Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi enten ville bo i centrum (lidt crowdet, alt lige om hjørnet, lidt snusket, ikke så meget overblik) eller i kvarteret Las Condes (erhverv, moderne, brede fortove, lidt mennesketomt til tider). Vi så en enkelt lejlighed i centrum, som vi overvejede, men fravalgte. Til gengæld spurgte vi ejerne, kæresterne Benjamin og Diana, om vi ikke måtte invitere dem ud at spise, for de var virkelig søde. De gik fra hinanden, men vi sås nogle gange med Diana og har også skrevet med hende siden. Hun er bare så sød og forklarede mig bl.a. om de utrolig mange trin, der er fra interesse i hinanden til at blive gift i Chile. Jeg kan ikke huske alle trinene nu, men først ses man bare, og det forventes, at man også ser andre. Et par trin senere kan man spørge, om den ene spørge den anden: “Skal vi pololo?” Hvis man er hinandens pololo/polola (hankøn/hunkøn), så er man det, vi kalder kærester. Begrebet er særligt chilensk – og betyder noget helt andet i Argentina, nemlig ‘knalde’. Her er Diana i hendes udlejningsejendom:
Her er billeder af centrum set fra Santa Lucia-højen (et turistet sted, hvor jeg vistnok blev narret – jeg valgte at støtte et eller andet undervisningsprojekt, som en mand stoppede os og bad om penge til, men set i bakspejlet var han vist ikke ligefrem den studerende type, og hans flyer var måske ikke helt ægte):
I centrum var der en billig indkøbsmulighed i form af en kæmpe marked:
Den slags charme var der på ingen måde i det velordnede Las Condes. Her er billeder fra vores første gåtur i Las Condes:
På vores gåtur kom vi forbi Parque Arauco, som vi senere skulle komme til at kende så godt, fordi vi endte med at bo meget tæt på:
Her er vores lokale mall, hvor vi endte med at opholde os rigtig meget (biograf, restauranter, sportsbutikker, supermarked m.m.):
Mallet var meget moderne, bl.a. med sundhed i form af en salatautomat (som dog krævede et chilensk kreditkort) og små aflåselige skabe til opladning af mobiltelefoner.
I vores kvarter var der brede veje og god udsigt mellem tingene. Jeg var bl.a. meget fascineret af, at man altid kunne se bjerge:
Og her er militærskolen, hvis arealer vi gik forbi, når vi gik den 5-6 kilometer lange tur fra vores hjem ind til centrum:
