På vores køretur om lørdagen var vi forbi landsbyen Dolega 2 gange, fordi der skulle være karneval dér, og det var der ifølge de få tilstedeværende også. Men der var kun en masse opstillede boder – ingen festende mennesker eller kostumer. Så noget var galt.
Om tirsdagen, som var panamansk helligdag, vendte vi tilbage for at tjekke status. Nu var det straks bedre: Der var et mylder af folk i den lille landsby og mad og drikkevarer i alle boderne på hovedgaden.
Vi fandt centrum for løjerne og betalte 10 dollars i entré. Min hårklemme blev inddraget af security og lagt i en kurv sammen med de foregående 200 kvinders hårspænder, parfumer, læbestifte og lignende. Meget mystisk, men et offer, der var værd at give. Nu var vi nemlig lukket ind – ikke til kostumer, salsa og traditioner, men til en vandudgave af Grøn Koncert med et overtal af unge mennesker.
De voksne søger ly i skyggen:
Her på dansegulvet hygger de unge sig til høj teknomusik, mens 3 konstante vandstråler i brandslangetykkelse afkøler dem og gør alt pladdervådt:
Vandet stammer fra store tankbiler som denne:
Og her har børnene det sjovt – endelig må man helt lovligt komme stormende og oversprøjte de voksne:
Selv ikke i ølteltet er der helle:
Efter at have tøffet rundt og inspiceret sagerne og konstateret, at der ikke skete noget som helst andet end mild druk og vandsprøjtning, gik vi ombord i øllene:
Vi testede flere af deres øl – endda deres øl med manzana. Æble er meget populært her i Panama. F.eks. serverer McDonald’s isen Sundae Manzana; også håndsæbe og luftfriskerspray fås i æbleudgaver.
Senere forsøgte vi at bestille en Smirnoff Ice, men måtte sige det 3-4 gange, før der gik en prås op for bartenderen: “Ah, Mirnoff Ice.” Ja, tro det eller ej: Sidste år var vi i Thailand, hvor s’er til sidst i ord ikke findes. Den klassiske replik dér er “No eye”, når man ikke vil have is i sin cola. Her i Panama taler de spansk, men i en udgave, hvor halvdelen af s’erne mangler. Tallet 3 (“tres” på spansk) udtales “tre” her, hilsnen “Buenos dias” hedder ofte “Buena dia”, den Metro-agtige butik, som vi længe har hørt omtalt som “Price Mart”, hedder faktisk Price Smart, kan vi se på Google Maps, og Smirnoff bliver jo så til … Mirnoff. Det er også lettere at sige, når man er fuld:
Ved 17-tiden panamansk tid stoppede musikken pludselig, de store vandvogne indstillede deres vandspyning, og folk valfartede mod udgangen. Det var dét karneval.
Vi besluttede at gå hjemad til fods, eftersom et par tusind mennesker skulle hjem med busser og taxaer på en gang – og der var jo kun 14 km til David. På vejen kom vi forbi en flod, hvor folk rent faktisk badede og hyggede sig med mad, præcis som jeg har savnet at se folk gøre, når der er vand i nærheden:
Vores gåtur blev kun 8 km lang. Så var mine flipflopfødder smadrede, og det panamanske nattemørke sat ind, og vi kunne lige klemme os stående ind i den minibus, der kom forbi efter lidt ventetid.
Fik jeg for øvrigt sagt, at Grøn Koncert-plænen tilhørte kirken?
Da vi kom hjem, prøvede vi at finde ud af, hvad karneval og fastelavn egentlig er. Det er lidt svært at blive klog på, om det er én og samme ting, eller om det tværtimod har ophav i mange forskellige traditioner, men begge ligger i hvert fald lige før den kristne faste – som vi jo allesammen kender til (fordi kristendommen ligefrem er statsreligion i Danmark) … Nå, men på religion.dk kan man læse dette:
“Den Ortodokse Kirkes fasteforskrifter er omfattende. Kirkeåret indeholder to lange fasteperioder på hver 40 dage, julefasten og påskefasten, og to kortere perioder, den såkaldte apostelfaste op til højtiden for Peter og Paulus den 29. juni samt Gudsmoderfasten, de sidste to uger inden højtiden for Gudsmoders hensoven den 15. august. Derudover er de fleste onsdage og fredage året igennem fastedage.“
Det var åbenbart Gud, der opfandt 5:2-kuren – onsdag og fredag, sådan!
Kilde: www.religion.dk/fra-bloggen/faste-er-en-kristen-skik