Vinteren 2015/2016

dreamstimefree_198392 kopi2I sommeren 2015 fik vi en del spørgsmål a la:

“Skal I afsted igen til vinter?”
“Det dér med at rejse, er det noget, I vil blive ved med fast?”

Vi vidste det ikke, fordi: 1) Hvis vi skal være til stede i Aarhus og nyde vores liv dér om sommeren, dur det ikke, at vi drømmer om vores vinterdestination, leder efter bolig i timevis og googler ting at se i fremmede lande. 2) Vi har to firmaer, som skal passes, så alle rejseplaner kommer i anden række.

“Men hvordan kan I så nå at planlægge den perfekte tur?”

Det kan vi heller ikke. Mange valg er baseret på helt spinkle grundlag. F.eks. så Panama umiddelbart ud til at have det bedste klima efter vores smag, tidszonen passede, og kriminaliteten var lav – og så blev det Panama. Det skal nok blive en oplevelse, uanset hvor vi tager hen, og hvor lidt vi forbereder os.

Denne gang overvejede vi USA, Spanien og De Forenede Arabiske Emirater, men fik så lyst til at være hjemme til jul og nytår, og Thomas ville gerne på skiferie. Derfor er det ikke endt med én destination, men et sammensurium:

· 6 uger i Thailand (som så blev til 4 uger i Thailand og 2 uger i Vietnam, da vi havde glemt at søge visum)

· Danmark til jul og nytår + 2-3 uger i januar

· 1 uges skiferie i Frankrig (Thomas) og 2 ugers tur til Sri Lanka (Anette)

· 3 måneder i Chile