I dagene den 29.-31. januar 2016 var jeg ude på mit livs længste flyvetur på i alt ca. 23.000 km (sammen med Tora og Anne til København, hvorfra Thomas tog over):
(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).
Vi skulle egentlig have været over Madrid, men en forsinkelse på kun 10 minutter fra København til London gjorde, at vi ikke kunne nå næste fly (sådan lærte vi, at man ikke skal vælge rejser med skiftetider på under 1½ time). Vi blev ombooket, hyggede os i en lounge i São Paulo i Brasilien og kom et halv døgn senere frem til Chiles hovedstad, Santiago.
Jeg var solgt med det samme efter at være steget ind i en taxa i lufthavnen. De bjerge! Herunder er et af de første billeder, jeg tog af bjergene. Det er taget helt inde i centrum af Santiago, og jeg var fascineret af, at man så tit mellem bygningerne kunne skimte bjergene, der ligger i en ring hele vejen rundt om byen (og også titter op inde midt i byen, faktisk). Så snart jeg så et bjerg, sagde jeg “Årh, se lige!” og knipsede løs.
Dengang kunne jeg jo ikke vide, at vi i løbet af de næste 3 måneder ville se langt vildere og flottere bjerge og køre, cykle og gå rundt på dem – eller at der på vores sidste dage her i Chile ville falde sne på bjergtoppene, så vi ville slutte med denne flotte udsigt fra vores altan:
Imellem de 2 bjergbilleder gemmer sig et hav af oplevelser, som jeg desværre ikke har nået at beskrive i realtid, for vi flyver hjem i morgen, men bedre sent end aldrig. Aquí vamos!