Fra Smilets By til ... en familie på 4!

  • Familie, 2. halvår 2020
  • Mikkel
  • Vinteren 2016/2017
    • Japan
    • Hele 2016/2017
  • Vinteren 2015/2016
    • Thailand
    • Vietnam
    • Sri Lanka
    • Chile
    • Hele 2015/2016
  • Vinteren 2014/2015
    • Panama
    • New York
    • Hele 2014/2015
  • Vinteren 2013/2014
    • Thailand
    • Singapore
    • Hele 2013/2014
  • Mikkels ord
  • Ønskesedler
    • Mikkels ønskeseddel
    • Tobias’ ønskeseddel
    • Thomas’ ønskeseddel
    • Anettes ønskeseddel
    • Fælles ønskeseddel
    • Hajs ønskeseddel

Rute

Til Japan

2. november 2016 af anetteoest

Chile er et uafsluttet kapitel her på bloggen. Jeg mangler alt derfra! Det propper jeg ind senere, når vinterdagene bliver lange og kolde hjemme i Danmark, for nu starter efterårets eventyr.

Egentlig ville vi gerne have været en måned i Japan, men vi havde svært ved at blive helt skudt i landet hjemmefra. Vi ville begge gerne se Japan, bl.a. for at opleve et rigt, højteknologisk asiatisk land og smage deres mad (læs: sushi!). Men da vi begyndte at undersøge, hvor i Japan vi skulle tage hen (fra Hokkaido-øen med skimuligheder i nord, over storbyerne Tokyo og Kyoto samt de engang udbombede Hiroshima og Nagasaki til den varme ø Okinawa i syd), kunne vi ikke finde en logik, der føltes rigtig – ikke mindst fordi prisniveauet er relativt højt (kun lidt billigere end i Danmark), så man skal virkelig ville det.

Valget endte med 9 dage kun i Tokyo, og så må vi komme tilbage, hvis det kalder på mere. Efter 3 dage i Tokyo kan jeg allerede godt forestille mig et gensyn engang.

skaermbillede-2016-11-02-kl-03-49-57

(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).

Udgivet i: 2016/2017, Japan 2016 Tagget: Rute

Chile – aquí vamos

28. april 2016 af anetteoest

I dagene den 29.-31. januar 2016 var jeg ude på mit livs længste flyvetur på i alt ca. 23.000 km (sammen med Tora og Anne til København, hvorfra Thomas tog over):

Kort over flytur fra Sri Lanka til Chile

(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).

Vi skulle egentlig have været over Madrid, men en forsinkelse på kun 10 minutter fra København til London gjorde, at vi ikke kunne nå næste fly (sådan lærte vi, at man ikke skal vælge rejser med skiftetider på under 1½ time). Vi blev ombooket, hyggede os i en lounge i São Paulo i Brasilien og kom et halv døgn senere frem til Chiles hovedstad, Santiago.

Jeg var solgt med det samme efter at være steget ind i en taxa i lufthavnen. De bjerge! Herunder er et af de første billeder, jeg tog af bjergene. Det er taget helt inde i centrum af Santiago, og jeg var fascineret af, at man så tit mellem bygningerne kunne skimte bjergene, der ligger i en ring hele vejen rundt om byen (og også titter op inde midt i byen, faktisk). Så snart jeg så et bjerg, sagde jeg “Årh, se lige!” og knipsede løs.

Gade med bjerge forenden

Dengang kunne jeg jo ikke vide, at vi i løbet af de næste 3 måneder ville se langt vildere og flottere bjerge og køre, cykle og gå rundt på dem – eller at der på vores sidste dage her i Chile ville falde sne på bjergtoppene, så vi ville slutte med denne flotte udsigt fra vores altan:

Udsigt fra altan sne33

Imellem de 2 bjergbilleder gemmer sig et hav af oplevelser, som jeg desværre ikke har nået at beskrive i realtid, for vi flyver hjem i morgen, men bedre sent end aldrig. Aquí vamos!

Udgivet i: 2015/2016, Chile 2016 Tagget: Bjerge, Rute, Sne

Sri Lanka og ski

20. april 2016 af anetteoest

Den 15. januar 2016 fløj jeg til Sri Lanka sammen med Anne og Tora, altså til den lille fodbold syd for Indien med et areal halvanden gang så stort som Danmarks, men med hele 20 mio. indbyggere:

Kort over flyvetur

(Tak til I Forms ruteplanner).

Sri Lanka har 8 UNESCO-verdensarvsteder; til sammenligning har Danmark 7, og Tyskland 40, men Sri Lankas er altså seriøst seje.

Vores rejse bestod af en rundtur med stop i Negombo, Anuradhapura (et navn, der kræver lidt øvelse at udtale), Dambulla og Kandy:

Kort over rundtur på Sri Lanka.

(Tak til I Forms ruteplanner).

Det var en fantastisk tur til et fantastisk land, og jeg får slet ikke det hele med her, men here we go:

Jeg forelskede mig hovedkulds i Sri Lanka, da jeg en aften sad og tjekkede de billigste flybilletter til destinationer uden for Europa og dumpede Google Maps-manden ned på Street View-plan for at få et smugkig. Jeg ramte ned midt på øen, i Anuradhapura – stupaernes by. De så alt for seje ud, de stupaer, og det var de også i virkeligheden. For dem, der ikke lige ved, hvad en stupa er, så er det sådan nogle som den hvide her:

Hvid stupa

Husk at smide skoene 10-15 meter inden.

Her er den samme stupa i solnedgangens skær:

Anden hvid stupa13

Stupaer er tit så store, at de ikke rigtig kan være på billeder (bemærk Tora og Anne nede i højre hjørne, som går og tænker “Av, av, av, er vi ikke snart nået hele vejen rundt om den fucking stupa?!”, for fliserne bliver meget varme i solen, og man må altså ikke have sko på):

Brun stupa Anne og Tora9

Brun stupa Anne og Tora3 (klippet)

De fleste stupaer er ældgamle, ca. 2.000 år, og det har krævet lidt arbejde at afdække dem, som dette skilt med før- og efterbilleder viser:

Billede af stuparenovering

Næsten uanset hvor man kigger hen i Anuradhapura, stikker en stupa eller to op i horisonten:

Solnedgang med stupaer i baggrunden

Solnedgang ud over sø med en enkelt stupa i baggrunden (med pil)

Ud over de utrolig mange utrolig store stupaer, ruiner m.m. i det hellige område i Anuradhapura (ca. 40 stk.) er der masser af andre religiøse steder at se i Sri Lanka, f.eks. huletemplet i Dambulla. Her har man simpelthen valgt at lave en stor sandwich af klippe med et tempel som fyld:

Dambulla cave temple17

Indeni er der ministupaer og et væld af buddhaer:

