Første turistattraktion: Wat Pho

I templet Wat Pho ligger den 15 meter høje og 43 meter lange guldbelagte buddha:

Den var ganske rigtigt meget stor og også fuld af guld – og tiltrak et væld af turister til tempelområdet.

Noget af alt guldet var faktisk meget flot, men jeg håber ikke, at det var Bangkoks seværdighed nr. 1:

Ud over den store liggende buddha var der hundredvis af de ens buddhaer, der er herunder. Den første i rækken var renset af for guld og var ved at blive malet på ny og få sat nye glasmosaikker på forneden – tilsyneladende et evigt projekt, for der var flere, der var lidt slidte.

 

Ud over Wat Pho gik vi forbi kongens palads, forsvarsministeriet og andre officielle bygninger, og vi så den store flod, der snor sig gennem Bangkok, ved navn Chao Phraya. Ingen af delene var særlig imponerende. Det er mit første indtryk, at Bangkok er meget flad og relativt ensartet. Der er ingen høje specielle bygninger, kun lave bygninger eller høje, almindelige hoteller, og den store park, vi gik forbi i dag, er faktisk ikke en park, men bare en meget stor græsplæne, der ikke indbyder til noget. Her er dejlig varmt, beskidt samt fuld af trafik, elledninger i hovedhøjde og opbrudte fortove, og her vrimler med restauranter, gadekøkkener, massagepiger og utrolig venlige thaier. I metroen kaldte kontrollanterne på os fra afstand, ikke for at tjekke os eller vores billet, men for at låse en særlig låge op, så vi lettere kunne komme igennem med vores brede kufferter. Og vagten ved vores hotel lyser hver gang op i det største smil og bukker lidt, mens han lystigt siger “Kop kun ka” (ja, sådan lyder det, selvom han burde sige “Kop kun crab”, når han er en mand). Generelt er der altid 3 thaier, hvor jeg ville forvente én dansker: På restauranterne står der 3 servitricer og bare venter på noget at lave, og der er også gerne 3, når der skal holdes vagt et sted. Et ganske lille vejarbejde havde i dag 10-12 beskæftigede, og i massagebutikkerne sidder der 8 piger udenfor i helt ens tøj (rødt i den ene butik, grønt i den anden) og bare venter. Det er noget andet end i Danmark, hvor vi sender folk hjem, hvis der ikke er noget at lave, og for øvrigt kun ansætter et minimum – og måske helst lige én for lidt.