I denne weekend var vi i Bangkok. Det var faktisk et glædeligt gensyn med byen, som vi ellers ikke var vildt begejstrede for sidst. Det var skønt med storbystemningen og mylderet af liv og dét, at man kan finde alt, hvad man har brug for, inden for en radius af få hundrede meter – en stærk kontrast vores lille badeby, Cha-am (med ca. 50.000 indbyggere), med dens faste ugentlige rutiner og mønstre.
Thomas fik mindelser om sin elskede blå blikbolig på Møllevangs Allé og følte sig virkelig hjemme her. 😉
Jeg holdt knappen inde og tog en hel stribe billeder af ham, men har valgt det ene ud, hvor han ikke giver fotografen fuckfingeren, fordi hun drillede ham lidt for meget …
Lige inden vi fløj til Thailand i sin tid, besøgte vi restauranten Kiin Kiin i København, som laver en spændende fusion af nordisk og thailandsk mad til én michelinstjerne. Nu ville vi prøve søsterrestauranten Sra Bua i Bangkok. Flere af retterne var identiske med dem i København, men ikke så flot udført, vinpræsentationerne var elendige (bare “Wine from the France, from 2011”), og vi savnede de beskrivelser af maden og idéen bag, som vi fik i København. Til gengæld var stemningen, indretningen og de sofapladser, vi fik, fantastiske, og vi blev enige om, at det virkelig er komplekst, hvad der skaber en god restaurantsoplevelse. Måske er det lige så vigtigt med en god mundtlig præsentation af maden, som hvordan maden egentlig smager. Historier og skabelse af mening er bare vigtigt for os mennesker.
Friturestegte hele minirejer, gulerodspuré og kammuslinger – stegt så perfekt, at de fik skubbet til Thomas’ opfattelse af kammuslinger som hypede, smagsløse skaldyrsklumper: “Ah, nu forstår jeg, hvad folk ser i kammuslinger,” udbrød han efter første bid.