Phetchaburi
I weekenden udnyttede vi vores skønne bil og kørte nordpå ad hovedvejen mod Bangkok, mens solen var på vej ned i vest:
Turen gik til vores provins’ hovedstad, Phetchaburi (under 30.000 indbyggere). Vi parkerede et tilfældigt sted i nærheden af restaurant nr. 1 på TripAdvisor og steg ud midt blandt … en masse aber:
Her er det ikke fugle, der sidder i elledningerne:
Maden på restauranten Swizz Palazzo var så lækker, at jeg helt glemte at tage billeder af den: 4 slags skinke fra Schweiz med kapersbær til, en spændende gulerods-ingefær-suppe, de bedste hvidløgsbrød, pasta med hvidløg, bacon og tomat og pasta med en pesto af ramsløg – plus 2 desserter med hjemmelavede iskugler (frit valg af smagsvarianter), marengs og flødeskum. Dertil 2 glas af husets dejlige, bløde chardonnay, en drik bestående af en kugle kiwiis puttet ned i danskvand og 2 glas af deres hjemmelavede iste, ikke for sød og med et strejf af ingefær – perfekt. Alt smagte fantastisk, og den schweiziske ejer var supersød og fortalte glad om sin mad. I alt 275 kr. – et rent fund!
Efter maden gik vi en aftentur rundt i Phetchaburi. En fantastisk by, som har lidt storbystemning som Bangkok, men på den rene, rolige måde. Floden, der løber gennem byen, giver hygge og ro frem for beskidt og hektisk stemning som i Bangkok. Hvis Phetchaburi havde ligget ud til havet, ville vi fint have kunnet bo i den.