Han kører ad de smalle stier, egentlig på vej hjem fra fodbold, men også bare lidt rundt for at fordrive tiden og nyde aftenen og farten, der virker højere, fordi der er så lidt plads på stierne og så mange skarpe sving. Hvis han er heldig, forskrækker han en ældre dame lidt og får et par gammeldags skældsord med på vejen. De tager ikke skade af at få lidt at snakke om i ældreklubben i morgen – han leverer gerne underholdning og grobund for forargelse.
Han kører forbi det sving, hvor han plejer at dreje for at komme hjem, kører ligeud i stedet, gider ikke hjem nu. Han kører forbi de små rækkehuse, hele vejen langs dem, kigger ind ad ruderne og ser kvinder stå i køkkenet og skylle af efter aftensmaden, unger, der skriger og ikke vil i seng, tændte fjernsyn, der sender et blåt lys helt ud til ham under gadelygterne. For enden, ved det sidste rækkehus, drejer han hovedet lidt mere. What? Fuck! Der var sgu en nøgen tøs derinde. Synet har prentet sig ind i hans hjerne, og han ser det for sig, selvom han for længst er forbi – han ser ikke en bevægelse, ikke en sekvens af handlinger, ikke en krop, der flytter sig, bare et stillbillede.
Han må tilbage, gasser op og får vendt knallerten på den smalle plads for enden, ryger lidt ud i græsset, er lige ved at miste balancen, hiver i sportstasken for at få den til at sidde ordentligt igen. Sætter kasketten bedre fast på hovedet. Når man går nøgen rundt i sit hjem uden at trække for, så er man sgu selv ude om det. Måske endda ude på noget. Vil hun ses? Er det det?
Hun går rundt i sit nye hjem, forsøger at føle sig hjemme. Rydder op efter aftensmaden og går ud på badeværelset for at tage et bad. Al den mados. Det er jo håbløst, når emhætten ikke virker! Det sætter sig i tøjet, i håret, alle steder. Hun kommer i tanke om vinduet, som hun åbnede, i køkkenet. Går ud og lukker det. Låser hoveddøren. Det lille enderækkehus er dejligt. Luksus for en studerende. Men der er lidt for mange vinduer, ikke til at holde styr på. Og der er en dør både til den ene og til den anden side: ud til forhaven, hvor en sti fører ud til havelågen, og ud til baghaven med den lille terrasse. Men hun skal ikke brokke sig. Bare lige vænne sig til lydene, lære at føle sig hjemme, selvom det allerede er et par uger siden, hun flyttede ind.
Badet gør godt. Hun tørrer sig og snor håndklædet om håret og går ud i køkkenet for at finde lidt chokolade. Noget forbifarende lys fanger hendes opmærksomhed. Hun kigger op, ser en knallert køre forbi, en ung mand stirrer direkte ind på hende. Nej, det er løgn! Det havde hun glemt. Ingen gardiner endnu. Pinliiigt! Så står hun der helt nøgen. Åhr, altså. Men han så da i det mindste sød ud, det, hun kunne se af ham under kasketten og den røde hættetrøje. Men alligevel! Årh, nej.
Pludselig står han der, bag hende i køkkenet, mens hun stadig står med den ene hånd på skabet ind til chokoladen. Hun kan mærke det, fornemme det. Og pludselig kan hun også mærke det, fysisk. Hans hænder griber om hendes arme og trækker dem om på ryggen. Chok! Hun kan ikke sige et ord, halsen er snørret fuldstændig sammen. Hvor tit har hun ellers ikke forestillet sig en flugtplan, en strategi. Bare gør sådan og sådan. Primært: Skrig. Der er altid nogen, der kan høre en, og under alle omstændigheder vil han måske blive bange og fortryde sit forehavende. Men nu! Hun kan ingenting, er bare helt forstenet. Kun hjertet er der gang i – hun kan mærke det helt op i tindingerne. Det stikker i blodårerne og gør ondt for hvert pulsslag. Men så mærker hun efter om sine håndled. Hun er fri igen! Hun kan bevæge sine arme! Vender sig om. Han er væk! Er han helt væk? Hun er rædselsslagen. Men tør heller ikke gå ud af huset, tør ikke tjekke hele huset. Tør ingenting.
