Typisk thai 16: firben og myg
Vi kalder dem firben, men det er måske ikke den rigtige betegnelse. En form for øgler er de i hvert fald, disse små gråbrune væsner, der kommer frem og kravler rundt på murene, når det bliver mørkt:
De siger lyde, som minder om en dansk solsort, der skræpper og skælder ud, fordi en anden er kommet ind på dens territorie, men det er en hyggelig lyd. Vi kan rigtig godt lide de små øgler, også selvom de kommer indendørs nogle gange, for de spiser myg og gør ingen fortræd. Tværtimod er de god underholdning, når det pludselig siger klask, fordi et eksemplar pludselig blev dovent i fødderne og ikke kunne holde sig fast i loftet mere og faldt de 2,5 meter ned på jorden – tilsyneladende uden at slå sig. Det er også sjovt at se, hvordan de lister sig ind på en myg og pludselig hapser ud og spiser den. Myg, laserlys, same same for en øgle, som vi kunne drille med Thomas’ infrarøde termometers laserstråle:
Firbenenes byttedyr myggene var vores store fjende i starten. Vi fik myggestik overalt, 10-15 bare på et enkelt ben, og de stak, selvom vi brugte myggespray. Ud over myggene var der især i starten også en hel del pseudomyg – et fænomen, der observeres ved, at man tydeligt kan mærke en myg stikke f.eks. på sin arm. Men i stedet for at vifte den væk i blinde kigger man lige først og ser – ingenting! Fordi man er så myggeopmærksom, mærker man altså cirka dobbelt så mange myg, som der i virkeligheden er.
Det mærkelige er, at myggene med tiden har mistet interessen for os. Jeg kunne sidde på vores yndlingsrestaurant midt ude i rismarken, mens mørket faldt på, helt uden myggespray og skulle bare lige vifte en enkelt myg væk hvert 5. minut. Måske har vi sprayet os så meget med giftstoffet DEET og siddet så meget i myggespiralernes røgsøjler, at lugtene har sat sig permanent i vores hud. I starten undrede vi os over, at thaipigernes slanke ben, som de viser frem hele tiden i deres korte shorts, var helt myggestikfri. Men der skal åbenbart ikke mere end et halvt år til, før man bliver helt thai rent myggemæssigt.