Noget af det, vi forbandt med Tokyo hjemmefra, var en masse lysskilte og en masse mennesker. Da vi skulle planlægge rejsen og satte Google Maps-manden ned på Street View-plan forskellige steder i byen, var det bare overhovedet ikke det syn, der mødte os. Det så meget forstadsagtigt og mennesketomt ud på alle stikprøvestederne.
Vi måtte simpelthen billedgoogle “Tokyo city center” for at finde ud af, hvor lysshowet og menneskene befandt sig. Vi konkluderede Shinjuku og fandt et hotel dér. 4 km længere sydpå ligger Shibuya, som er kendt for sin vilde fodgængerovergang, hvor alle biler i krydset holder for rødt på én gang for at lade fodgængere passere på tværs, eller i hvilken retning de nu vil gå. Her venter alle pænt:
Så er der blevet grønt for fodgængerne:
Det største fodgængerfelt i vores kvarter, Shinjuku, er næsten lige så fyldt:
Og sådan er det højst sandsynligt også en del andre steder i Tokyo, for byen har ikke bare ét centrum, men mange centrummer ved hver af de primære togstationer.