Den 25. december 2013 skrev jeg om, hvor utrolig langsomt tiden gik hos os. Når vi så tilbage (altså udførte “tilbageblikstesten”), føltes en uge som en måned, fordi vi havde oplevet så meget. Det gælder ikke længere.
Det er nu 4 uger siden, vi kom hjem fra Singapore, og det føles også sådan, når vi tænker på Singapore. Men problemet er, at vi ikke rigtig kan redegøre for, hvad vi har lavet i tiden derefter. På den måde er tiden speedet op, og jeg frygter, at vores sidste 2 måneder her kommer til at foregå i det tempo og lige pludselig er væk. Jeg vil som sådan gerne hjem til livet i Danmark, men jeg vil virkelig også gerne blive her.
De sidste 14 dage har vi brugt rigtig mange timer på at finde ud af, hvor vi skal bo i Danmark. Skal vi tage den dyre penthouse og få prøvet, om en sådan kan være pengene værd, og forsøge at genskabe vores fantastiske thailandske udeliv på en 50 kvadratmeter stor tagterrasse på toppen af Aarhus? Skal vi tage en møbleret fremlejelejlighed, fordi vi så kan flytte direkte ind, når vi lander i Danmark? Skal vi spare noget af min dobbelte husleje ved at bo i mit hus i Lystrup, som alligevel bare står tomt? Vi svingede fra den ene grøft til den anden på daglig basis og var begravet i problematikken og havde ikke nogen glade smil at give hinanden. Det kunne ellers være hyggeligt og nærværende at planlægge vores fremtid i Aarhus, men det var frustrerende, bl.a. fordi udlejerne er svære at komme i dialog med, når man sidder i Thailand, men nok især fordi alle modeller kunne lade sig gøre, og alle havde deres usammenlignelige fordele og ulemper. Så der var ingen bedste løsning, og vi skulle helt ind og finde frem til vores prioriteringer. Det var hårdt, selvom det lyder som et luksusproblem.
Jeg er ved at læse en bog, der hedder “Elsk mig eller rend mig” af Bertill Nordahl (ligger gratis som e-bog på eReolen). Den er en dialog mellem en yngre mand, der stiller spørgsmål, og en ældre mand, der svarer, og handler om, hvad det vil sige at være menneske, mand, kvinde, barn og familie, og hvordan man udvikler sig sammen og også væk fra hinanden. I afsnittet om børn og travle forældre står der:
“Hvordan er barnet centrum for forældrene?
De bruger barnet som forklaring på, hvorfor de stresser sådan rundt, som de gør. Hvorfor de gør ditten og hvorfor de gør datten, og hvorfor de ikke har tid til barnet, som ellers er meningen med det hele. De arbejder så og så meget for at Mathias og Marlene kan få en god opvækst, mens Mathias og Marlene tilbringer foruroligende mange timer i en institution! Det er en problematik, som optager Mathias og Marlenes forældrene meget, og som de snakker meget om, når de er sammen med andre forældre i en lignende situation. Samtidig lægger man internt i parforholdet et stor pres på hinanden om, hvem der skal hente og bringe børnene, og hvem og hvordan man skal være sammen med dem. Ligesom der kører en barsk kamp om, hvem der skal benytte sig af børneorloven. Pointen er at alle disse forviklinger, uanset hvor ulidelige og opslidende de kan være, giver livsindhold eller noget, som minder om liv, og så går tiden og livet med det! Men det betyder også, at der vil være en stor sandsynlig for, at Mathias og Marlenes fader og moder vil gå galt af hinanden i labyrinten og derved miste hinanden som elskende mand og kvinde og dermed går hver sin vej i labyrinten for aldrig at finde hinanden igen. Konsekvensen vil blive, at mange ting vil begynde at gå galt i parforholdet: Sexlivet vil blive mere og mere droslet ned i de familier, hvor børnene er i centrum, ligesom intimiteten, nærværet og fortroligheden vil blive mere og mere udvandet.”
Jeg er vild med sætningen “Pointen er …”. Den rammer virkelig plet og gælder også i vores situation, der slet ikke handler om børn. At planlægge og diskutere løsninger føles som liv og er på en måde dragende. Men det er ikke liv, og man er ikke ordentligt sammen. Handling er liv. At have fokus på, hvad man laver lige nu, er liv. Selvfølgelig skal man tænke lidt på sin fremtid, men det kan hurtigt blive for meget. Det er kun frugtbart, hvis man kan være i nuet, samtidig med at man planlægger, diskuterer osv. Det er ufrugtbart, hvis man bliver grebet og flyver væk fra nuet og kroppene, hvis man pludselig er blevet ør i hovedet og sulten, hvis ens stemme ligger i et lidt for højt leje, og hvis timerne pludselig er gået.
Nu vil jeg nyde det thailandske liv og hoppe på cyklen med svømmebriller og håndklæde i cykelkurven, trygt efterlade cyklen ulåst nede ved stranden (fordi ingen kunne drømme om at stjæle den – det giver jo dårlig karma) og svømme en god lang tur i det varme hav. Det har jeg helt glemt at gøre i halvanden måned!
Imens sover Thomas sødt, fordi han er lidt bedre til at sove end mig, når der kører mange tanker rundt i hovedet.
P.s. Vi endte med fremlejemuligheden, for så er der økonomisk råderum til at gøre alt det, vi har gjort i den første del af vores parforhold: drikke lige den vin, vi har lyst til at smage, tage på Frederikshøj en sjælden gang, have abonnement på de dyre, sundere kontaktlinser, købe en hel side røget hellefisk og smovse i den (jeg har en hellefiskfetich), få byens bedste massage (Thomas er stor fan af Daphne i Remarkable Body), tage til Tyskland på spaophold, tage en forlænget weekend til Alsace og vandre i bjergene med vinglas i hånden osv. uden at tænke på at spare. Øj, vi får en travl sommer i en almindelig bylejlighed, men med masser af fælles hygge og hygge med andre, så vi ikke mister hinanden og ikke føler os tvunget til at nyde den tagterrasse, som ville have kostet os små 500 kr. mere om dagen.
