Det er svært at se sin egen kultur udefra, men hen imod slutningen af vores thailandsophold slog det os pludselig, hvordan vi nærmest pr. automatik holder hinanden i hånden, når vi går sammen på gaden. Det må se mærkeligt ud fra et thaisynspunkt, for sådan gør thaikærester ikke. En sjælden gang ser man nogle holde i hånd, men det kan lige så godt være 2 veninder eller mor og datter.
I løbet af vores halve år i Thailand tror jeg ikke, at vi en eneste gang har set nogen kysse hinanden – kun på film, hvor skuespillerne godt kan give hinanden mormorkys på kinden, når de virkelig er forelskede. Mon thaier ville kalde det typisk dansk at holde i hånd som kærestepar og at kysse hinanden farvel?