Dambulla cave temple10

Dambulla cave temple11

Sigiriya nær Dambulla er en knap 200 meter høj, kæmpestor klippeblok, der troner lodret op af landskabet – og her henligger i en mystisk tåge:

Sigiriya foran klippen folk

Man kan komme hele vejen op på toppen ad en masse trapper:

Sigiriya trapper op2

Over halvvejs oppe når man til nogle berømte løvefødder:

Sigiriya løvefødder Tora og Anne

Og så fortsætter turen ellers opad ad meget stejle metaltrapper, som man bare håber, sidder ordentligt fast i klippen. Øverst på toppen er der nogle fortryllende ruiner af et palads fra 500-tallet:

Sigiriya på toppen7

Turen nedad var den samme som opad og ikke mindre nervepirrende:

Sigiriya på vej ned

Sigiriya på vej ned3

I nærheden af klippen var der et træskærerværksted, hvor vi så, hvordan de blandede farver, og fik lov at hakke lidt i en kommende elefant:

Sigiriya træskærer Anette

Vi nøjedes ikke bare med at se de hellige steder, men kom også lidt ufrivilligt til at deltage i hellighederne. Jeg var en dag på cykeltur rundt i området og stoppede ved den nok 15 meter høje buddha under taget her:

Munketemplet (klippet)

Stedet viste sig at være en tempelskole, hvor der boede munke. Jeg forvildede mig om på parkeringspladsen bag den store buddha og stod og fotograferede nogle aber på taget af nogle bygninger …

Munketemplet aber på tag

… da nogen råbte til mig fra en altan. De vinkede mig op til sig, og pludselig stod jeg dér blandt 8 orangeklædte teenagemunke, der læste hellige tekster på 6. år – og måske kedede sig en anelse. De syntes i hvert fald, jeg var lidt sjov at snakke med, så godt som det nu kunne lade sig gøre på engelsk. Dagen efter vendte jeg tilbage med Tora og Anne, ikke mindst for at (gen)se selveste himlen:

Munketemplet himlen (klippet)

Der var lås på himlen, men heldigvis kom en mand og låste os ind og viste os det indre af himlen. Det er lidt svært at forklare, hvad det indre af himlen er – men vi fik en meget lang forklaring! Efter de mange minutters enetale om de forskellige versioner af Buddha, og hvad der nu lige skete i hans liv, blev vi belønnet med et kig ind i det allerinderste … som er et lysshow, som jeg har prøvet at tage et billede af her (den hylende lyd, der næsten smadrede vores ører imens, er desværre ikke kommet med):

Munketemplet inde i himlen

Selv efter at have set himlen godt og grundigt fik vi ikke lov til at gå, men skulle lige se et helligt træ – og velsignes hver især. Det foregik, ved at den hvidhårede mand plukkede et blad af træet og holdt det mod vores pande, mens han sagde en masse for os uforståelige ord:

Munketemplet Tora bliver velsignet

Efter at være blevet velsignet alle 3 gik vi videre rundt om træet, og så var der noget med noget røgelse og noget røg foran vores ansigter og en hånd på vores skulder og … Pointen er, at efter ceremonien var den hvidhårede mand vores far, og vi 3 var søstre. Vi måtte langt om længe forlade stedet, nu med et armbånd på, som vores far havde lavet til os af hvid snor viklet nogle gange rundt og lukket med et mystisk antal knuder og hellige ord. Pyha!

Emneskift: Der levede en del aber på de hellige steder:

Dambulla cave temple aber3 (klippet)

Dambulla cave temple aber5 (klippet)

Og Tora og Anne tog til nationalparken Wilpattu, hvor de bl.a. så bøfler, skildpadder og en masse farvestrålende fugle. Desværre så vi ingen vilde elefanter – dem må vi komme tilbage efter en dag. Men vi så vilde påfugle! Der var også en del søde vilde hunde. Især den her var kær og fortjener sin egen lille billedserie, når vi nu ikke kunne tage den med hjem:

Sød lille hund Anne og Tora2

Sød lille hund6

Sød lille hund7

Sød lille hund8

Sød lille hund9

Sød lille hund10

På turen var vi så “heldige” at se et srilankansk bryllup. Altså vi troede, vi var heldige, indtil det gik op for os, at srilankanerne er meget glade for at gifte sig. Det var vist helt inden for alle statistikker, at der var bryllup på 2 ud af de 4 hoteller, vi boede på. Bryllupsdansere:

Bryllup2 (klippet)

Her får gommen en tår vand som en del af ceremonien:

Bryllup7 (klippet)

En klar “typisk srilankansk”-ting er peber. Der skal peber på alting, f.eks. på ananasstykker (som thaierne i stedet putter chilisukker på – hver sin smag!), og det udmønter sig helt konkret i en (for os) ombytning af salt- og peberdåserne:

Salt og peber (klippet)

En anden typisk srilankansk-ting er deres påklædning, saronger til mænd, sarier til kvinder, orange klæder til munke og hvidt tøj til skolebørn og på hellige steder:

Mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj

Et par mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj.

Kvinde i sari

En smuk kvinde i sari (bemærk den bare mave og ryg).

Tre munke med paraplyer

3 munke med paraplyer.

Te! Te er så typisk srilankansk – og en medvirkende årsag til, at vi tog til Sri Lanka. Ifølge Wikipedia er landet den fjerdestørste producent af te og den næststørste eksportør. Teproduktionen beskæftiger direkte og indirekte over 1 mio. srilankanere! Desværre var det ikke så nemt at komme rundt og se teplantager, i hvert fald ikke uden egen bil og lidt flere dage at gøre godt med. Men vi fik da set nogle tebuske og et temuseum og købt noget te med hjem:

Tebuske

Tebuske ser ikke ud af meget.

Temuseum

På temuseum.

Srilankanerne brygger teen, så jeg nærmest ikke kan drikke den. Den er lige så sort som kaffe, så det er strengt nødvendigt med sedler, der siger “Coffee” og “Tea”, ved morgenbuffeten:

Kaffe og te sorte (klippet)

Typisk for Sri Lanka er også, at man spiser med fingrene (man kan dog sagtens få gaffel og ske på restauranter). Her er vores chauffører mellem Dambulla og Kandy godt i gang med alle fingre på højre hånd:

Typisk buffet vores chauffører spiser med fingrene (klippet)

Noget andet typisk er palmer. Der står nogle palmer på den franske riviera og også i Thailand, men det er ingenting i forhold til i Sri Lanka. Øen er så vanvittig grøn og frodig, at man bliver helt glad bare af det, selv på en regnvåd køretur:

Køretur mod Dambulla regnvåd rismark2

Nå ja, og noget andet typisk srilankansk er deres hilsen, som er meget sjov, hvis man kender thaiernes, for i Sri Lanka skal albuerne altså lige lidt højere op. Op til vandret med dem og så “Ayubuvan”:

Srilankansk hilsen

Bemærk de søde singalesiske bogstaver øverst i billedet.

Flere nuttede singalesiske bogstaver:

Kandy temuseum planche singalesisk skrift2 (klippet2)

Mange lande har sikkert tradition for at udfylde midten i en rundkørsel med et eller andet. Der skal ligesom være noget at køre rundt om. I Sri Lanka er det ure (tidszonen er for øvrigt 3½ time foran vores – ja, ½!):

Rundkørsel ur Anuradhapura (klippet)

Hvide hejrer har vi tit set både i Thailand og i Panama (gerne én hejre i selskab med én ko), men i Sri Lanka var der mange:

Hvid stupa5

Trafikken: Man kører i venstre side, og man kommer kun langsomt rundt i landet, fordi der hele tiden er andre køretøjer, cyklister, tuktukker eller gående på tværs – eller måske en elefant. Dem skal man åbenbart seriøst passe på ikke at køre ind i på visse strækninger om morgenen, hvor de krydser vejen. Vildt! Srilankanerne kører meget fleksibelt, og antallet af baner varierer ret uafhængigt af striberne på vejen – man laver det antal baner, der nu engang er brug for:

Trafik mange baner

I Kandy har man som fodgænger også mulighed for at gå over på tværs af krydset:

Sjovt fodgængerfelt (mindre)

Religion: Det er ret interessant, for Sri Lanka rummer mange forskellige religioner, og efter hvad vi lige kunne forstå på en af vores chauffører, så går det superfint. Vi stoppede kortvarigt i byen Puttalam (som for øvrigt havde en del havvindmøller – velkommen til den jyske vestkyst midt i det hele), og dén by og en anden, vi kom igennem senere på vej mod Kandy, er stort set helt muslimske. Kvinderne går med tørklæde, og der sælges arabisk mad i boderne. Moskéer, kirker og templer findes vist side om side alle steder i landet.

Puttalam, kvinder på bænke

Vi holder pause i Puttalam.

Kristen tuktuk

Vi kørte med både muslimske chauffører (bl.a. Mohamed Kaleel, som vi blev ved med tilfældigt at møde på gaden i Anuradhapura og få en obligatorisk daglig snak med) og kristne. Jesus never fails!

Borgerkrigen (åh, jeg bliver aldrig færdig med at beskrive Sri Lanka i kun ét blogindlæg!): Efter en mangeårig, blodig kamp mellem tamiler (der gerne ville have deres eget land i det nordlige Sri Lanka) og singalesere (der mente, at tamilerne tværtimod skulle skrubbe til Indien) blev der fred i landet så sent som i 2009. Jeg kan virkelig anbefale at læse romanen “De tusind spejles ø” af Nayomi Munaweera. Den giver et fantastisk indblik i historien og i, hvordan to grupper kan blive dybt uenige på baggrund af, hvad der synes som små kulturelle forskelle og nuancer i hudfarve. (Kan læses gratis på eReolen).

Nå, hvordan boede vi så? Det mangler lige. Vi boede på fire forskellige hoteller, og de var vitterlig meget forskellige og illustrerer bare lidt af den diversitet, Sri Lanka rummer. Negombo antyder Sri Lankas daseferiepotentiale (som skulle være meget bedre på sydkysten):

Negombo strand

Negombo pool4

Hotellet i Kandy var det mest spektakulære. Her er vores værelse, hvor selv skraldespanden var af “guld”:

Kandy hotel seng2

Kandy hotel lysekrone

Hallen med den flere meter høje lysekrone og butlerne (heriblandt den statelige “Obama”).

Overalt på hotellet var der gulvtæpper så bløde, at det føltes, som om ens fødder helt forsvandt ned i dem, og meget pyntesyge møbler:

Kandy hotel Anne og Tora i fine stole med Anette (klippet)

Her er guldversionen med Anne:

Kandy hotel Anne møbler14

Maden på hotellet var et kapitel for sig, ikke mindst desserterne – kun cirka en tredjedel af dessertudvalget fra den daglige buffet er med på billedet her:

Kandy hotel desserter4

Personalet havde vi relativt meget at gøre med (ikke mindst “Alfen”), fordi hotellet satte en ære i hele tiden at spørge en, hvordan man havde det. Her ses managerne og køkkenteamet, som har vundet en konkurrence:

Kandy hotel køkkenpersonale (med pil)

Hotellet lå på en bakketop og tronede over hele byen:

Kandy på vej mod temuseum piger spiller basket4 (med pile)

Man kunne sidde på toppen i de snirklede møbler og nyde solnedgangen …

Kandy hotel top

… eller hoppe i poolen, som desværre var lidt kølig:

Kandy hotel pool2

Sikke meget man kan opleve på 14 dage, og så har jeg slet ikke fået det hele med her, men mangler pælehusene og pæleparkeringspladserne (som er bygget på mange meter høje pæle på bjergsiderne), snavehaven (hvor vi kun med nød og næppe fik lov at gå ind, fordi den var beregnet til par, der skulle kysse på bænkene), vores yndlingsrestaurant Casserole i Anuradhapura, vores cykeltur rundt i tempelområdet på 3 udslidte herrecykler (som fik alle til at kaste (be)undrende blikke i vores retning), unge Sajith, der storsmilende aldrig ville lade os spise i fred, mit farvel til Schrödingers kat, larven i maden på Kandy-hotellet, den lokale spiritus arrac, mit flip, da personalet snuppede mine løbesko, fordi hotelgangen skulle se pæn ud, Toras ædelstensindkøb, vores allesammens kjoleindkøb, vores hyggelige ventetider i lufthavne med sushi, burgere og massage, mit pinlige kosher-eksperiment i flyet og de 2 glas flyrødvin (når man kun bestilte ét), Annes evige trrrrrruss-snak, de lidt for tæt dansende, fulde mænd, der havde den fedeste fest helt uden kvinder til en konference på vores hotel, samt ikke mindst vores oplevelser i spice garden med ayurvedamanden, der snød os godt og grundigt og med moralsk tvang fik os til at købe mirakelprodukter til overpriser … Ej, han skal altså lige med:

Spice garden mand

Øhm, og så mangler jeg også lige den famøse telefonopringning fra lobbyen på Kandy-hotellet: Der var blevet klaget over, at vi larmede. At vi larmede? spurgte Anne kækt. Ja, altså hun vidste godt, hvem de mente, for vi var nemlig også blevet generet af det højtopskruede TV, der kørte inde hos naboen. I’m sorry, svarede receptionisten, men det var altså specifikt en klage over vores værelsesnummer, hvorfra der kom meget højlydte grin. Øh ja, altså, vi hygger os lige. Larmer det så meget?! Ups.

Samme dag som jeg tog til Sri Lanka, kørte Thomas afsted i Hjulie ned mod Frankrigs skiområder sammen med 3 venner. Her er han på vej hjem igen (med 109 km/t. et sted i Tyskland) – set fra min position i Sri Lanka (den blå klat):

Hjulie i Tyskland, mig i Sri Lanka

Vi mødtes i Københavns Lufthavn den 30. januar for at starte vores nye eventyr i Chile.

Udgivet i: 2015/2016, Sri Lanka 2016 Tagget: Aber, Arkitektur, Bryllup, Buddha, Fly, Guld, Hilsen, Hjulie, Hotel, Hunde, Munk, Ø, Pool, Religion, Rute, Sprog, Strand, Stupaer, Te, Tempel, Trafik, Tuktuk, Typisk srilankansk

Visum hvad for noget?

28. februar 2016 af anetteoest

Jeg har lige glemt at sige noget … Ahem, ja … Det handler om de her, stempler:

Pas (klippet)

Da vi stod i Københavns Lufthavn den 7. november 2015 – i god tid, rejsevante og helt rolige, mens vi afleverede vores pas for at tjekke ind – kiggede kvinden bag skranken på os og bad om vores visum. Vores hvad? Nåh, øh … Nå ja, vi skal være i Thailand i mere end 30 dage. Øhm, men vi har ikke lige noget visum. Hov. Og det fik vi sidste gang med posten fra det thailandske konsulat i Hvide Sande. Det når vi nok ikke. “Øhm, lige et øjeblik!” måtte vi sige og smutte ud af køen igen.

Vi havde ca. 3 timer, til flyet gik. En tur til Hvide Sande var udelukket. Vi blev kreative og skyndte os at booke billetter til … Vietnam! Vi tager til Vietnam efter de 30 dage i Thailand!

Rutekort2

(Tak til I Forms ruteplanner for kort).

Sådan gik det til, at vi efter kun 4 uger i Thailand stod i Ho Chi Minh-Byen, Vietnams største by (men ikke hovedstad – den hedder Hanoi):

Udsigt fra pool nat2

Udgivet i: 2015/2016, Thailand 2015, Vietnam 2015 Tagget: Rute, Visum

Frihedsgudinden – og farvel, New York

11. december 2015 af anetteoest

Vi tog den gratis færge fra Manhattan til Staten Island og så derved Manhattan sydfra:

Ferry udsigt7

Undervejs passerede vi Frihedsgudinden, lige som solen var ved at gå ned:

Ferry udsigt Frihedsgudinden12

Efter 14 gode dage i New York tog vi tilbage til Danmark for at nyde sommeren 2015 dér.

Skærmbillede 2015-12-11 kl. 14.26.57

(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).

Udgivet i: 2014/2015, New York 2015 Tagget: Rute

Broer

11. december 2015 af anetteoest

En dag, hvor Thomas lå syg hjemme i lejligheden, tog jeg alene ud på en lang og ekstremt kold gåtur, hvor mine fingre til sidst ikke kunne tage billeder med telefonen længere. Der blæste en vildt kold vind, og vi havde ikke just taget vintertøj med på vores rejse til Panama. Min tur gik gennem de ortodokse jøders kvarter i Brooklyn, forbi Manhattan Bridge og over Brooklyn Bridge:

Skærmbillede 2015-12-11 kl. 14.34.33

(Screenshot fra endomondo.com).

Her er Manhattan Bridge – jeg elsker den blå farve:

Manhattan Bridge3

Manhattan bridge igen:

Manhattan Bridge5

Brooklyn Bridge:

Brooklyn Bridge7

Det er ikke, fordi jeg er oppe at kravle på broen – bilerne kører bare et niveau under fodgængerne her:

Brooklyn Bridge13

Her ses det nedre Manhattan og Frihedsgudinden i det fjerne:

Brooklyn Bridge11 (med rød ring)

En solskinsstråle rammer det øvre Manhattan i det fjerne:

Brooklyn Bridge25

Udgivet i: 2014/2015, New York 2015 Tagget: Arkitektur, Rute

Sejltur i påsken

20. april 2015 af anetteoest

I påsken mødte vi Ryan i fællespoolen. Han er 34 år og fra New York og har arbejdet i luksusbranchen. Men under finanskrisen, hvor hans marked mindskedes, begyndte han at se sig om efter en anden branche. Valget faldt på boliger til amerikanske pensionister i Panama. Han købte en stor grund på en ø en times kørsel fra David i et område, hvor de andre øer ellers er naturpark og derfor fredet mod bebyggelse, og han er nu i gang med at bygge de første af i alt ca. 2.000 pensionistlejligheder.

Efter en kort poolsnak inviterede han os med på sejltur dagen efter. Han skulle alligevel afsted med nogle andre, så vi kunne da bare komme gratis med, og han skulle nok sørge for transport til båden, drikkevarer og mad. Øh, okay – tak!

Vi kørte en god times tid ned til den lille havn Boca Chica:

Havn5

Her hoppede vi i en lille båd, der sejlede os forbi små klippeøer bevokset med træer:

Sejltur Thomas

Efter en halv times tid kom vi til en øde sandstrand, hvor kun én båd var kommet os i forkøbet:

Sejltur9

Senere på dagen lagde flere både til, men ikke flere, end at det var hyggeligt. Her er den lille strand set fra hængekøjeperspektiv:

Oe udsigt fra haengekoeje

Det er vist meningen, man skal ligge på den anden led, men til en start og til dagens første øl var det her nu heller ikke at kimse ad:

Oe haengekoeje Anette (beskaaret2)

Mmmm, 30 grader varmt vand:

Oe strand foedder6

Det var fedt bare at bade, spise, hygge, snakke og lære de nye mennesker at kende: vores nabo Ryan, hans tidligere praktikant (nu vistnok snart kæreste) Morgan, hans ansatte Karen og hendes panamanske venner Blad, som spiller trommer, har lært godt engelsk og drømmer om at se Spanien og resten af Europa, og Nadia, der som en af de eneste piger i Panama spiller elguitar.

