Thaierne vil meget gerne være hvide i huden, så det er ret svært at finde ansigtscreme, bodylotion, shower gel og solcreme uden “whitening”. Nogle thaier overdriver, så de går rundt med et tydeligt hvidt lag creme i ansigtet – svarende til de danskere, der bruger en lidt for mørk foundation eller glemmer at tone ud ned mod halsen.
Thaier elsker at være ved stranden, men ingen solbader. De holder sig inde i skyggen under et tæt tag af parasoller. Her i Cha-am, hvor der ikke er ret mange vestlige turister, er der kun et enkelt sted på den lange strand, der udlejer de for os så velkendte hvide, indstillelige plastikstrandsenge til solbadning.
Rigtig mange thaier elsker at bade og er ude i bølgerne i timevis, men stort set altid fuldt påklædt:
Hvis thaierne har et arbejde, der kræver, at de er ude, dækker de sig gerne helt til med tøj. Den søde fodbehandlingsdame her har ansigtet fri, men en del går faktisk rundt med elefanthuer, så man kun kan se øjnene. Som regel kan man alligevel godt se på deres øjne, at de smiler inde bagved.