Åh, det smukke landskab – jeg kan ikke få nok! Jeg elsker især disse fascinerende farveskift mellem lys og mørk:
Nogle steder var der skrevet noget i ørkensandet i vejkanten. F.eks. står der her “Karen, tu me gustas” – og det står der højst sandsynligt endnu her 2 år efter, for der er ikke meget til at ændre på det (meget få dyr, ingen mennesker, stort set intet nedbør – kun lidt vind):
Man skal sørge for at regne sit benzinforbrug godt efter, for der er langt mellem benzinstationerne i ørkenen. Her er en særlig mindeværdig en, hvor jeg tøffede rundt og tog en masse billeder, mens Thomas snakkede i telefon med Sune:
Vi var ikke ligefrem en normal type kunder i restauranten. Jeg kan huske, jeg var helt nervøs, fordi jeg følte mig så anderledes:
Toilettet var et sted heromme bagved og var det mest uhumske, jeg længe havde set. Der var desværre ikke noget sæbe, og dørene kunne ikke lukkes helt (og da slet ikke låses).
Hvem bor i huset herunder? Måske restaurantindehaveren? Det må det næsten være, for ellers havde hun et par hundrede kilometer til arbejde hver dag …
Lastbiler var stort set de eneste på “parkeringspladsen” – sjovt nok, for det samme gjaldt jo den nord-syd-gående eneste vej, Rute 5, også kendt som Carretera Panamericana (Pan-American Highway på engelsk – som vi også kørte på, da vi var i Panama):
Jeg sneg mig om bag rastepladsen, hvor der ikke rigtig var noget, andet end lidt skrald og helt færdige møbler og biler:
En brugt bil og en vej ud i intetheden:
Efter en portion mad kørte vi videre igen på hovedvejen, hvis sideveje ser således ud:
De fører alle ind til miner (hvad skulle de ellers føre ind til?), men langtfra alle er skiltet, som denne er (“Mina Tropezon”):
Vindmøller i sigte:
Ud over lastbiler kører der også busser på vejen. Her er en ved et busstoppested i ødemarken, hvor en dansker ikke umiddelbart har lyst til at blive sat af – men det passer åbenbart nogle chilenere:
Ud over skrift i sandet var der også nogle gravpladser i vejsiden som her:
Og så var der søde minitornadoer/vinddjævle:
Her er en vinddjævel i forgrunden og et bjerg, der stikker op fra den ellers plane overflade i baggrunden:
Her er en stakkels bil, der ikke kan mere:
Og her er et “overskåret bjerg”, som vi så mange af og undrede os meget over, men vi opdagede senere, at de er menneskeskabte og også forekommer i udgaver med flere lag oven på hinanden. Det må have noget med udgravning af råmaterialer at gøre:
En anden vejsideting var højspændingsmaster, som var ved at blive stillet op (de små ting midt i billedet er et hold arbejdere):
75 km syd på Antofagasta kom vi til Mano del desierto, “Hånden i Ørkenen” – et 11 meter højt kunstværk, hvis parkeringsplads ser således ud med vores bil på:
Heeeelt alene:
Her er hånden:
På vej igen – og endnu en mast, der er ved at blive samlet:
Det var ikke til at være i tvivl, da Antofagasta dukkede op i det fjerne. Midt i ørkenen dukkede industribygninger og skorstensrøg op:
Det var ligesom den indre side af byen. Vi kørte over nogle bjerge …
… og kom så ud til kystdelen af byen:
Her er vores hotel:
Det lå over for disse historiske ruiner, som vi dog aldrig kom ind at se:
Vi var nu efterhånden kommet så langt nordpå, at det gav mening at bade i havet:
Der var i det hele taget en fantastisk stemning i byen:
McDonald’s havde selvfølgelig en særlig isudgave uden for hovedrestauranten – vi er jo i Chile!
Vi tøffede rundt og nød det, indtil solen var ved at gå ned:
Så ville Haj på kasino:
Dagen efter hvilede hun sig, mens vi drak frokostvin på en vinrestaurant:
Vi besøgte et mall, her med en pige i skoleuniform:
Og her en allestedsnærværende pisco sour på en bar i mallet med lækre udendørspladser:
Vi købte noget varmere og mere anstændigt, men billigt tøj til mig i mallet, inden vi begav os hen til denne restaurant for at spise aftensmad:
Vi gik – pænt berusede – hele vejen hjem. Jeg kan huske, jeg havde hikke, og Thomas fik mig til at drikke vand med hovedet nedad, og vi købte et plaster (som vi ikke skulle bruge) af en mand for nogle småpenge. Bagsiden af denne ellers så idylliske by var nemlig en del fattige mennesker fra de nordligere lande, som småtiggede og gik rundt med deres ejendele i indkøbsvogne. Efter 2 overnatninger i Antofagasta kørte vi videre ind i ørkenen mod San Pedro de Atacama (nordøstpå).
Her er Antofagasta-billederne fra hjemturen (kun 1 overnatning på samme (lækre) hotel):