Oe Thomas og de andre2 (beskaaret)

Ud over menneskene var der også nogle selskabelige små krabber, der myldrede på stranden iført hver deres sneglehus. Her er en, der forsøger at gemme sig:

Oe krabbe7 (beskaaret)

Og her har den foldet sig ud:

Oe krabbe8 (beskaaret)

De fandtes i alle mulige størrelser og med alle mulige sneglehuse. Her er en, der har valgt en prikket model (bemærk de fine øjne på stilke, der stikker op):

Oe krabbe17 (beskaaret)

Man kan ikke andet end smile i de her omgivelser:

Oe Thomas7

En af de andre strandgæster havde en meget kær hvalp med, som tit kom på besøg:

Oe strand hund Thomas3

Den mener ikke selv, den er for ung til øllene:

Oe strand hund

En glad Thomas i det store badekar:

Oe strand Thomas8 (beskaaret)

Sidst på eftermiddagen forlod vi den skønne, lille ø, som efterhånden var blevet affolket igen:

Oe strand boelge brydes5

Ruten fra David til øen:

Sejltur kort

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Ø, Rute, Sejltur

Boquete

11. januar 2015 af anetteoest

I går, lørdag, tog vi en taxa op til bjergbyen Boquete, 38 km mod nord:

Rute

Det mørke for enden af vejen er bjerge indhyllet i hvide skyer:

Pa vej til Boquete3

Vi havde hørt, at Boquete skulle være en fin by placeret i smukke omgivelser, men vi ved nu ikke rigtig:

I Boquete

Byen er et paradis for amerikanere og andre vesterlændinge. Stort set ingen af dem vil bo i David, som de finder for varm, hvorimod Boquete skulle have perfekt klima og frisk luft. Skønheden var det så som så med. Ja, der er bjerge, men de er ikke specielt smukke – der er ingen fortryllende udsigter og ingen brusende floder eller frodige dale a la Alperne, bare kedeliggrønt. Vi steg ud af taxaen tæt på en bilvask og tænkte, det var derfor, vi fik små dråber i ansigtet, men nej. Det finregnede alle de timer, vi var i Boquete, og temperaturen var 23 grader. Selvfølgelig bedre end i Danmark lige nu (håber, stormen er løjet af), men vi foretrækker klart Davids stabile sol og 33 grader.

Boquete er en turistrede af dimensioner. Det har sine fordele, nemlig at alle kan engelsk, og at der er mange restauranter, men også ulemper: ligegyldige souvenirbutikker og et utal af bureauer, der sælger rafting- og klatreture, hvilket erstatter det originale panamanske præg med et ligegyldigt alment turistpræg:

I Boquete4

Det lykkedes at finde et enkelt sted, der var lidt smukt:

I Boquete6

Og fordelen ved finregnen var denne fine regnbue:

Regnbue i Boquete

Det ville have været oplagt for os at bosætte os i Boquete ligesom alle andre, men vi havde godt på fornemmelsen, at det ikke lige var os – og det var rigtigt.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Boquete, Regn, Rute

Panama City – og videre

7. december 2014 af anetteoest

Vi tilbragte en uge i Panama City, for første gang i et lejemål fra airbnb.com (udlejning fra privat til privat). Det fungerede super, var billigere end hotel og var vældig praktisk, fordi vi var garanteret et godt arbejdsbord (spisebordet), hvilket man bestemt ikke er på hotelværelser.

Hovedstaden med knap en million indbyggere var som udgangspunkt dejlig: Når man kommer fra en dansk november måned (hvor mild den end måtte være), er det bare skønt at træde ud i 30 grader. Fugtigheden vænnede vi os til på et par dage. Byen er vældig grøn i forhold til andre storbyer. Der er masser af træer og buske langs gaderne og også store parker. Man kan få alt, og mange indkøbscentre har døgnåbent. Sushi i panamansk fortolkning (med masser af fedt dynget på) fik vi prøvet. Her er en sushipizza (friturestegt ris nederst, rå fisk ovenpå og en “garniture” af sød mayonnaise):

Sushipizza (beskaret)

Og en deluxerulle – med indbagte rejer på toppen og mere af mayosovsen:

Sushi med sod mayosovs (beskaret)

Trafikken er – for en almindelig regelret dansker – ret vild. Der slipper gerne en 3-4 biler med over et kryds, efter at den gule farve er gået over i knaldrød, og folk dytter hele tiden – som i hele tiden! Man dytter vist, hvis man vil skifte vejbane, hvis man ikke vil skifte vejbane, hvis en anden har vigepligt, hvis man selv har vigepligt – og hvis man bare lige har lyst. Det ser dog ikke ud til at have en præventiv effekt at dytte. Hver anden bil var bulet en smule som den forreste her eller manglede et helt hjørne af metallet som den hvide bil bagved:

Parkerede biler med buler

Thomas kørte vores lejede bil i Panama City, og jeg prøvede at guide via Google Maps på min telefon. De fleste instruktioner var af måsketypen: “Måske skal du først holde til højre og så straks efter rundt i et 90-graderssving til venstre.” Hvor svært kan det være at finde vej ved hjælp af et kort, hvor en prik konstant viser, præcis hvor man er? Så svært:

Skaermbillede 2014-12-07 kl. 12.35.31

Og så svært:

Skaermbillede 2014-12-07 kl. 12.36.59

Som det ses, går vejene i mange lag, og der er klart brug for, at Google laver en tre-d-version. Men firmaet har nok ikke indset behovet, for Googlebilen har slet ikke været i landet endnu – den holder sig åbenbart fra krigshærgede lande, meget små øer og Panama.

Jeg elsker, at Panamas udgave af det kommunale kontor Trafik og Veje har tænkt “Nah, vi får aldrig så meget trafik gennem centrum. Lad os bygge en ringvej ud i Stillehavet og lede trafikken rundt om centrum”:

Skaermbillede 2014-12-07 kl. 12.34.27

Den idé kunne løse trængselsproblemerne ved havnen i Aarhus, som så rent faktisk ville få en ringgade og en ringvej, ikke bare en halvcirkelgade og en halvcirkelvej som nu. Nederst til venstre i billedet ses en af to veje over Panamakanalen i Panama City.

Panama City er ikke fodgænger- eller cykelvenlig (og bestemt heller ikke bilvenlig for os), så vi var rundt i nærområderne omkring byen. Men der var enten for fattigt (ingen huse af en standard, der appellerer til vesterlændinge) eller for rigt (indhegnede, bevogtede områder uden noget liv på gaden eller noget lokalt præg). Vi endte i stedet med at køre 442 km tværs gennem landet til den næststørste by, David.

Skaermbillede 2014-12-07 kl. 13.03.25

Turen foregik ad den eneste mulige vej: Den Panamerikanske Highway (Pan-American Highway). Highway, min bare røv. På den sidste halvdel af strækningen var hastighedsgrænsen enten 30 eller 40 km/t. pga. vejarbejde, og på hele strækningen så vejen sådan her ud:

Panamerikanske highway hul i vejen6

Igen var Google ikke helt opdateret. Turen tog ikke de angivne 5 timer og 53 minutter. Men det var en oplevelse, og vi slap med kun én bule på bilen: på undersiden nede ved hjulet – nok pga. et 30-40 cm dybt hul i vejen.

(Tak til Google Maps for alle kort).

