Vi fik ikke tilnærmelsesvis set hele Singapore, men vores indtryk af centrum er: moderne storby med mange høje bygninger og brede veje med heftig trafik og røde forgængermænd i overtal. Vi ledte forgæves efter noget, der kunne minde om Aarhus’ gågade eller åområde. Trafiksituationen opvejes en lille smule af, at der er meget grønt – træer og buske overalt.
I syd er det mest moderne Singapore med fantastisk arkitektur og et væld af underholdning til de mange turister. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk et hotel, nemlig Marina Bay Sands, som ligner et skib, der bliver båret af tre søjler:
Et andet vartegn for byen er Singapore Flyer – et kæmpe pariserhjul, som tager 30 minutter om en omdrejning:
Den sjove “blomst” til venstre her er et museum, og i baggrunden ses finansdistriktet:
Singapore forstår sig på linjer:
En af Singapores mest populære attraktioner er 2 kupler med planter indeni. Vi undrer os over, at kuplerne har så bred appel, for de er ikke et lukket økosystem eller andet interessant – bare mange grønne planter (nogle med blomster) i store kupler. Måske er vi forvænt i Danmark, fordi den gennemsnitlige husejer faktisk har en ret så imponerende have set med verdensbriller på, og en dansk planteskole kan være lige så imponerende at gå rundt i som Singapores “domes”:
Området ved Raffles Place er måske det hyggeligste i Singapore. Her kan man sidde og nyde udsigten ud over floden:
Byen er smuk om aftenen: