejet væk fra vejen, og så havde han aldrig fundet os. Ville vi have gjort det samme i Danmark? Vi ville have tænkt på at gøre det, men ville vi have gjort det?

Sårplejeprodukter (beskåret)

Sårplejeprodukter – minus den spritnye alkohol. Den lykkedes det os at give ham tilbage.

 

Det er svært ikke at tvinge pengene i hånden på en hjælpende thai, der er meget fattigere end os. Men det ville være egoistisk at gøre: Vi ville selv få god samvittighed (for kun 40 kr., som jo intet betyder for os, så man kan diskutere, hvor gavmildt det egentlig er …), men vi ville ødelægge hans gode gerning. Gode gerninger er en fast del af deres religion – de giver simpelthen god karma – og hvis vi giver penge som tak, reducerer vi den gode gerning til et simpelt bytteforhold. Det dur ikke.

Vores franske nabo har fortalt, at hans svigerdatter, som er thai, tager hen til det lokale tempel og bor der, når hun bliver syg. Så gør hun gode gerninger dér og vender tilbage, når hun er rask. Nogle helt almindelige arbejdende mænd tager også nogle måneder i tempel en gang imellem (man kan få tempelorlov fra sit arbejde). Dér lever de så som munke nogle måneder, inden de vender tilbage til deres hverdag med familien og arbejdet. Når man er munk, også bare periodevis, skal man leve på en helt bestemt måde, og man må f.eks. ikke købe mad, og efter kl. 11 må man heller ikke spise. Om morgenen går munkene derfor rundt i byen og modtager skåle med mad fra almindelige borgere – som er glade givere, da de derved gør en god gerning.

I denne optik er det også logisk, at de vilde hunde bliver fodret. Det er en god gerning at gøre de sultne hunde mætte. Vi ville aldrig gøre det i Danmark, for når man giver de vilde hunde mad, bliver de hurtigt til flere, og det kan vi ikke lide. Én hvid hund er sød, og 5 ens hvide hvalpe er kære, men 20 ens voksne hunde tiltaler os ikke.

Her er Hvidhundebanden eller Hjørnebanden, som vi kalder den flok ens hvide hunde, som holder til på hjørnet mellem Varanvej og hovedgaden Narathip:

Hvidhundehjørnebanden

Cirka halvdelen af de faste medlemmer af Hvidhundebanden. De andre voksne og hvalpene holder til i buskadset lidt længere nede ad Varanvej.

 

Thaierne vil altså gerne give og gøre gode gerninger, om ikke på anden måde, så med et smil, som man ikke får dem i Danmark. Omvendt er det nok svært for thaierne at stå i taknemmelighedsgæld. Da Thomas’ familie var på besøg, gav hans far, Calle, så mange drikkepenge til Sun (villaernes kombinerede vicevært-poolmand-havemand-tuktukchauffør), at Sun kom og gav Calle et kæmpe knus (hvilket thaierne ellers ikke bruger på samme måde som os) – og et lille metalvedhæng af selveste kongen (og dronningen):

Vedhæng2 (beskåret)

Sun taler meget dårligt engelsk, men det var noget med, at han havde haft vedhænget i mange, mange år, og det betød tydeligvis meget for ham. Nu gav han det så til Calle som tak for, at Calle er en “good man, good man”. Vi syntes umiddelbart, at det var vildt synd, at han ikke beholdt vedhænget, for det betød jo intet for os og ville på et tidspunkt ende i skraldespanden. Men den for os nemmeste og mest umiddelbare løsning, nemlig at give Sun vedhænget tilbage, forkastede vi efter en del eftertænksomhed, for Sun havde jo selv valgt at give det væk, nok netop for at skabe balance. Han gav simpelthen “good luck” til Calle. Så vi respekterer Sun mest ved at beholde vedhænget og så smide det ud engang hjemme i Danmark, når det ikke betyder noget for os mere. Det var en øjenåbner og en stor udfordring af vores rationelle danskermentalitet, ifølge hvilken vedhænget selvfølgelig skal være hos den, som værdsætter det mest.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Hunde, Karma, Kongen, Tempel, Typisk thai

Juleaften

25. december 2013 af anetteoest

Juletræspyntning, kulde og mørke udenfor, hygge og varme indenfor, nisser og stjerner, stearinlys, gaver og forventning, traditioner, familie, sange, duft af steg, risalamande, rød dug, nissehuer, sidste afsnit af julekalenderen.

Alt det gik vi glip af i år. Bortset fra en enkelt julegave fra vores udlejer, Mr. Sam.

Gave fra Sam2

Til gengæld startede min dag med en lang svømmetur frem og tilbage langs kysten i det varme, salte hav, en kort cykeltur hjem og vække Thomas, et bad. Derefter en cykeltur ad Googles foreslåede rute, bl.a. en lille sti langs jernbanen. Mudder i hele stiens bredde, som vi kæmpede os igennem. Decideret oversvømmelse af stien – op og gå på skinnerne og trække cyklen et par kilometer.

Vejen burde gå inde i venstre side langs banen.

Vejen burde gå inde i venstre side parallelt med banen.

 

Frokost på Cha-am ATV Park, baneræs og muddersprøjt på kraftige ATV’er (firehjulede køretøjer, der kan holde til at køre offroad over store huller og igennem vand), bueskydning.

Thomas med bue

Is – og isglad hund.

Thomas og ishund

Thomas og ishund4

Cykeltur hjemad i det frodige landskab.

Cykeltur vej

Forbi bananplantager og bananhøst.

Bananbil

En mand kom med en klase små, ultrasøde bananer og en mystisk gul frugt og ræsede så afsted på sin scooter.

Anette med bananer

Rismarker og rishøst. 4 risarbejdere, der syntes, vi skulle prøve at sidde i deres mejetærsker.

Mejetaersker

Glæde over thaiernes åbenhed. Hjemtur gennem de små gader i det bagerste Cha-am. Indkøb af bobler og pizzahentning. Pizza og film. Bobler. Skype med familien. God jul!

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: ATV, Hunde, Jul, Landbrug, Udflugt

Hunde

9. december 2013 af anetteoest

I dagtimerne ligger der vilde hunde og flyder overalt.

En god hvilestilling.

En god hvilestilling.

 

Thaierne er meget tålmodige over for alle hunde og sænker f.eks. farten og venter på, at de trisser lige så stille over vejen, og de lader dem også bare ligge foran deres butikker og faktisk deltage i den afslappede snakkehygge inde på de private grunde. Nogle thaier fodrer dem. Så de er ligesom en del af hverdagen.

Men da vi første gang bevægede os ind på vejen til Sam’s Pool Villas, blev vi mødt af en hær af gøende, strubeknurrende hunde, der var arrige og onde og med blottede skarpe tænder, og de fulgte allesammen efter os og hidsede nye hunde op på vejen. Så kommer man pludselig i tanke om, hvad god, gedigen frygt er, og bliver bevidst om, at det er meget sjældent, man støder på den følelse. Min puls var vældig høj, og jeg forventede at miste en lægmuskel hvert øjeblik, det skulle være. Først ser man dem, så ser de én, og så kommer de målrettet nærmere!

På vores gade bor der cirka 15 hunde.

På vores gade er der cirka 15 hunde – plus eventuelle venner – som man skal passere.

 

Her kommer fortroppen.

Her kommer en lille fortrop.

 

Ham her og 6 af hans venner er ikke sjove at møde om aftenen!

Ham her og 8 af hans venner er ikke sjove at møde om aftenen!

 

Heldigvis blev vi accepteret allerede efter et par dage, så det blev kun til 8-9 ture med bankende hjerte. Når man er gode venner, ser de pludselig heller ikke så skræmmende ud:

Ham med hængeøret her er blevet en af mine favoritter.

Ham med hængeøret her er blevet en af mine favoritter.

 

Nu er ham den hvide (Gnavpot) den eneste, der ikke kan genkende os. Han gør altid – og tænker åbenbart ikke nærmere over, hvorfor ingen af de andre gør.

Nu er ham den hvide (Gnavpot) den eneste, der ikke kan genkende os. Han gør altid – og tænker åbenbart ikke nærmere over, hvorfor ingen af de andre gør. Retarderet …

 

Hvis man er heldig, støder man på de unge udgaver af de vilde hunde:

Hundehvalpe ved køer (beskåret)

Her er White – poolvillaernes vagthund:

White

Hun bruger meget tid på at ligge og slappe af, og så skal man jo lige strække sig, når man kommer op at stå:

Først den ene vej.

Først den ene vej.

 

Og så den anden vej.

Og så den anden vej.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Hunde

Copyright © [the-year] [site-link].

Powered by [wp-link] and [child-link].