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Panama City, Panamakanalen, Rute, Trafik

Panama – og tidszoneovervejelser

26. november 2014 af anetteoest

Der er gået et halvt år, siden vi kom hjem fra vores halve år i Thailand, og nu står vi pludselig i Panama efter en enkelt overnatning i Madrid:

Kort

Hvorfor Panama? Jo, vi sad og kiggede på et tidszonekort og vurderede, hvor det var muligt at bo, når vi skal passe vores danske kunder:

Tidszonekort

Her er vores overvejelser:
-5 til -3: brugbart, hvis man står meget tidligt op
-2 til -1: ikke noget land at bo på, kun hav
0: ikke superfedt at være en time bagud fra morgenstunden
+1 til +2: fint
+3 til +6: ikke superfedt at være kun lidt foran Danmark og dermed have fri lidt om formiddagen og lidt om aftenen, men ikke i et sammenhængende tidsrum
+7 til +8: fint
+9 til -6: dur ikke at arbejde om natten og sove om dagen

En af ulemperne ved at være 6-7 timer foran i Thailand var, at vi skulle holde fri først og så arbejde fra kl. 15 og næsten indtil midnat. Selvom vi f.eks. godt kunne tage i vandland om formiddagen, er det faktisk svært at holde fri og slappe helt af, før man har ydet en arbejdsindsats. Så vi endte tit med at arbejde lidt om formiddagen alligevel.

Men hvis vi rejste vestpå (USA, Sydamerika m.m.), ville vi omvendt skulle meget tidligt op. Da vi kom i tanke om, at vi bare kunne lade være med at stille uret, hoppede vi dog på idéen og overvejede kraftigt Brasilien – indtil vi så oversigten over de mest kriminelle byer i verden. Da mange lande, der har vores ønskede 30 grader om dagen, faktisk bliver ret kølige om natten (ned til 12 grader), var der ikke så mange lande at vælge imellem. Men Panama var en mulighed med nattemperaturer på 24-25 grader. Landet så også fint ud i kriminalitetsstatistikkerne, og Panamakanalen gør landet rigt og dermed veludviklet med stabilt internet. Beslutningen var taget.

Her er det allerførste billede, jeg har taget i Panama – udsigten fra vores lejlighed, da byen vågner, bilerne begynder at dytte, og solen står op. Det sker først omkring middagstid, hvor vi allerede har arbejdet en del timer. Det er, som om de er 6 timer bagefter herovre …

Forste panamabillede

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Rute, Tid

Hjem til Danmark

26. november 2014 af anetteoest

Fra Chiang Rai kørte vi tilbage til Chiang Mai:

Chiang Rai koretur Haj

Chiang Mai koretur

Fra Chiang Mai fløj vi til Bangkok, og i Bangkok spiste vi en dejlig middag på en dyr restaurant med en blind pianist, der spillede smuk hyggejazz lige ved siden af os:

Bangkok restaurant Thomas pianist

Restauranten havde cirka verdens mest romantiske udsigt ud over floden i Bangkok med oplyste både:

Bangkok restaurant Haj udsigt

Bangkok restaurant udsigt2

Efter middagen tog vi ud til lufthavnen, og kl. 21.40 lørdag den 3. maj 2014 fløj vi hjem til Danmark – efter et helt ubeskriveligt halvt år i Thailand.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Rute

Chiang Rai – og en fætter

26. november 2014 af anetteoest

Chiang Mai var lidt for turistet til os, så vi besluttede, at vi lige kunne nå 2 dage i Chiang Rai, som ligger endnu længere nordpå. Her er hele Thailand med vores lilla rute fra Chiang Mai til Chiang Rai øverst oppe:

Kort

Chiang Rai var en dejlig by: uden turister i nævneværdig grad, med et meget fascinerende tempel (se næste indlæg) og stor nok til at have storcentre og masser af restauranter, ikke mindst Bella Pizza, som var nabo til vores hotel ved navn Nak Nakara.

Chiang Rai hotel og Bella Pizza

Mange pizzeriaer i verden hedder Bella Pizza, men vi syntes, dette skilt så ualmindelig bekendt ud. Da vi havde sat os i restauranten og fik menukortet, var vi ikke i tvivl: Der måtte bestemt være en sammenhæng til vores yndlingspizzeria i Cha-am med samme navn. Det viste sig, at ejeren af dette pizzeria var fætter til ejeren, Deng, i Cha-am! Verden er godt nok lille nogle gange.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Chiang Rai, Rute

Cha-am-Bangkok-Chiang Mai

5. maj 2014 af anetteoest

Vores sidste aften i Cha-am var smuk:

Fin himmel sidste aften i Cha-am

Turen i minibussen til Bangkok bød på udsigten til en elefant. Tja, de skal vel også transporteres rundt på en eller anden måde:

Elefant pa motorvejen

 

Udsigt over flod i Bangkok

Hovedfloden i Bangkok set fra minibusperspektiv.

 

Først på aftenen fløj vi til Chiang Mai efter at have nydt en smuk solnedgang over Bangkok:

Bangkok aften set fra fly

Her er ruten Cha-am-Bangkok-Chiang Mai:

Skaermbillede 2014-05-05 kl. 23.29.27

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Bangkok, Chiang Mai, Rute

Underholdning på Koh Talu

23. april 2014 af anetteoest

Er der ikke kedeligt på sådan en lille ø på et par kvadratkilometer i 4 døgn? Næh, underholdningsmulighederne var perfekte.

En time efter at vi var ankommet torsdag eftermiddag, var der arrangeret blækspruttefiskeri, så vi hoppede på en pram og blev sejlet nogle hundrede meter ud i havet, hvor vi fiskede, mens solen gik ned.

Koh Talu blaekspruttetur baad folk

Så er der bid:

Koh Talu blaekspruttetur fanget en2

Det lykkedes Thomas at fange en blæksprutte, som dog ikke var helt tilfreds med situationen og sprøjtede blåt blæk på hans badebukser og arm. Alle deltagernes fangst blev grillet direkte på båden, så vi kunne smage den med det samme.

Koh Talu blaeksprutte naerbillede

Fredag formiddag stod den på snorkling, hvor vi så koraller, stribede fisk og virkelig fascinerende kæmpemuslinger i alskens farver. Jeg må snart få købt mig et undervandskamera! Men prøv at billedgoogle “kæmpemusling”, og se, hvor flotte og farvestrålende bløddyrene er.

Fredag eftermiddag var der trekking med den sødeste guide, som fangede en lille øgle ved bare at gribe ud med hånden. Det kræver vist lidt øvelse.

Koh Talu trekkingpigen med leguan

 

Koh Talu trekkingpigen med leguan2

Trekkingturen gik op til øen højeste punkt, hvorfra der var en formidabel udsigt:

Koh Talu viewpoint Thomas Anette

Neptune – vand, der tager dig helt til tinderne! Jeg ved ikke, hvorfor vi flasher logoerne på vandflaskerne, som om vi var med i en reklame.

