Fra Smilets By til ... en familie på 4!

  • Familie, 2. halvår 2020
  • Mikkel
  • Vinteren 2016/2017
    • Japan
    • Hele 2016/2017
  • Vinteren 2015/2016
    • Thailand
    • Vietnam
    • Sri Lanka
    • Chile
    • Hele 2015/2016
  • Vinteren 2014/2015
    • Panama
    • New York
    • Hele 2014/2015
  • Vinteren 2013/2014
    • Thailand
    • Singapore
    • Hele 2013/2014
  • Mikkels ord
  • Ønskesedler
    • Mikkels ønskeseddel
    • Tobias’ ønskeseddel
    • Anettes ønskeseddel
    • Fælles ønskeseddel
    • Hajs ønskeseddel

Sikkerhed

Politi

20. marts 2015 af anetteoest

Her i Panama er der politi overalt. F.eks. var der masser til karnevalet i Dolega, hvor de patruljerende gik runder eller bare stod og holdt opsyn i deres varme uniform som forrest i dette billede af dansepladsen:

Karneval i Dolega8 (med politi)

Det er lidt specielt for os danskere, at der hele tiden kommer fuldt udrustet politi ind i vores synsfelt, alle med stave og pistoler og nogle endda med maskingeværer. Den var ikke gået til Grøn Koncert, uden at noget af hyggen røg.

I gadebilledet ser man dem køre forbi på motorcykel med to på, hvor den bagerstes maskingevær stikker lodret op i bedste terroriststil.

En dag, da vi boede i hus nr. 2 (hos den ældre mand Malcolm), lyste to politibetjente ind ad vores vinduer kl. 23 om aftenen panamansk tid (vores kl. 5 om natten) og ringede efterfølgende på døren. Vi forstod ikke meget af, hvad de sagde, men i hvert fald var vores alarm gået og havde tilkaldt dem. Meget mystisk, når alarmsystemet ikke havde været slået til i flere år … Vi fik forklaret, at vi bare var lejere, og at husets ejer var i Bocas, og så gik de igen.

Det mærkeligste er måske ikke opbuddet af politi overalt. Det er nok bare nødvendigt i et mellemamerikansk land, hvor en tilfældig taxachauffør fortalte os, at tre mænd var steget ind til ham i bilen, havde bundet hans hænder på ryggen og hevet en hætte ned over hovedet på ham. Så var de kørt rundt, måske med ham i bagagerummet (det forstod vi ikke helt), men da han bare føjede sig – han var ingen Superman, som han sagde – fik han vist lov at slippe. Nogle restauranter låser dørene om aftenen, fordi de har hørt om andre restauranter, der lige er blevet røvet. Og i kvarteret syd for bymidten (hvor vi nu bor – mere om det senere) skilter det lokale supermarked med, at man lige skal lade være med at tage smykker på ind i butikken – de gider ikke huse værdier:

Skilt ved Romero (beskaaret)

Det, der undrer os mest, er gringoernes (altså de hvide immigranters) automatiske skepsis: Da vi fortalte vores roommate, canadieren Charity, at politiet havde været forbi, udbrød hun: “Det var da altid noget, at de ikke bad om bestikkelse!” Og da Malcolm kom hjem, spurgte han: “I lukkede dem ikke ind, vel?” Jeg spurgte undrende: “Nej. Hvorfor?” “Fordi man ikke kan stole på dem,” var svaret. Vi har kun oplevet dem som enten politiagtigt reserverede eller sødt smilende – eller evt. lidt mærkelige: sådan lidt for snakkende og næsten lidt fulde.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Politi, Sikkerhed

Nu med pigtråd

31. januar 2015 af anetteoest

Så bliver der sat pigtråd op på muren ind til vores gamle hus:

Pigtrad pa mur (beskaret)

Mmm, pigtråd. Det kan være, mr. Moreno vurderer, at det er nødvendigt for at få det solgt eller lejet ud igen.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Sikkerhed

Nyt hjem – nye mennesker – nye tanker

12. januar 2015 af anetteoest

Vi havde ikke regnet med, at vi skulle flytte fra vores dejlige poolområde, men pludselig – under et døgn efter at tanken spirede hos os første gang – bor vi nu hos naboen. Vi flyttede alle vores ting i dag, gjorde lidt rent og skrev så en opsigelses-SMS på vores flotteste spansk til Rafael, som er den seneste mellemmand mellem os og vores udlejer (byggefirmaejeren mr. Moreno, som lige er blevet valgt ind i politik og efter sigende har holdt de vildeste fester i huset og er meget korrupt – det er alle panamanere med penge åbenbart):

“Ola Rafael. Robo dos noches. Casa no seguro. Terminado el contrato hoy. ¿Dónde y cuándo devolver las llaves? Thomas y Anette, Calle Fatima.”

Thomas gik straks efter tilbage til huset for at aflæse elmåleren, men pludselig kom Rafael med 2 rengøringsfolk. Det var et underligt tilfælde, at startrengøringen, som jo skulle have været foretaget for en del uger siden, og som vi senest havde fået at vide, skulle være kommet i fredags, rent faktisk kom et minut efter vores opsigelses-SMS. Thomas nåede at panikringe til mig og få mig til at komme med nøglerne, uden at nogen så, at jeg kom ud inde fra naboen (vi holder kortene tættere ind til kroppen end før). Alt i alt lykkedes det os simpelthen at slippe af med huset uden noget brok – hvilket måske er klart nok, da vi afstod hele vores depositum på 10.800 kr. Rafael spurgte straks til, hvor vi så skulle bo nu, og ville udleje endnu et hus til os. Som om! Officielt bor vi på hotel nu, mens vi overvejer, om vi skal blive eller flytte tilbage til Danmark.

Uofficielt har vi det godt inde ved siden af. Huset virker lidt ældre, men til gengæld er det møbleret og runger ikke tomt og hult. Poolen er næsten lige så god, og der er flere planter og blomster:

Nye hus pool4

Vi har indrettet udendørs kontor et sted på den kæmpe overdækkede terrasse (som man ser en tredjedel af her):

Nye hus kontor

Men vi sover indtil videre indenfor. Malcolm (ejeren på 80 år fra England) og Charity (en anden lejer på 32 år fra Canada) er fantastiske mennesker, så gæstfrie, betænksomme, naturlige, intelligente og rummelige, og det er helt vanvittigt, hvad de begge har oplevet – og oplever nu. De har så mange historier, oplevelser og livserfaringer, at der må være underholdning nok til hver eneste aften, indtil vi flytter til Danmark. Mens vi sad og arbejdede her til aften, sad de i køkkenet og snakkede over et glas vin: Malcolm forsøgte at overbevise Charity om ikke at tage tilbage til “Lagunen”, hvor Malcolm har en farm på en af de mange øer uden veje. På farmen er halvdelen indfødte (indianere), og han har en vision om, at fremtidens sikkerhed og tryghed går gennem små samfund, hvor folk stoler på hinanden og skiftes til at passe på hinandens ting. Teorien er, at kun samarbejde og sammenhold kan skabe tryghed i verden – ikke pigtråd og vagter. Om natten ude på den øde ø hører han ofte et fly komme forbi, selvom der ingen landingspladser er i nærheden. Flyet skal nemlig ikke lande, men bare smide store poser med stoffer i vandet, hvorefter nogen (ikke ham eller hans farmfolk!) sejler ud og samler dem op. Charity har boet et andet sted i Lagunen, hvor et mord er begået, og stoffer, alkohol og ikke mindst utroskab på alle planer florerer. Malcolm mener seriøst, hendes liv ender, hvis hun tager tilbage, for den kvinde, hun har boet sammen med i nogle måneder, overvejer nu pludselig, om det er hende, der har meldt en eller anden mand til politiet – en mand, som vist er eftersøgt i USA, hvor han har siddet i fængsel i 6 måneder i Texas. Malcolm har udgivet 3 bøger – den ene fik han lige besked om, skal oversættes til spansk – og haft 3 koner. Den seneste, panamanske Lilly på 40 år, har vi mødt. De istandsatte dette hus sammen.

Det er en lidt sindssyg verden, vi er væltet ned i, er det ved at gå op for os. Vi syntes, det var lidt vildt, at nogen stjal vores cykler, men Charity går ikke ud alene, når det er mørkt, og har aldrig øreringe på uden for huset (pga. risiko for, at de bare bliver flået af). Hun blev chokeret over at høre, at jeg ærligt svarede på, hvad min computer kostede, da poolmanden spurgte – det gør han ikke for sjov (men nu er vi jo heldigvis flyttet på hotel, remember?). Men hun forstod mig på den anden side godt. Sådan var hendes indstilling også, da hun startede sin jordomrejse i Mellemamerika for 1,5 år siden.

Jeg tror stadig, mange ting er lidt overdrevne, i hvert fald her i David, som åbenbart er den magiske og attraktive storby for mange fattige mennesker, som bor i landområderne – især i området Bocas del Toro nordpå (hvor Lagunen er). Det virker meget, meget anderledes dér – en fattigdom, vi slet ikke kan forstå, hvor tomater er en sjælden luksus, og elektricitet er for dyrt, så det har man ikke.

Indtil videre putter vi os i vores nye hus, står ud af taxaen i en anden gade for ikke at afsløre, hvor vi bor, og holder lav profil, indtil vi får dannet os et endeligt indtryk af dette land – et land, hvor supermarkedet i stedet for at krydse en cigaret, en hund og en isvaffel over på et skilt ved indgangsdøren krydser en cigaret, en hund og våben over:

Skilt med vaben forbudt i Rey2 (beskaret)

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Bolig, Pool, Sikkerhed

Indbrud

11. januar 2015 af anetteoest

Også vores hus har pigtråd, høje mure og gitre for næsten alle vinduer. Men vi har en enkelt mur, som af uransagelige årsager kun er 1,5 meter høj målt udefra og uden pigtråd. Et par tagplader på toppen af muren er faldet af (det gør de f.eks., når man lægger sin kropsvægt på dem), så det er nemt at komme over inde fra naboens indkørsel. Der er endda et hul i den lave hæk foran – som en invitation:

Andet indbrud5

I forgårs kom vi cyklende hjem forbi håndværkerne ved skolen, som er vores nabos nabo. De er lige blevet færdige med deres projekt dér. Vi hilste på dem og smilte til dem som sædvanlig – også den 20-årige knægt, som kækt nok har spurgt om mit telefonnummer. Lidt senere kom de kørende meget langsomt forbi vores hus, mens de gloede helt vildt. De vendte om lidt nede ad gaden og gentog processen den anden vej. Jeg tænkte, det var utroligt, så interessant jeg var. Men måske var det ikke mig, de kiggede efter.

Om natten forsvandt Thomas’ cykel nemlig, uden at nogen af vores døre var blevet låst op, og der var spor af sko på både ydersiden og indersiden af den indbrudsindbydende mur. Nogen er altså klatret over muren, har løftet cyklen over og er kravlet tilbage igen – det sidste er lidt af en bedrift, da muren er 2 meter høj set inde fra os:

Foerste indbrud2

Vi er ikke på så god fod med vores udlejer og med mellemleddet mellem os og udlejeren, fordi de har misligholdt kontrakten (ikke overdraget huset til os i rengjort stand, ikke vedligeholdt poolen og haven og leveret internet 14 dage for sent), så vi ville ikke puste til ilden ved nu at brokke os over indbrud. I stedet tændte vi spotlys på stedet og uden for huset og tænkte, at det nok ville virke præventivt. For øvrigt ville de vel have taget min cykel også i samme ombæring, hvis den var interessant.

Men næste nat forsvandt min cykel så, og der er nu lidt flere fodaftryk afsat på muren. Vi har ikke flere cykler at give af nu, så vi frygter, hvad der vil ske i nat – går de videre ned ad søjlegangen og over til vores computere og vores udendørs seng?

I går eftermiddags gik vi ind til vores nabo for at høre, om hans videokameraer tilfældigvis havde filmet indbruddet. Det havde de ikke, for de har vist ikke virket, siden hans sidste ekskone, Lilly, flyttede ud. Vi fik en snak om det hele, og han ville gerne hjælpe, f.eks. tilbyde os et værelse hos ham, hvis vi da bare ikke var bundet af en lejekontrakt.

