Til San Pedro de Atacama

Midt i ørkenen efter Antofagasta lå nogle ruiner kaldet Pampa Unión, en forladt og ubeskyttet/ufredet mineby fra starten af 1900-tallet, så vidt jeg husker, hvor den befolkede mindst 2.000 mennesker, der arbejdede med at udvinde salpeter. Her er billeder derfra fra både ud- og hjemturen:

Træer! Et meget usædvanligt syn:

Næste (lille) by var Sierra Gorda, som heldigvis havde et par is:

Byen var ekstremt lille, men superhyggelig. Vi var der i den vildeste middagshede. Måske var det derfor, der var stort set mennesketomt i centrum (med en legeplads og et lille marked):

Disse røde pickuptrucks var så typisk chilensk i ørkenen:

På vej igen. Her med et tog i vejsiden:

Flere vindmøller:

Og ellers bare en lige vej:

MEGET lige:

Et kig ud ad sideruden, bare fordi:

Ankomsten til San Pedro var såååå fin:

Her ses den fine symmetriske vulkan Licancabur (som jeg havde læst den fascinerende roman “Inkaens fjerde mulighed” om hjemmefra) i baggrunden:

Udsigten til den anden side lidt senere:

Og nu nærmer vi os det karakteristiske flade stykke, hvor byen og de helt unikke landskabsseværdigheder ligger:

San Pedro er en meget speciel by. Sådan her ser et hotel ud (vores hotel, hvor vi boede 3 nætter):

Med pool, som vi dog aldrig var i, da den var for kold til os:

Vores hotelværelse:

Vores private areal uden for hotelværelset:

Her er hovedgaden i San Pedro:

Hovedgaden var i vores ende knap så turistet:

Her er nogle af de mindre gader:

..