 

Om lørdagen tilkøbte vi en dykkertur med 2 dyk.

Koh Talu dykkertur Thomas

Igen mangler jeg mit undervandskamera, men her er Thomas oven vande på speedbåden, som vi dykkede fra.

 

Søndag ville vi sejle i kajak hele vejen rundt om øen … eller måske var det mest mig, der var så optimistisk. Vi kom dog ikke særlig langt, før kajakken havde taget så meget vand ind, at vi måtte ind til siden for at prøve at tømme den. Det kunne vi ikke rigtig, så vi besluttede at give op, vende om og sejle tilbage. Det gik også fint ca. 50 meter, før den pludselig var helt gal, og vi tippede af til den ene side, mens kajakken fortsatte sin rundtur og endte med bunden i vejret:

Koh Talu kajak Thomas2

Før kæntring.

 

Koh Talu kaentret kajak Thomas3

Efter kæntring.

 

Thomas var en helt, for det lykkedes ham at holde vores tynde plastikpose med vores mobiltelefoner i oven over vandoverfladen i strakt arm, mens vi begge røg ned med hovedet under, og mens mine solbriller dalede fint ned mod bunden 2,5 meter nede. Men vi fik samling på det hele og fik svømmet hjemad med den omvendte kano hængende i en snor efter os og mobilposen oven på kanoen. Efter at være svømmet halvvejs hjem, begyndte de ru koraller at være uundgåelige, så vi stilede direkte ind mod kysten, mens vi rev vores tæer og underben på korallerne. Efter en masse baksen kom vi ind på en sandstrand, hvor en sød thai lige så fint hev en – indtil da helt usynlig – prop ud og tømte kajakken for vand. Nåh, det var sådan, det skulle gøres …

Efter strabadserne stod den på massage og afslapning på stranden:

Koh Talu massagehus

Idyllisk, lille massagehytte.

 

Koh Talu Pearl Bay Anette4

 

Koh Talu Thomas paa strand

Fiskene nød også den lækre ø og sprang op af vandet i ren glæde. Den lille, hvide prik ved havoverfladen mellem de to landmasser er en fisk:

Koh Talu Pearl Bay fra vandet fisk hopper4

Her zoomet ind:

Koh Talu Pearl Bay fra vandet fisk hopper4 (beskaret)

Øen rummer et sea turtle nursery med ca. 300 skildpadder i forskellige størrelser:

Koh Talu skildpadder6

 

Koh Talu skildpadder2

En af de store med et skjold på en halv meter pløjer sig gennem vandet.

 

Koh Talu skildpadder5 (beskaret)

Alt i alt var det et helt fantastisk ophold. Alle blandt personalet var bare så søde og naturlige på hver deres måde, og der var virkelig god service og godt styr på alt. Der var en dejlig rolig stemning på stedet, og alle aktiviteter (bortset fra dykning) og al mad (buffet morgen, middag og aften) var inkluderet i prisen på ca. 1.100 kr. pr. dag for 2 personer. Vi boede i et stort værelse på 40 kvadratmeter med højt til loftet og plads til 4 og med et stort udendørs brusebad. Som så mange andre steder i Thailand var det kunstige lys forfærdeligt (lysstofrørsagtigt), men vi skabte hygge med nogle medbragte stearinlys. Koh Talu kan klart anbefales, hvis man skal på ferie i Thailand.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Kajak, Massage, Ø, Rute, Skildpadder, Strand, Udflugt

Farvel til familien

17. februar 2014 af anetteoest

Efter 14 dejlige dage tog vi afsked med familien:

Handberg AM, Lars, Mathias og Madeleine ved fiskermanden (beskåret)

De to gamle kunne ikke være der … 😉 (citat: Thomas).

 

Og så rejste vi til Singapore:

Rute Singapore

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Besøg, Rute

Sam’s Pool Villas

8. december 2013 af anetteoest

Langt om længe er det lykkedes os at finde et permanent sted at bo, nemlig i Sam’s Pool Villas i centrum af Cha-am Beach, 450 meter fra stranden.

Vores lille tøjdyrshaj fra Kattegatcentret nyder livet i poolkanten.

Vores lille tøjdyrshaj fra forårets prøvedyk i Kattegatcentret nyder livet i poolkanten.

 

Mr. Sam er manager i et af de store hoteller i byen, men privat har han fået bygget 5 villaer og nogle 1-værelseslejligheder, der ligger sammen omkranset af en mur. Mr. Sun holder til for enden og står for den daglige drift, og hunden White sørger for, at ingen uvedkommende kommer ubemærket ind, og holder de vilde hunde i passende afstand (de må godt lige komme ind og kigge, men ikke lægge sig ned). Fra midt i januar, indtil vi skal til Danmark til maj, har vi en villa med 3 soveværelser, 3 badeværelser, køkken, stue og privat pool, som vi lige har kunnet prøve af i et par dage:

Poolvilla med udendørs arbejdsplads.

Poolvilla med god plads til både liggestole og kontor udenfor.

 

Her i højsæsonen indtil midt i januar har vi en 1-værelseslejlighed, men med fri adgang til en af poolene, så det er også fint. Også her kan vi arbejde udendørs:

Arbejdsplads foran vores 1-værelseslejlighed.

Det er fantastisk at kunne sidde ude og arbejde – også om aftenen, hvis man tænder myggelys. Temperaturen er perfekt.

 

Den store vej Phetkasem Road, som gennemskærer Hua Hin, går også igennem Cha-am, men heldigvis ikke nede ved stranden. I stedet deler den byen i Cha-am by (til venstre) med marked, politistation, togstation osv. og Cha-am Beach (til højre).

Vi flyttede ikke så langt denne gang – hen til det ternede flag.

Vi flyttede ikke så langt denne gang – hen til det ternede flag.

 

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Arbejde, Bolig, Cha-am, Pool, Rute

Jagten efter en permanent bolig

3. december 2013 af anetteoest

Da vi var kommet til Hua Hin, begyndte vi at lede efter noget at bo i det næste lille halve år. Det viste sig at være meget svært. Vi var selv rundt i området og lede og kiggede på nettet og kontaktede flere agenter, men langt det meste var allerede udlejet, i hvert fald i højsæsonen fra midt i december til starten af februar. Tilsyneladende lejer de fleste hjemmefra i blinde eller kender måske stederne i forvejen.

Det var svært at vælge mellem de muligheder, der trods alt var:

Udsigten mod syd fra 19. sal.

1. mulighed: storslået vue mod syd fra 19. sal.

 

Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 100-meterbane.

2. mulighed: Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 50-meterbane.

 

Lækkert uden tvivl, men vi så ikke en eneste beboer på disse fine faciliteter – lidt trist i længden.

