Lige siden 2006 har jeg følt, jeg har arbejdet for meget.
På et tidspunkt opdagede jeg dog, at jeg faktisk kun arbejdede cirka halvt så mange timer om ugen, som jeg troede. Jeg arbejdede bare så ustruktureret, at det føltes som altid og lang tid. Men i virkeligheden holdt jeg lange pauser (uden dog at have besluttet, at det var en pause, og derfor uden at få gevinsten). Og selvom jeg ofte arbejdede om natten og i weekenden for at nå mine deadlines, holdt jeg bare også tit fri om dagen på hverdage. Det havde jeg jo fortjent, når jeg nu arbejdede hele natten/weekenden. Den pinlige indsigt om kun at arbejde på halv tid gjorde mig mere disciplineret.
Selvdisciplinen blev også skærpet, da Thomas lavede det, som jeg kalder filstyringssystemet, til mig. Før det var jeg på kontoret kendt som hende med de gammeldags, gulnede kartotekskort og en masse gule Post-it-sedler på bordet. Sådan holdt jeg styr på alle kunderne og teksternes længde, modtagelsesdato, leveringsdato, pris osv. Med filstyringssystemet blev data for de mere end 3.000 årlige tekster fra de i alt 300 kunder nu styret elektronisk i stedet for i hånden, hvilket gav en kæmpe tidsbesparelse og ikke mindst masser af data: Hvilke kunder tjente jeg meget på, og hvem skulle have sat priserne op? Hvornår på dagen var jeg selv mest effekt, og hvad distraherede mig? Den frigjorte tid bruger jeg på … ja, du gættede rigtigt: at arbejde (rette flere tekster). Det er selvfølgelig rigtig godt, for jo flere arbejdstimer der går med korrekturlæsning i stedet for administration, jo højere gennemsnitlig timeløn får jeg. Så jeg tjener altså flere penge, men jeg arbejder stadig lige så meget.
Med alle de tekster, der gerne vil rettes, har jeg siden 2009 forsøgt mig udi ansatte og freelancere i alle afskygninger. Men der har altid været noget galt: Det primære problem er, at alle mennesker kan finde én fejl, men ingen kan finde alle fejl – og det er nu engang det sidste, mine kunder betaler for. Hvis folk endelig er dygtige nok, skal de også være hurtige nok samt pædagogiske og kundemindede nok, og før jeg selv begyndte at rejse, skulle de også bo i Aarhus, da jeg mente, det var vigtigt at sidde sammen for at skabe et ensartet produkt. Min evige søgen efter en brugbar medarbejder har kostet mig mange hundrede tusind kroner og uendelig meget arbejdstid – ironisk nok i forsøget på at nedsætte min arbejdstid.