Hun vågner næste morgen, tidligt, meget tidligt. Solen er ikke stået op, men hun kan se klokken på mikrobølgeovnen. Hun har ondt i hele kroppen af at have sovet på det hårde køkkengulv. Hun kommer i tanke om fyren – ham, der greb hende bagfra. Åh nej. Med alt det mod, hun kan opbyde, tjekker hun huset, mens hun holder fingeren klar over ring op-knappen på mobiltelefonen med politiets nummer indtastet. Hun tjekker både underetagen med køkkenet, toilettet og den lille stue og den mindre overetage med skråvægge, hvor hun sover. Der er ingen – heller ikke i skabene, under sengen eller bag bruseforhænget. Skal hun ringe til politiet? Hvad skal hun sige? Der var en mand, men så forsvandt han. Gjorde han dig noget? Slog han dig? Nej. Hun har ingen blå mærker at fremvise. Men han var der. Det ved hun.
Næste aften tjekker hun alle døre og vinduer. Låser og lukker dem til, hiver i dem en ekstra gang. De giver sig ikke. Ingen ruder er itu eller mangler. Hvorfor skulle der også mangle en rude … Men man kan aldrig tjekke for grundigt. Hun går lejligheden minutiøst igennem. Vover at stikke armene ind i tøjskabet: skubber voldsomt til de hængende kjoler og skynder sig at trække armene til sig. Ingen gemmer sig blandt dem. All clear.
Hun lægger sig i sengen og lytter, kan ikke rigtig sove. Døser lidt hen, men vågner så med et sæt. Var det en lyd? Pludselig er han der. Han er over hende, vender hendes hoved og kysser hende hårdt. Hun prøver uden held at trække hovedet tilbage, stirrer direkte på ham med vidt åbne øjne, men kan alligevel ikke rigtig se ham. Han lægger sig oven på hende, skubber natkjolen op og tager hende.
Hun vågner på køkkengulvet, igen øm i kroppen. Hvorfor vågner hun dér? Hvad sker der? Hvad skete der?
Senere samme dag tager hun i Silvan, køber nogle brædder og får slæbt dem hjem på cyklen. Hun bygger til oven på havelågen, får lavet et fort, så ingen kan se ind. Øverst banker hun nogle søm i, lange og rimelig robuste, men med små hoveder, så det nok skal gøre ondt, hvis man tager ved med hænderne øverst på den nu udbyggede havelåge og prøver at kravle over. Der skal ikke nogen ind! Hun sætter hængelåsen på og dobbelttjekker, at den er låst.
Alligevel er hun utryg. Kan han stadig kravle over? Kan han mon lirke låsen op? Kan han få hånden ind, og har han en nøgle, der passer? Arbejder han måske i Silvan og har tjekket, hvilken hængelås hun tog? Hun stoler ikke på sine sikringsforanstaltninger, så hun lægger en plan i stedet.
Om aftenen slukker hun så demonstrativt som muligt lyset i køkkenet, men lader det brænde ovenpå i soveværelset, lader, som om hun er deroppe. Men i virkeligheden gemmer hun sig nedenunder på badeværelset, for når han kommer ind og går ovenpå, hvor han tror, hun er, kan hun nå ud. Så kan hun nå at ringe til politiet, og de kan fange ham på fersk gerning.
Hun venter. Er han kommet? Hun kan ikke rigtig høre det. Hun kan ikke afgøre, hvilke lyde der er hvilke. Var det bare køleskabet? Var det bare gulvet, der gav sig, fordi hun skruede op for varmen tidligere på dagen? Det var ellers en del af planen, at hun skulle kunne høre det. Hun venter og venter, men kan jo heller ikke blive på badeværelset for evigt. Det her var ikke meningen. Hun lister ud. Skynder sig, hvis han nu rent faktisk er ovenpå allerede. Det lykkes hende at åbne fordøren næsten lydløst og komme ud i den lille forhave. Hun mærker den kolde, fugtige luft. Der er helt mørkt. Hun går hen mod lågen. Men så griber han hende pludselig. Han står lige foran hende, helt tæt på. Hans ansigt er to centimeter fra hendes.