3. mulighed: Lækkert uden tvivl, men vi så ikke en eneste beboer på disse fine faciliteter – lidt trist i længden.

 

Morgendukkert her? Ja tak!

Morgendukkert her? Ja tak!

 

De fleste steder med fantastiske vuer og dejlige faciliteter er desværre store hotelkomplekser, som ligger helt isoleret. Specielt nord for Hua Hin er der mange langs kysten, der ligger forskansede bag store, forkromede og bevogtede indgange. Der er lange, triste, øde veje mellem boligkomplekset og hovedvejen, og når man endelig har nået den stærkt trafikerede hovedvej, er der kun et par forkølede madsteder – absolut intet lokalliv og ingen mulighed for at komme umotoriseret ind til byen.

Vi endte med at fravælge Hua Hin pga. turisternes dominans og den store hovedgade, Phetkasem Road, der skærer sig gennem byen, og som er svær at krydse og overhovedet gå langs, fordi madboder, skilte i hovedhøjde og elledninger fylder hele fortovet:

Hua Hin centrum.

Hua Hin centrum.

 

Til gengæld faldt vi pladask for landsbyen Cha-am med ca. 50.000 indbyggere 25 km mod nord. Cha-am er delt op i Cha-am by og Cha-am strand. Stranddelen af byen er et af bangkokborgernes yndlingssteder i weekender og ferier – og også vores, men ikke ret mange andre turisters. Vi afsøgte hele kystlinjen for muligheder – gik ind hvert sted, der så ud til at have en pool, og spurgte til long-term rental-priser. Efter et par dages research – assisteret af en tuktukchauffør, som kørte os frem og tilbage og rundt i 6 timer for 1.000 baht (180 kr.) – endte vi på Raya Resort med denne skønne have, som står i stærk kontrast til det rod og skrald, der ellers flyder overalt i Thailand:

Udsigten fra altanen, hvor vi sad og arbejdede.

Udsigten fra altanen, hvor vi sad og arbejdede.

 

På Raya hører der cykler med til lejligheden, og da byen er ret rolig, vovede vi os hurtigt os ud på cykler i venstre side. Det gav en fantastisk frihed.

Underetagen på Raya.

Underetagen på Raya.

 

Raya Resort er dog vældig dyrt (lidt over 14.000 kr. om måneden var deres bedste tilbud), så det blev kun til 9 dejlige dage med skønne omgivelser, god morgenmad, opvartning i form af snacks ud på eftermiddagen, fri minibar, tænding af myggelys ud på aftenen og hynder, der blev lagt frem til én personligt på liggestolene, når man kom ind i poolområdet.

Fra Hua Hin til Cha-am.

Fra Hua Hin (A) til Cha-am (B).

 

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Bolig, Cha-am, Cykler, Hua Hin, Rute, Trafik

Fra Bangkok til Hua Hin

21. november 2013 af anetteoest

Efter en uge i Bangkok ville vi gerne videre mod vores permanente bolig, som vi regner med at finde i Hua Hin. Så vi tog metroen til hovedbanegården. Også moderne, mobiltelefonsnakkende munke rejser med tog:

Banegård i Bangkok med munk (beskåret)

Efter tre kvarters forsinkelse kom vores tog ind på perronen:

Banegård i Bangkok med vores tog

Vores afgang hed Rapid. Der var også Ordinary, Express og Special Express, men alle togene tager efter planen 4 timer eller 4 timer og et kvarter. Der var nu heller ikke meget rapid over vores tog. Med en times forsinkelse på afgangen og en time mere på selve turen fremstår DSB pludselig meget punktlig, så 1-0 til DSB.

Til gengæld taber DSB på billetpriser: Vores 2.-klassesbilletter kostede 150 baht (27 kr.) inkl. pladsbillet, og turen var på 230 km. Bevares, en tur fra Aarhus til København til 404 kr. er måske også 70 km længere, men nu står der altså 1-1. (Man kan også rejse på 3. klasse for omkring 10 kr., hvis man ikke lige har spenderbukserne på).

Vi sørgede for at få spist, inden vi hoppede på toget:

12 kyllingenuggets på pind. Med sursød sovs. 8 kr.

12 kyllingenuggets på pinde. Med sursød sovs. 8 kr.

Men det var ikke nødvendigt at få spist af inden turen. DSB’s voldsomt underskudsramte salgsvogn og servicen dér bringer fnis frem i sammenligning med forholdene i vores Hua Hin-tog. Der var en hel spisevogn, som man kunne gå ind i for at få serveret mad på rigtige tallerkener. Men man kunne også bare sætte sig og vente på, at de mange ansatte kom forbi med skiftevis is, hovedretter, drikkevarer og snacks med 10 minutters mellemrum. Nu står der 1-2.

På indeklimaet kan DSB heller ikke vinde. Her stod alle vinduer og døre bare åbne:

Åben togdør

Nu står der 1-3, og Thailand Railways vinder – hvis vi lige ser bort fra, at der bare var et hul og et par trædeflader som toilet, og at toget var vældig slidt …

Her er vores rute:

Fra Bangkok til Hua Hin, 229 km med tog.

Fra Bangkok til Hua Hin, 229 km med tog.

 

Fra Bangkok til Hua Hin, zoomet ud, så man kan se hele Thailand.

Fra Bangkok til Hua Hin, zoomet ud, så man kan se hele Thailand.

(Tak til I Forms ruteplanner).

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Bangkok, Hua Hin, Mad, Munk, Rute, Tog

Første dag som turist

13. november 2013 af anetteoest

I dag trodsede vi vores jetlag og arbejde og forlod vores hood (Sukhumvit) via nogle af de mange motoriserede transportmuligheder:

En lille tuktuk i trafikkaos.

Vores lille tuktukmand kørte os rundt i trafikkaosset – med mundbind på (se ham i bakspejlet øverst til venstre).

 

Man kan skyde genvej via Bangkoks kanaler.

Vi skød genvej via en af Bangkoks kanaler. Der går en billetsælger ude på den lille, lyserøde kant i hver side af båden, mens den sejler – også når farten er så høj, at der står bølger helt op til kanten.

 

Her er dagens 10 km lange rute. Det giver måske indtryk af, hvor stor Bangkok er.

Zoomet ind.

1. Zoomet ind.

 

Kort3

2. Zoomet lidt ud.

Kort2

3. Zoomet mere ud.

 

 

 

 

 

 

Zoomet ud (mere eller mindre hele Bangkok).

4. Zoomet helt ud (mere eller mindre hele Bangkok).

 

 

Tryk på kortene for at se dem i fuld størrelse. (Kortene er fra I Forms ruteplanner).

 

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Rute, Sejltur, Trafik, Tuktuk

Copyright © [the-year] [site-link].

Powered by [wp-link] and [child-link].