I den femte coachsession (i vores nye hus, nabohuset) kunne jeg mærke, at jeg var i mål. Ikke at hele planen er udført, og jeg er nede på en 20-timers arbejdsuge endnu, men jeg har lært vejen dertil, og jeg kan tage de sidste skridt selv … øhm, altså ikke helt selv – det er faktisk nødvendigt med støtte fra Thomas hele tiden, må jeg indrømme.
Jeg har lært at snakke med mig selv, så der er hul igennem indadtil, og jeg har metoden til en relativt hurtig forandring. Jeg ser lidt på det som intervalløb. Det var vildt hårdt, og jeg skulle virkelig heppes på for at sprinte hen til næste delmålstreg. Men det rykker også helt vildt. Disse coachsessioner har været helt anderledes end at gå til psykolog, selvom formålet er det samme: at få det bedre og at blive mere sig selv. Men ved min psykolog skal jeg ikke tænke selv eller anstrenge mig. Jeg bliver båret igennem det hele, får fortalt, hvordan verden er, og hvordan jeg selv er. Og det er så skønt, fordi det altid er rigtigt. Det føles som behagelig afslappende massage af psyken, hvor der bliver løsnet op, og jeg falder til ro i mig selv (også selvom der tit triller tårer). I forløbet hos coachen havde jeg derimod “bare” en træner og skulle gøre alt det hårde arbejde selv og tage alt ansvar selv, så det krævede – og kræver stadig – nogle voldsomme kraftanstrengelser, men giver til gengæld også et ordentligt ryk over kort tid.
Tusind tak for hjælpen, Anne Pernille!