Typisk vietnamesisk

Vi var kun 14 dage i Ho Chi Minh-Byen og så slet ikke resten af landet, så vi føler os ikke i stand til at kalde noget “typisk vietnamesisk” med sikkerhed. Vi har dog nogle bud, som må efterprøves ved en senere rejse til landet (internettet var dog for dårligt til, at vi kommer tilbage de næste 4-5 år, på trods af at vejret var perfekt (over 30 grader)):

Vatpinde: Der var vatpinde overalt, f.eks. flere pakker i den lejlighed, vi lejede. Til sammenligning var der kun én godt gemt rulle toiletpapir. I supermarkedet er der selvfølgelig hylder med vatpinde i alle størrelser, faconer og farver, og derudover hænger de som “snup mig lige-varer” andre steder, f.eks. her ved toiletpapiret:

Karaokee: Der reklameres for karaokee overalt i byen, og vores gademadsguider indrømmede, at de var vilde med karaokee.

Børnestole til voksne: De føromtalte små stole (se nederste billede i indlægget om gademad).

Navnet Nguyễn: Der gik ikke mere end en time, før vi bed mærke i navnet Nguyễn overalt i gadebilledet. Wikipedia er sød at give en forklaring: Ca. 40 procent af alle vietnamesere skønnes at hedde Nguyễn til efternavn (https://en.wikipedia.org/wiki/Nguyen).

Brudepar: Vi så brudepar overalt. Der var især mange i parker, hvor de fik taget fine billeder, mens dette par hang ud på gaden i byens centrum:

Plastiktæpper: Nogen grund til at sidde blødt? Næh, ikke hvis man er vietnameser. Langs floden sidder folk på nogle plastikreklamer og spiser og hygger sig:

Vi nåede ikke helt at afklare det, men fik indtryk af, at man lejer en dug af nogle gadesælgere, der også sælger drikkevarer og lidt mad. Det så nemlig ud til, at der kom nogle og fjernede madrester og ryddede op efter gæsterne, der bare efterlod dugene som her:

Mundbind og skåneærmer/lange handsker: Bruges nok mange steder i Asien, men bestemt også i Ho Chi Minh-Byen:

Gader med ens butikker: Måske er det ikke generelt for hele Vietnam, men det var i hvert fald tydeligt i Ho Chi Minh-Byen, at alle seafood-restauranter lå i én gade, alle rundsavssælgere i en anden gade, og alle ventilatorsælgere i en tredje gade. Tilsvarende med tæpper plus maling (en god kombi) og shampooholdere til badeværelser. Vi tænkte først, at det måtte være en form for karteldannelse, når en hel gade solgte det samme, men vores gademadsguider fortalte os, at forklaringen var en anden:

Når én i byen fik succes med f.eks. at sælge bildæk, så bemærkede naboen det og begyndte også at sælge bildæk, simpelthen bare for at få del i den gode forretning. Når naboens naboer tænker ligesådan, opstår der hurtigt hele gader, der kun sælger én vare. Det løber åbenbart rundt – måske fordi hele byen jo så ved, hvor de skal lede efter bildæk.