Midt i ørkenen efter Antofagasta lå nogle ruiner kaldet Pampa Unión, en forladt og ubeskyttet/ufredet mineby fra starten af 1900-tallet, så vidt jeg husker, hvor den befolkede mindst 2.000 mennesker, der arbejdede med at udvinde salpeter. Her er billeder derfra fra både ud- og hjemturen:
Træer! Et meget usædvanligt syn:
Næste (lille) by var Sierra Gorda, som heldigvis havde et par is:
Byen var ekstremt lille, men superhyggelig. Vi var der i den vildeste middagshede. Måske var det derfor, der var stort set mennesketomt i centrum (med en legeplads og et lille marked):
Disse røde pickuptrucks var så typisk chilensk i ørkenen:
På vej igen. Her med et tog i vejsiden:
Flere vindmøller:
Og ellers bare en lige vej:
MEGET lige:
Et kig ud ad sideruden, bare fordi:
Ankomsten til San Pedro var såååå fin:
Her ses den fine symmetriske vulkan Licancabur (som jeg havde læst den fascinerende roman “Inkaens fjerde mulighed” om hjemmefra) i baggrunden:
Udsigten til den anden side lidt senere:
Og nu nærmer vi os det karakteristiske flade stykke, hvor byen og de helt unikke landskabsseværdigheder ligger:
San Pedro er en meget speciel by. Sådan her ser et hotel ud (vores hotel, hvor vi boede 3 nætter):
Med pool, som vi dog aldrig var i, da den var for kold til os:
Vores hotelværelse:
Vores private areal uden for hotelværelset:
Her er hovedgaden i San Pedro:
Hovedgaden var i vores ende knap så turistet:
Her er nogle af de mindre gader:
..