Snyd

Den eneste dag, hvor vi var helt inde i centrum af Ho Chi Minh-Byen, inde ved turistattraktionerne, blev vi tiltalt af en mand, der gik og bar nogle ting på en stang. Vi svarede og smilede høfligt, og han spurgte så, om vi ikke ville prøve at bære hans løftestang. Øh, jo, det kunne da være meget sjovt:

Vi spurgte, hvad det var det var, han solgte, men han svarede ikke rigtig. I stedet viste han os det ved at hakke to kokosnødde-“midter” åbne og sætte sugerør i, og pludselig skyldte vi ham 300.000 dong for de to kokosnødder, vi lige havde købt. Øh, okay?!

Alting gik lidt stærkt, og inden vi helt havde regnet ud, at 300.000 dong faktisk var 90 kr., var det hele overstået. Han smuttede, så snart han havde fået pengene. Vi følte os godt dumme, men fik oplevelsen vendt til, at vi bare grinte af os selv – og tog et par slurke kokosnøddevand, inden vi smed dem ud:

Der er ingen grund til at græde over spildt kokosnøddevand til 90 kr. Det er yderst sjældent, vi bliver snydt, måske fordi vi sjældent besøger de helt turistede steder. Vi får vist lige så tit rabat, som vi bliver snydt. I vores yndlingsfrokostrestaurant, Café & Toast, undrede vi os et par dage over, at prisen på vores standardmåltid var faldet. Den sidste dag, vi var der, faldt den igen, og det lykkedes medarbejderne at få forklaret os, at vi nu fik 10 procent rabat. De seneste par dage havde vi åbenbart uvidende fået 5 procent fastkunderabat, som nu steg til 10 %. Vi prøvede at forklare de søde ekspedienter, at det var vores sidste dag, ved at sige “Tomorrow no come”, “Fly home now” og den slags, men det lykkedes desværre ikke. Men det gik jo nok op for dem efter et par dage.

Både i Thailand og i Panama blev vi advaret om, at der var særlige (højere) priser for turister, men vores oplevelser i den retning har været i småtingsafdelingen:

I Panama tog biludlejningsfirmaet 100 dollars for en bule under bilen og en lille ridse i lakken (blandt alle dem, der var i forvejen), som vi umuligt kunne have lavet. Men til gengæld snød de sig selv for det ekstragebyr, vi skulle betale for ikke at returnere bilen samme sted, som vi lejede den, så det blev en lille gevinst til os – som de altså var for irriterende til, at vi ærligt gjorde opmærksom på. Da vi købte cykler i Panama, fik vi rabat uden at spørge: Min blev sat ned fra 199 til 180 dollars, og Thomas’ noget tilsvarende, så vi i alt sparede alt det ekstratilbehør, vi tilkøbte (i omegnen af 50 dollars). I taxaerne gav vi lidt mere, f.eks. 3 dollars i stedet for 2,5, og hvis vi blev sat af i det fine kvarter, var det da også en anledning for taxamanden til at hæve prisen med 1 ekstra dollar.

Advarsler om, at man ikke skal gå med smykker, fordi de bliver flået af af fattige mennesker, kan vi ikke genkende i den virkelige verden.