Vores sidste uge i Thailand tilbragte vi oppe nordpå. I Chiang Mai boede vi fra lørdag aften til fredag morgen på et hyggeligt guesthouse lige ned til floden Ping:
Der var masser af arbejdsborde i det fri, og kombineret med vores 10 meter lange ledning var det perfekt:
Thomas havde lidt tid til at se byen, få massage og blive klippet – en ganske forfærdelig thaistyle-klipning, som jeg desværre ikke fik noget billede af, før den blev rettet op hos en anden frisør. Imens fik jeg serveret den ene kande lækker jasminte efter den anden – så var jeg kørende og arbejdede løs med hyggelig flodudsigt:
Her er Chiang Mai: Det gamle centrum, som er firkanten i midten, er omkranset af kanaler og veje i rette vinkler, mod sydvest ligger lufthavnen, og så er der ellers forstæder hele vejen rundt – i alt en rigtig stor by:
Chiang Mai har ry for at være en meget kulturel by og er derfor et must for mange, der vil se “det rigtige Thailand”. Der er nok lidt for mange, der har hørt det rygte, for det viste sig sandelig at være en turistby! Hver anden, man møder på gaden i den indre by, er vesterlænding, og der er tuktukker overalt.
Turisterne her er dog markant anderledes end i vores sydlige badeturistby Hua Hin. I Hua Hin er vesterlændingene mænd eller par over 50 – eller 30-årige mænd, der er hammerlamme og ude af stand til at få hende pigen med hjem, som de har købt. I Chiang Mai er folk mellem 20 og 28 år, på rygsæk- eller anden ungdomsrejse og aktiv frem for solbadende og øldrikkende. På hvert gadehjørne ligger der derfor en butik, der arrangerer eksotiske og unikke trekkingture ud i junglen til steder med oprindelige landsbyer med ægte fattige, landlige thaier, der laver kunsthåndværk, som man helst skal synes er pænt og købe noget af. I mange brochurer står der “100 % garanti for ikke at møde andre turister”. Yes, yes, meget unikt og oprindeligt.