Bjergene nær vulkanen Volcán Barú
I påsken kørte vi lidt længere op i bjergene omkring Panamas højeste bjerg, vulkanen Volcán Barú på 3.474 meter. Fra toppen af vulkanen kan man i godt vejr se Stillehavet og Det Caribiske Hav på én gang, og vi overvejede en guidet 5-6-timers vandring derop (og samme tid ned), men manglede alt udstyr til decideret bjergvandring i frostgrader, så vi nøjedes med at køre for vulkanens fod i ca. 1.000 meters højde. Her er bløde bakker med græsmarker til køer – i bedste hobbitlandskabsstil:
Landlig idyl:
Ingen jord er for skrå til at blive dyrket, så markerne går op ad bjergene som vinmarker i Alsace:
En løsgående tyr har indtaget busskuret:
Landsbyen Cerro Punta lever af landbrug, og overalt reklamerer maling på husmurene med: jordbær med fløde! Så kan man lige holde ind i vejsiden og få sig en snack, som åbenbart slet ikke er så dansk.
Vi havde læst om en god restaurant nær Cerro Punta på TripAdvisor. Den havde egentlig lukket om mandagen, men hvis vi bare lige ringede, en time inden vi kom, kunne de da sagtens starte køkkenet op for vores skyld. Her er den hyggelige restaurant:
Og her er restaurantens idylliske have:
Vi fik hjemmelavet frisk passionsfrugt- og ananasjuice, løgsuppe, hummus, dumplings, lækre tykke bøffer (hvilket ellers er en umulighed i Panama, hvor bøfkød som regel skæres ud i kun 1 cm’s tykkelse) og lun æbletærte:
Denne mandag var vi forudseende og bestilte sushi for to til den kommende fredag – vores næstsidste dag i Panama – hvor vi så lejede en bil igen og kørte de 70 km x 2 udelukkende for at få sushi. Det var det værd:
Der er ingen, der siger, at man ikke kan få en lille bøf til dessert efter sushien:
Der er virkelig lækkert og smukt i de panamanske bjerge – men der er faktisk for koldt til at sidde ude og spise, selv med lange bukser og trøje på. Igen undrede vi os over et land, hvor klimaet kan skifte fra udpræget tropisk (34 grader og fugtigt) til tempereret (18 grader med kølig vind) efter bare en times køretur – det føles lidt skizofrent.