Han nærmer sig enderækkehuset igen med lav fart på knallerten, nu fra den anden side. Håber, hun ikke har nået at flytte sig. Hvor er hun? Han stirrer allerede fra lang afstand, bander over hækken, der skærmer. Lige idet han er ud for den lave havelåge, når han at få et glimt af hende igen. Han bliver ved med at kigge, selvom han har passeret indgangen, hvor der er frit udsyn. Den forbandede hæk. Er der da ikke et hul i den, så han kan få et sidste glimt? Han roterer overkroppen bagud – indtil det pludselig giver et ryk, en ordentlig opbremsning på stedet, og han styrter. Fuck, fuck, fuck, det hul i asfalten! Hvorfor har kommunen ikke fået fikset det?! Han vidste det jo godt. Kender godt området og stierne. Han ømmer sig, prøver forgæves at komme op. Sportstasken er røget af, og hans ting flyder ud over det hele. Dér er hans deodorant. Øh, sokker dér. Og dér er hans sko. Han kan nå det meste fra sin horisontale position på asfalten. Men hvor er fodbolden? For fanden, hans nye fodbold, som han tog med for at prøve den med de andre gutter. Den er væk. Han kommer op at stå, lader knallerten ligge, kigger sig omkring. Han må og skal finde den. Ser i retning af enderækkehuset. Hækken! Der er faktisk et hul i hækken nederst, og gennem det kan han se fodbolden. Åhr, mærkeligt! Hvad er chancen lige for det! Han kan vel lige krybe igennem og nå bolden.
Han går hen til hækken, dukker sig ned for at kravle igennem. Ahr, mand! Nu blev lyset slukket inde i køkkenet! Græsset på den anden side af hækken er helt mørklagt, og bolden ikke til at se. Men han ved, den er der. Han rejser sig op inden for hækken. Kan ikke se en skid. Kigger blindt rundt i det bælgravende mørke, strækker hænderne frem for ikke at få en stikkende gren i hovedet. Hvad er det? Han mærker hende, tager fat om hende på hofterne et øjeblik efter, forvirret, men hans arme får deres eget liv. Hendes krop svarer hans. Hun siger ikke noget, men læner sig ind til ham. Han kommer uvilkårligt til at kysse hende, og hun kysser igen, besvarer hans bevægelser med bløde læber og en blid tunge.
Hun vrister sig lidt fri, ryster hovedet og kommer til sig selv.
”Var det dig de andre gange? Hvordan gjorde du?” spørger hun.
”De andre gange? Mig? Hvad? Nej, jeg har først lige set dig nu her, for 5 minutter siden. Har aldrig set dig før.”
”Du kørte forbi, ikke? Kiggede, ikke?”
”Jo.”
”På den der knallert.”
”Ja. Undskyld.”
”Med kasketten og den røde hættetrøje?”
”Ja, den er ny.”
”Det var i forgårs!”
”Øh, nej, det var for 5 minutter siden. 10 maks.”
”Men … Men siden du kørte forbi, har jeg jo været ude at købe det ekstra træ, som jeg har sat på havelågen!”
”Hvad for noget træ?”
”De planker. Så man ikke kan se ind!”
Hun peger, og de kigger begge hen på havelågen, som ganske rigtigt er forlænget i toppen på en ret klodset måde og med søm øverst. De kan skelne sømmenes sorte, spidse silhuetter mod gadelygtens lysskær.
”Men … jeg har lige kigget ind. Dér! For 5 minutter siden, 10 minutter, arh, nu 15 minutter siden! Har du … Har du lige sat det op? Det kunne du da ikke nå!”
Hun ryster på hovedet, er forvirret. Det snurrer i benene og summer i hovedet, og hun bliver underlig ligeglad. Der er noget galt, men det er, som om det er lige meget. Det har været nogle mærkelige dage, og hun trænger til at give slip. Hun læner sig længere over mod ham, lader sig nærmest falde. Hun mærker hans hænder, der griber hende, så trygt og sikkert. Hun giver efter, hjernen lettere modstræbende, men kroppen uden tvivl. Det nytter ikke at tænke.