I Panama er flertallet af folk over 20 år overvægtige, især kvinderne, nok primært pga. et stort indtag af ris og mangel på motion. Man kører enten i bil, i taxa eller med bus – eller går, hvis man ikke skal så langt. Men der er nogle få, som motionerer. Især tager mange ud til lufthavnen og går på området dér. Malcolms ekskone Lilly tog mig med derud en dag. Det er et øde område med nogle semiødelagte asfaltveje, der danner en rute på et par kilometer, hvor man bl.a. kommer forbi narkohundene, der står spærret inde og gør.
Jeg savner virkelig noget natur – hvilket må lyde underligt i det område, der næst efter Sibirien må have mest natur og naturpark pr. indbygger. Problemet er bare, at den natur ikke er tilgængelig. Vi kan ikke komme ned til den brusende flod, der løber 500 meter fra vores hus, og når vi rammer udkanten af villaområderne, er der spærret af (med pigtråd, selvfølgelig), så man ikke kan komme ind på naturområderne. Jeg savner virkelig de danske skove og kystarealer med stier beregnet til mennesker.
Men i forgårs løb jeg en tur ud ad Boquetevej 2 (der går 2 veje mellem David og bjergbyen Boquete: én til Boquete og én fra Boquete, begge ensrettede det meste af vejen) og fandt lidt åbne vidder. Det bedste (læs: køligste) tidspunkt at løbe på er kl. 6.30 – panamatid, heldigvis. Dvs. kl. 12.30 dansk tid, så det passer perfekt til min krop, der synes, morgentræning er lige voldsomt nok. Så er der solopgang:
Den store vej går godt nok lige ved siden af, og man kan ikke komme ind på naturområdet, men fredfyldt ser det ud:
Når jeg løber rundt i vores villakvarter, er jeg lidt mærkelig, og der bliver dyttet en hel del. Det gør der nu også ude på hovedvejen, men der var trods alt andre motionister – i Panama vil det så sige kapgængere, 2 mænd i min side og 4 kvinder bag bilen i højre side:
Der er fart over feltet ovre hos pigerne (de 2 forreste løber ikke, som det måske ser ud til, men går bare så hurtigt, de kan):