Efter andet indbrud i dag begyndte vi at tænke over, hvad han havde tilbudt, og efter at have snakket vores muligheder igennem og regnet på sandsynligheden for, at vi kan få vores udlejer til at sætte pigtråd op – og ikke mindst tidshorisonten for det – gik vi over til naboen igen. Det resulterede i, at vi nu sover i hans hus foreløbigt 2 dage på prøve og dermed undgår indbrud nr. 3 og 4, hvis de da er planlagt.

Vores nabo, Malcolm, viser sig at være en 80-årig englænder med et utrolig spændende liv både bag sig og foran sig, og vi har lige nydt en dejlig og superhyggelig middag sammen med ham og hans lejer, Charity, en ung canadisk kvinde, der lever af at skrive for andre på deres blogs. Vi havde ikke lige forestillet os, at vi skulle bo sammen med andre her i Panama, men måske er det den bedste løsning.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Sikkerhed

Pigtråd og sikkerhed

31. december 2014 af anetteoest

Panamanerne er bemærkelsesværdig glade for gitre, hegn, mure og pigtråd, hvilket undrer os.

Vi har intet ubehageligt oplevet endnu og kan heller ikke se det ske. Alle er utrolig venlige og gæstfrie, og vi har ikke set nogen fattigdom (vi har dog heller ikke været rundt i hele David endnu). De fleste bor i en villa og har bil, men der er da nogle få lejligheder også – men ingen blikskure som i Thailand. Altså gedigen middelklasse hele vejen rundt.

Men folk er bevidste om sikkerhed. Vores udlejere vender sig om efter at være gået ud ad vores hoveddør og gestikulerer eftertrykkeligt “Husk nu at låse døren”. Og et par piger, som stoppede op på gaden for at snakke med os, inden de skulle på bussen, spurgte bekymret, om vi nu havde låse på vores cykler. De skulle bare vide, at vi lige er begyndt at eksperimentere med, hvor ofte vi kan lade dem stå ulåst … Også den italienske ejer af en af vores yndlingsrestauranter har talt om sikkerhed. Men da vi spurgte ind til det, viste det sig, at han har boet forskellige steder i Panama i 12 år og kun har oplevet indbrud én gang. Tyvene tog en enkelt gasbeholder (bruges i køkkenet til gasblussene) og smuttede igen. Panamanernes bekymring virker lidt overdrevet.

Her ses den klassiske rullede pigtråd på toppen af en mur. Den er bare superdejlig, hvis man er panamaner:

Pigtrad (beskaret)

Nybyggeri i simpel stil – med tilsvarende minimalistiske strømførende ledningerne øverst på muren (mmm, rigtig mums med panamanske øjne!):

Hus med stroem paa muren

Panamanerne gør meget i udestuer/overdækning, men hvor vi ville bruge glas eller ingenting, bruger de gitre – således også på denne førstesalsbalkon, som nu minder mest om et fuglebur:

Balkon med gitter for2 (beskaret)

Hvor panamanerne gerne vil spærre sig selv inde, har jeg det lige omvendt. Jo mere jeg er lukket og låst inde, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg ønsker at kunne komme ud ad flere døre i forskellige retninger, hoppe ud ad vinduer og over hække og løbe uhindret rundt om hele huset. Så har jeg det bedst. De første nætter i det store hus var jeg lidt bange over indelåstheden og det rigmandssignal, huset udsender – frygten var især svær at slippe af med pga. de utrolig mange lyde, huset kommer med. Det knirker og knager højere, end man skulle tro muligt, og køleskabet lyder præcis som en indbrudstyv – eller et spøgelse, hvis man tror mere på den slags.

Nu sover vi ude i det fri, og efter én tilvænningsnat føler jeg mig fuldstændig tryg, selvom “onde mennesker” nemt kan hoppe over en af vores mure, som kun er 1,80 meter høj og helt uden pigtråd på toppen. Det sjove er nemlig, at panamanernes sikring ofte er ufuldstændig. Der kan være pigtråd og strømførende ledninger langs én mur, mens en anden er glemt, eller man kan bare kravle op på taget og passere pigtråden på den måde. Derfor virker alle sikkerhedsforanstaltningerne noget proforma – set med danske øjne.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Sikkerhed

Copyright © [the-year] [site-link].

Powered by [wp-link] and [child-link].