Mange dyr er farvestrålende, flotte og fascinerende her i Panama – og så har vi ikke engang været ude i naturen, men kun været i bebyggede områder! Her er en lille, turkis frø på 3 cm:
Her er et par blå fugle, der spiser vores plantains (madbananer):
Og her sidder en gulmavet fugl i toppen af en papajapalme:
De gulmavede fugle elsker pools og kommer forbi flere gange dagligt, styrtdykker ned til vandoverfladen og sluger lidt vand i farten eller vasker maven, eller hvad det er, de gør:
Efter at vi er flyttet, nyder vi at have kolibrier flyvende omkring os og helt tæt på os – som sommerfugle i en god sæson i Danmark. De er bittesmå, flyver som insekter eller lynhurtige minihelikoptere og skinner metalgrønt i fjerene. Det ser fedt ud, når de står stille i luften, men selvom de nogle gange kun er en armslængde væk fra os, er de så hurtige, at de er svære at nå at forevige. Så snart man bevæger sig, er de pist væk. Her er det lykkedes at fange en i skyggen under halvtaget 2 meter væk:
Vi har en lang historik med “grønlinger” – som vi kalder nogle leguanlignende øgler, fordi de nok i hvert fald ikke hedder leguaner – og vi har lært dem lidt at kende. De er meget sky og yderst observante, så man kommer sjældent tæt på dem. Man kan sagtens indlede en kiggekrig med en grønling i håb om, at den glemmer, at man er der, men den vinder altid. Grønlingers tålmodighed overgår langt min, selvom jeg kan være ret så stædig. Så det ender altid med, at jeg bevæger mig først.
Da vi boede i det første, store hus, larmede de nogle gange helt vildt på taget. Her sidder en meterlang én øverst på tagryggen:
En anden dag prøver jeg at bortjage, hvad det end er, der i en halv times tid støjende har slæbt med fødderne i vores tagrende – hovedet af en grønling stikker op:
En grønling på vej op ad palme”stigen”, så den kan komme videre i det grønne:
En lille grønling på det udslukte poolvandvandfald:
En dag var en hoppet i poolen. Det viser sig, at de er udmærkede svømmere:
Umiddelbart var den bare ikke lige så god til at finde op af poolen igen:
Lige indtil den opdagede et lille smuthul at kravle op igennem ved filteret:
Her er Thomas på magisk vis kommet ind på 5 meters afstand af en meget grøn grønling:
Derudover ser vi indimellem papegøjer flyve parvist, mens de skriger lidt. Da jeg så dem første gang, var min første tanke næsten, at de måtte være sluppet løs et sted fra – tænk, at de findes i naturen! Men selvfølgelig gør de det et eller andet sted i verden, og det viste sig at være her. Desværre kommer de ikke ned i billedtagningshøjde.
Nogle, der heller ikke kommer ned til os, men hele tiden svæver over os, er en eller anden form for rovfugl. De våger over hele Panama og er næsten altid at se et eller andet sted på himlen.
Derudover har vi set et par døde små slanger i vejkanten, sorte gribbe, fugle med helt røde maver og nogle underlige store, hvide fugle, der stod og skumlede på en mark med “skuldrene” trukket op: