Fra Smilets By til ... en familie på 4!

  • Familie, 2. halvår 2020
  • Mikkel
  • Vinteren 2016/2017
    • Japan
    • Hele 2016/2017
  • Vinteren 2015/2016
    • Thailand
    • Vietnam
    • Sri Lanka
    • Chile
    • Hele 2015/2016
  • Vinteren 2014/2015
    • Panama
    • New York
    • Hele 2014/2015
  • Vinteren 2013/2014
    • Thailand
    • Singapore
    • Hele 2013/2014
  • Mikkels ord
  • Ønskesedler
    • Mikkels ønskeseddel
    • Tobias’ ønskeseddel
    • Thomas’ ønskeseddel
    • Anettes ønskeseddel
    • Fælles ønskeseddel
    • Hajs ønskeseddel

Sprog

Sri Lanka og ski

20. april 2016 af anetteoest

Den 15. januar 2016 fløj jeg til Sri Lanka sammen med Anne og Tora, altså til den lille fodbold syd for Indien med et areal halvanden gang så stort som Danmarks, men med hele 20 mio. indbyggere:

Kort over flyvetur

(Tak til I Forms ruteplanner).

Sri Lanka har 8 UNESCO-verdensarvsteder; til sammenligning har Danmark 7, og Tyskland 40, men Sri Lankas er altså seriøst seje.

Vores rejse bestod af en rundtur med stop i Negombo, Anuradhapura (et navn, der kræver lidt øvelse at udtale), Dambulla og Kandy:

Kort over rundtur på Sri Lanka.

(Tak til I Forms ruteplanner).

Det var en fantastisk tur til et fantastisk land, og jeg får slet ikke det hele med her, men here we go:

Jeg forelskede mig hovedkulds i Sri Lanka, da jeg en aften sad og tjekkede de billigste flybilletter til destinationer uden for Europa og dumpede Google Maps-manden ned på Street View-plan for at få et smugkig. Jeg ramte ned midt på øen, i Anuradhapura – stupaernes by. De så alt for seje ud, de stupaer, og det var de også i virkeligheden. For dem, der ikke lige ved, hvad en stupa er, så er det sådan nogle som den hvide her:

Hvid stupa

Husk at smide skoene 10-15 meter inden.

Her er den samme stupa i solnedgangens skær:

Anden hvid stupa13

Stupaer er tit så store, at de ikke rigtig kan være på billeder (bemærk Tora og Anne nede i højre hjørne, som går og tænker “Av, av, av, er vi ikke snart nået hele vejen rundt om den fucking stupa?!”, for fliserne bliver meget varme i solen, og man må altså ikke have sko på):

Brun stupa Anne og Tora9

Brun stupa Anne og Tora3 (klippet)

De fleste stupaer er ældgamle, ca. 2.000 år, og det har krævet lidt arbejde at afdække dem, som dette skilt med før- og efterbilleder viser:

Billede af stuparenovering

Næsten uanset hvor man kigger hen i Anuradhapura, stikker en stupa eller to op i horisonten:

Solnedgang med stupaer i baggrunden

Solnedgang ud over sø med en enkelt stupa i baggrunden (med pil)

Ud over de utrolig mange utrolig store stupaer, ruiner m.m. i det hellige område i Anuradhapura (ca. 40 stk.) er der masser af andre religiøse steder at se i Sri Lanka, f.eks. huletemplet i Dambulla. Her har man simpelthen valgt at lave en stor sandwich af klippe med et tempel som fyld:

Dambulla cave temple17

Indeni er der ministupaer og et væld af buddhaer:

Dambulla cave temple10

Dambulla cave temple11

Sigiriya nær Dambulla er en knap 200 meter høj, kæmpestor klippeblok, der troner lodret op af landskabet – og her henligger i en mystisk tåge:

Sigiriya foran klippen folk

Man kan komme hele vejen op på toppen ad en masse trapper:

Sigiriya trapper op2

Over halvvejs oppe når man til nogle berømte løvefødder:

Sigiriya løvefødder Tora og Anne

Og så fortsætter turen ellers opad ad meget stejle metaltrapper, som man bare håber, sidder ordentligt fast i klippen. Øverst på toppen er der nogle fortryllende ruiner af et palads fra 500-tallet:

Sigiriya på toppen7

Turen nedad var den samme som opad og ikke mindre nervepirrende:

Sigiriya på vej ned

Sigiriya på vej ned3

I nærheden af klippen var der et træskærerværksted, hvor vi så, hvordan de blandede farver, og fik lov at hakke lidt i en kommende elefant:

Sigiriya træskærer Anette

Vi nøjedes ikke bare med at se de hellige steder, men kom også lidt ufrivilligt til at deltage i hellighederne. Jeg var en dag på cykeltur rundt i området og stoppede ved den nok 15 meter høje buddha under taget her:

Munketemplet (klippet)

Stedet viste sig at være en tempelskole, hvor der boede munke. Jeg forvildede mig om på parkeringspladsen bag den store buddha og stod og fotograferede nogle aber på taget af nogle bygninger …

Munketemplet aber på tag

… da nogen råbte til mig fra en altan. De vinkede mig op til sig, og pludselig stod jeg dér blandt 8 orangeklædte teenagemunke, der læste hellige tekster på 6. år – og måske kedede sig en anelse. De syntes i hvert fald, jeg var lidt sjov at snakke med, så godt som det nu kunne lade sig gøre på engelsk. Dagen efter vendte jeg tilbage med Tora og Anne, ikke mindst for at (gen)se selveste himlen:

Munketemplet himlen (klippet)

Der var lås på himlen, men heldigvis kom en mand og låste os ind og viste os det indre af himlen. Det er lidt svært at forklare, hvad det indre af himlen er – men vi fik en meget lang forklaring! Efter de mange minutters enetale om de forskellige versioner af Buddha, og hvad der nu lige skete i hans liv, blev vi belønnet med et kig ind i det allerinderste … som er et lysshow, som jeg har prøvet at tage et billede af her (den hylende lyd, der næsten smadrede vores ører imens, er desværre ikke kommet med):

Munketemplet inde i himlen

Selv efter at have set himlen godt og grundigt fik vi ikke lov til at gå, men skulle lige se et helligt træ – og velsignes hver især. Det foregik, ved at den hvidhårede mand plukkede et blad af træet og holdt det mod vores pande, mens han sagde en masse for os uforståelige ord:

Munketemplet Tora bliver velsignet

Efter at være blevet velsignet alle 3 gik vi videre rundt om træet, og så var der noget med noget røgelse og noget røg foran vores ansigter og en hånd på vores skulder og … Pointen er, at efter ceremonien var den hvidhårede mand vores far, og vi 3 var søstre. Vi måtte langt om længe forlade stedet, nu med et armbånd på, som vores far havde lavet til os af hvid snor viklet nogle gange rundt og lukket med et mystisk antal knuder og hellige ord. Pyha!

Emneskift: Der levede en del aber på de hellige steder:

Dambulla cave temple aber3 (klippet)

Dambulla cave temple aber5 (klippet)

Og Tora og Anne tog til nationalparken Wilpattu, hvor de bl.a. så bøfler, skildpadder og en masse farvestrålende fugle. Desværre så vi ingen vilde elefanter – dem må vi komme tilbage efter en dag. Men vi så vilde påfugle! Der var også en del søde vilde hunde. Især den her var kær og fortjener sin egen lille billedserie, når vi nu ikke kunne tage den med hjem:

Sød lille hund Anne og Tora2

Sød lille hund6

Sød lille hund7

Sød lille hund8

Sød lille hund9

Sød lille hund10

På turen var vi så “heldige” at se et srilankansk bryllup. Altså vi troede, vi var heldige, indtil det gik op for os, at srilankanerne er meget glade for at gifte sig. Det var vist helt inden for alle statistikker, at der var bryllup på 2 ud af de 4 hoteller, vi boede på. Bryllupsdansere:

Bryllup2 (klippet)

Her får gommen en tår vand som en del af ceremonien:

Bryllup7 (klippet)

En klar “typisk srilankansk”-ting er peber. Der skal peber på alting, f.eks. på ananasstykker (som thaierne i stedet putter chilisukker på – hver sin smag!), og det udmønter sig helt konkret i en (for os) ombytning af salt- og peberdåserne:

Salt og peber (klippet)

En anden typisk srilankansk-ting er deres påklædning, saronger til mænd, sarier til kvinder, orange klæder til munke og hvidt tøj til skolebørn og på hellige steder:

Mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj

Et par mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj.

Kvinde i sari

En smuk kvinde i sari (bemærk den bare mave og ryg).

Tre munke med paraplyer

3 munke med paraplyer.

Te! Te er så typisk srilankansk – og en medvirkende årsag til, at vi tog til Sri Lanka. Ifølge Wikipedia er landet den fjerdestørste producent af te og den næststørste eksportør. Teproduktionen beskæftiger direkte og indirekte over 1 mio. srilankanere! Desværre var det ikke så nemt at komme rundt og se teplantager, i hvert fald ikke uden egen bil og lidt flere dage at gøre godt med. Men vi fik da set nogle tebuske og et temuseum og købt noget te med hjem:

Tebuske

Tebuske ser ikke ud af meget.

Temuseum

På temuseum.

Srilankanerne brygger teen, så jeg nærmest ikke kan drikke den. Den er lige så sort som kaffe, så det er strengt nødvendigt med sedler, der siger “Coffee” og “Tea”, ved morgenbuffeten:

Kaffe og te sorte (klippet)

Typisk for Sri Lanka er også, at man spiser med fingrene (man kan dog sagtens få gaffel og ske på restauranter). Her er vores chauffører mellem Dambulla og Kandy godt i gang med alle fingre på højre hånd:

Typisk buffet vores chauffører spiser med fingrene (klippet)

Noget andet typisk er palmer. Der står nogle palmer på den franske riviera og også i Thailand, men det er ingenting i forhold til i Sri Lanka. Øen er så vanvittig grøn og frodig, at man bliver helt glad bare af det, selv på en regnvåd køretur:

Køretur mod Dambulla regnvåd rismark2

Nå ja, og noget andet typisk srilankansk er deres hilsen, som er meget sjov, hvis man kender thaiernes, for i Sri Lanka skal albuerne altså lige lidt højere op. Op til vandret med dem og så “Ayubuvan”:

Srilankansk hilsen

Bemærk de søde singalesiske bogstaver øverst i billedet.

Flere nuttede singalesiske bogstaver:

Kandy temuseum planche singalesisk skrift2 (klippet2)

Mange lande har sikkert tradition for at udfylde midten i en rundkørsel med et eller andet. Der skal ligesom være noget at køre rundt om. I Sri Lanka er det ure (tidszonen er for øvrigt 3½ time foran vores – ja, ½!):

Rundkørsel ur Anuradhapura (klippet)

Hvide hejrer har vi tit set både i Thailand og i Panama (gerne én hejre i selskab med én ko), men i Sri Lanka var der mange:

Hvid stupa5

Trafikken: Man kører i venstre side, og man kommer kun langsomt rundt i landet, fordi der hele tiden er andre køretøjer, cyklister, tuktukker eller gående på tværs – eller måske en elefant. Dem skal man åbenbart seriøst passe på ikke at køre ind i på visse strækninger om morgenen, hvor de krydser vejen. Vildt! Srilankanerne kører meget fleksibelt, og antallet af baner varierer ret uafhængigt af striberne på vejen – man laver det antal baner, der nu engang er brug for:

Trafik mange baner

I Kandy har man som fodgænger også mulighed for at gå over på tværs af krydset:

Sjovt fodgængerfelt (mindre)

Religion: Det er ret interessant, for Sri Lanka rummer mange forskellige religioner, og efter hvad vi lige kunne forstå på en af vores chauffører, så går det superfint. Vi stoppede kortvarigt i byen Puttalam (som for øvrigt havde en del havvindmøller – velkommen til den jyske vestkyst midt i det hele), og dén by og en anden, vi kom igennem senere på vej mod Kandy, er stort set helt muslimske. Kvinderne går med tørklæde, og der sælges arabisk mad i boderne. Moskéer, kirker og templer findes vist side om side alle steder i landet.

Puttalam, kvinder på bænke

Vi holder pause i Puttalam.

Kristen tuktuk

Vi kørte med både muslimske chauffører (bl.a. Mohamed Kaleel, som vi blev ved med tilfældigt at møde på gaden i Anuradhapura og få en obligatorisk daglig snak med) og kristne. Jesus never fails!

Borgerkrigen (åh, jeg bliver aldrig færdig med at beskrive Sri Lanka i kun ét blogindlæg!): Efter en mangeårig, blodig kamp mellem tamiler (der gerne ville have deres eget land i det nordlige Sri Lanka) og singalesere (der mente, at tamilerne tværtimod skulle skrubbe til Indien) blev der fred i landet så sent som i 2009. Jeg kan virkelig anbefale at læse romanen “De tusind spejles ø” af Nayomi Munaweera. Den giver et fantastisk indblik i historien og i, hvordan to grupper kan blive dybt uenige på baggrund af, hvad der synes som små kulturelle forskelle og nuancer i hudfarve. (Kan læses gratis på eReolen).

Nå, hvordan boede vi så? Det mangler lige. Vi boede på fire forskellige hoteller, og de var vitterlig meget forskellige og illustrerer bare lidt af den diversitet, Sri Lanka rummer. Negombo antyder Sri Lankas daseferiepotentiale (som skulle være meget bedre på sydkysten):

Negombo strand

Negombo pool4

Hotellet i Kandy var det mest spektakulære. Her er vores værelse, hvor selv skraldespanden var af “guld”:

Kandy hotel seng2

Kandy hotel lysekrone

Hallen med den flere meter høje lysekrone og butlerne (heriblandt den statelige “Obama”).

Overalt på hotellet var der gulvtæpper så bløde, at det føltes, som om ens fødder helt forsvandt ned i dem, og meget pyntesyge møbler:

Kandy hotel Anne og Tora i fine stole med Anette (klippet)

Her er guldversionen med Anne:

Kandy hotel Anne møbler14

Maden på hotellet var et kapitel for sig, ikke mindst desserterne – kun cirka en tredjedel af dessertudvalget fra den daglige buffet er med på billedet her:

Kandy hotel desserter4

Personalet havde vi relativt meget at gøre med (ikke mindst “Alfen”), fordi hotellet satte en ære i hele tiden at spørge en, hvordan man havde det. Her ses managerne og køkkenteamet, som har vundet en konkurrence:

Kandy hotel køkkenpersonale (med pil)

Hotellet lå på en bakketop og tronede over hele byen:

Kandy på vej mod temuseum piger spiller basket4 (med pile)

Man kunne sidde på toppen i de snirklede møbler og nyde solnedgangen …

Kandy hotel top

… eller hoppe i poolen, som desværre var lidt kølig:

Kandy hotel pool2

Sikke meget man kan opleve på 14 dage, og så har jeg slet ikke fået det hele med her, men mangler pælehusene og pæleparkeringspladserne (som er bygget på mange meter høje pæle på bjergsiderne), snavehaven (hvor vi kun med nød og næppe fik lov at gå ind, fordi den var beregnet til par, der skulle kysse på bænkene), vores yndlingsrestaurant Casserole i Anuradhapura, vores cykeltur rundt i tempelområdet på 3 udslidte herrecykler (som fik alle til at kaste (be)undrende blikke i vores retning), unge Sajith, der storsmilende aldrig ville lade os spise i fred, mit farvel til Schrödingers kat, larven i maden på Kandy-hotellet, den lokale spiritus arrac, mit flip, da personalet snuppede mine løbesko, fordi hotelgangen skulle se pæn ud, Toras ædelstensindkøb, vores allesammens kjoleindkøb, vores hyggelige ventetider i lufthavne med sushi, burgere og massage, mit pinlige kosher-eksperiment i flyet og de 2 glas flyrødvin (når man kun bestilte ét), Annes evige trrrrrruss-snak, de lidt for tæt dansende, fulde mænd, der havde den fedeste fest helt uden kvinder til en konference på vores hotel, samt ikke mindst vores oplevelser i spice garden med ayurvedamanden, der snød os godt og grundigt og med moralsk tvang fik os til at købe mirakelprodukter til overpriser … Ej, han skal altså lige med:

Spice garden mand

Øhm, og så mangler jeg også lige den famøse telefonopringning fra lobbyen på Kandy-hotellet: Der var blevet klaget over, at vi larmede. At vi larmede? spurgte Anne kækt. Ja, altså hun vidste godt, hvem de mente, for vi var nemlig også blevet generet af det højtopskruede TV, der kørte inde hos naboen. I’m sorry, svarede receptionisten, men det var altså specifikt en klage over vores værelsesnummer, hvorfra der kom meget højlydte grin. Øh ja, altså, vi hygger os lige. Larmer det så meget?! Ups.

Samme dag som jeg tog til Sri Lanka, kørte Thomas afsted i Hjulie ned mod Frankrigs skiområder sammen med 3 venner. Her er han på vej hjem igen (med 109 km/t. et sted i Tyskland) – set fra min position i Sri Lanka (den blå klat):

Hjulie i Tyskland, mig i Sri Lanka

Vi mødtes i Københavns Lufthavn den 30. januar for at starte vores nye eventyr i Chile.

Udgivet i: 2015/2016, Sri Lanka 2016 Tagget: Aber, Arkitektur, Bryllup, Buddha, Fly, Guld, Hilsen, Hjulie, Hotel, Hunde, Munk, Ø, Pool, Religion, Rute, Sprog, Strand, Stupaer, Te, Tempel, Trafik, Tuktuk, Typisk srilankansk

Til Thailand igen

10. januar 2016 af anetteoest

Da vi forlod Cha-am efter vinteren 2013/2014, spurgte de søde thaier selvfølgelig, om vi kom tilbage næste vinter. Det er de vant til fra mange faranger. Vi prøvede så sødt som muligt at sige, at det var et dejligt land, men at der også var mange andre lande, der var dejlige. Vi tænkte, at vi tidligst ville komme igen fem år senere. Der gik dog kun halvandet år – så stod vi der igen.

Men først skulle vi lige med DSB. I toget på vej til Københavns Lufthavn opfriskede vi vores thai med det vendespil, vi lavede sidst (halvdelen af brikkerne rummer et thaiord eller -udtryk, og den anden halvdel det samme på dansk):

Vendespil

Det fik pigen overfor i togkupéen til at spørge, hvad vi lavede, og sådan faldt vi i snak. Hun var supersej: styrmand og derfor væk i vistnok 4 uger ad gangen, men til gengæld også hjemme med totalt fri i flere uger. Hun havde en datter på 2 år, hvilket mange af hendes venner ikke syntes var foreneligt med hendes job, selvom barnet jo også havde en far med et “almindeligt” job. Nogle af vennerne havde så stærke holdninger, at hun helt måtte opgive at se dem.

På flyet fra København til Bangkok sad vi ved siden af en mand på måske 45 år, der var blevet skilt og havde sagt sit job op og nu rejste rundt i verden i hvert fald i et år, afhængigt af hvor langt de opsparede penge rakte – et helt nyt liv for ham.

Da vi landede i Bangkok, så lufthavnen og alt andet ud, som det plejede. Vi fik fat i vores lejede bil og kørte mod Cha-am. På vejen stoppede vi i en Sewen (7-Eleven) og blev overrasket over at kunne købe 3 mikrobølgeopvarmede færdigretter (f.eks. ris med kylling i spicy sovs), en lille sushitrekant (en tangpakke med ris og teriyakilaks), 2 colaer og 2 vand for 35 kr. Nåååh ja, så billigt er det i Thailand!

Udgivet i: 2015/2016, Thailand 2015 Tagget: Liv, Priser, Sprog

Typisk panamansk 9: drive-in-banker

24. marts 2015 af anetteoest

Der er mange banker her i Panama, og en del af dem er drive-in-banker:

Drive-in bank (beskaaret)

En sådan hedder en autobanco på spansk, for det spanske sprog er sådan opbygget, at man tager et vilkårligt ord, man kender i forvejen (f.eks. fra dansk, engelsk eller fransk), og sætter o på:

  • Ligeud: directo
  • Perfekt: perfecto
  • Korrekt: correcto
  • Typisk: tipico
  • Bil (car på engelsk): carro
  • Kiosk: kiosco
  • Lufthavn: aeropuerto
Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Sprog, Trafik, Typisk panamansk

10 Hours of Walking in David as a Woman

24. januar 2015 af anetteoest

Okay, jeg gik ikke i 10 timer, kun i halvanden, og ingen fulgte efter mig og optog det på video. Men i går gik jeg ned i centrum (3 km) for at købe en cykel, gik hjem, fordi den ikke kunne nå at blive klar inden butikkens middagslukning, gik derned igen 4 timer senere og cyklede hjem. Sådan her så jeg ud (plus flipflops):

Anette med ny cykel (beskaaret)

T-shirten er 100 % normal her, og shortsene er der også en del kvinder, der går i, også i min alder. De fleste kvinder går i T-shirt eller en tynd, flagrende bluse med lidt længere ærmer, og så går man i jeans – ekstremt tætsiddende jeans, og det, uanset om man har 10 kg for meget fordelt alene på de 2 baller eller ej! Så jeg vurderer mit outfit til at være okay neutralt.

Men jeg er ikke neutral, for jeg er anderledes her: Jeg har lyst hår, jeg går alene, og jeg går. Hvorfor går jeg? Hvorfor sidder jeg ikke i en bil? Det er underligt at gå. Og hvor er min mand?

På vej ned til centrum blev jeg piftet af, hmm, nok 10 gange og dyttet af lige så mange gange. I modsætning til kvinden i den video, jeg refererer til i overskriften, reagerer jeg, hvilket jeg synes er både helt almindelig høflighed og det eneste naturlige at gøre. Jeg vender mig rundt, smiler og vinker tilbage på et vink og svarer “Ola” på et “Ola”. Alt andet ville da være mærkeligt og utaknemmeligt. Desuden har jeg prøvet tidligere i mit liv at have et udseende, hvor den slags komplimenter aldrig kunne forekomme. Så hvor er jeg bare heldig nu!

På vej hjem stoppede et par biler ud for mig. Den ene var en af medarbejderne i cykelbutikken. Jeg forstår desværre meget dårligt spansk, men jeg tror, han undrende spurgte, hvorfor jeg gik, og måske sagde, at jeg manglede min cykel. Han kørte langsomt ved siden af mig, så der blev kø bagved, men bilister her i Panama er meget tålmodige, når det handler om lige at snakke med en fodgænger eller en anden bilist ud ad vinduet. Så det var ikke noget problem. En anden mand stoppede på samme måde og snakkede til mig, igen nok undrende, men jeg kunne desværre ikke forstå ordene.

På vej hjem gik jeg ind i Super 99 for at handle. Jeg valgte tilfældigvis kassen med en ekspedient, som jeg tidligere har haft lidt problemer med at forstå. Hun vil have et helt særligt antal mønter for nemmere at kunne give tilbage, men jeg kan ikke regne systematikken ud. Sidst endte personen bag mig i køen med at hjælpe ved at tage mønterne op af min pung. Fantastisk! God løsning. Så kunne vi alle komme videre. Denne gang opstod den samme situation, men der var ingen kunder bag mig. Beløbet blev 42,97, så jeg gav hende 45. Men det var hun ikke tilfreds med. Jeg rakte derfor min pung frem, så hun selv kunne tage. Hun ville åbenbart have 45,02, så hun kunne give mig 2,05 tilbage i stedet for 2,03:

Bon fra Super 99 (beskaaret)

Jeg tænkte, at nu var alle glade, men det var hun ikke. Mens hun sagde en masse på spansk, tog hun de 2 kobberfarvede encentmønter og lagde dem på sin arm, pegede på dem og armen og pegede så på en anden butiksarbejder, der gik forbi bag mig, og pegede tilbage på mønten. Jeg forstod først bagefter, hvad hun havde sagt: “Se, her i landet har vi den her hudfarve. Se, det har han også. Det har alle. Og vi taler ikke engelsk! Vi taler spansk!” Hun var tydeligvis meget frustreret og såret, og da jeg forstod situationen udenfor, overvejede jeg, om jeg skulle gå hjem med mine poser og så komme tilbage og købe blomster til hende i butikken ved siden af og gå ind og sige undskyld, eller hvad i alverden jeg kunne gøre. (Da jeg kom hjem, sagde min housemate Charity til mig, at det var godt, jeg ikke gjorde det. Der er nogle racemæssige (hedder “racial” det på dansk?) spændinger her i landet, som jeg ikke har noget begreb om, og de kan ikke fikses med blomster).

På vej ned til centrum igen stoppede en bil ud for mig allerede 400 meter fra vores hus. Så vidt jeg forstod, havde manden i bilen set mig gå den anden vej 4 timer tidligere, og han grinte nu meget af, at jeg stadig var ude at gå, men nu i modsatte retning. Jeg gik ad en lidt anden rute ned til centrum, men fik samme mængde pift og dyt som sidst. En enkelt mand stoppede mig for at snakke. Han var fra Costa Rica og havde været i Panama siden november og skulle blive indtil maj. Så vidt jeg forstod, boede han i bjergbyen Boquete og arbejdede med turisme dér. Hvor længe jeg havde været her? Om jeg havde en mand? Selvom jeg havde en mand, syntes han bestemt, at vi lige skulle drikke en øl, eller jeg kunne komme hjem til ham og snakke. Ikke? Nå, så måske en anden dag? Nej, desværre. Jeg fik lov til at gå videre. I den mest menneskemyldrende del af centrum så jeg for første gang her i Panama (inkl. City!) en tigger. En kvinde uden fortænder. Hun fik 2 dollars.

Jeg fik min cykel. Da jeg satte mig op på den midt i menneskemylderet, hoppede kæden selvfølgelig af. Mig og udvendige gear, vi er ikke helt gode venner. Jeg rodede lidt med kæden i 15 sekunder, før en mand kom ilende til og uden at sige et eneste ord satte kæden på. Jeg takkede ham mange gange og forsøgte undskyldende at sige “Bicicleta nueva” (“Ny cykel”), som om det skulle kunne forklare min klodsethed med gearene. Måske har det desværre bare virket som blær, for hvem ved, om han havde råd til sådan en … Det er nemt at komme til at træde folk over tæerne her, når man er hvid, har penge og alle muligheder i hele verden og hverken forstår sproget, kulturen eller landets historie. Charity prøver tålmodigt at lære mig det.

Udgivet i: 2014/2015, Panama 2014/2015 Tagget: Køn, Sprog

Typisk thai 8: scootere

7. marts 2014 af anetteoest

Thai har, ligesom dansk, optaget en del ord fra engelsk, f.eks. “bikini”. Udtalen lyder tosset (“bikiniiiii” med tryk på sidste stavelse, der trækkes langt ud), men det gør vores udtale af f.eks. “swimmingpool” (som har mistet w-lyden og nærmest bliver til “svømmingpul”) nok også.

Mo-dto-sai er … ja, en motorcykel, og da “lék” betyder ‘lille’, hedder en scooter mo-dto-sai-lék. Scootere fylder vældig meget i gadebilledet og i thaiernes liv – eller dvs. alle mener at eje en mo-dto-sai, ikke en mo-dto-sai-lék, selvom de burde kunne se forskellen, for Cha-am har faktisk en rigtig motorcykelklub, hvor mændene har læderveste med rygmærker og store bikes, hvor benene er strakt helt frem. Dette eksemplar vil jeg godt gå med til at kalde en motorcykel:

Scooter5 (beskåret)

Dreng nummer 4 er på vej op på motorcyklen.

 

En almindelig dansk forælder tænker nok “Ja, ja, lad dem da lege med deres fars motorcykel og prøve at sætte sig op på den”. Men de leger ikke. Kort efter drøner de afsted med kun én hånd på styret og uden hjelme, mens de laver fagter til hende den lyshårede farang, der synes, de er så kære, at de skal foreviges:

Scooter2 (beskåret)

Bemærk det thailandske rød-hvid-blå flag og det gule kongelige flag. De to flag er overalt – vores brug af Dannebrog falmer til ingenting i sammenligning.

 

På halvdelen af alle scootere er der mere end én person. Ofte kan en hel familie inkl. et spædbarn være på én scooter. Og ikke sjældent ser man en scooter med en enkelt mand – og så lige et par hunde på bagsædet! Det fungerer vist meget godt. Vi har kun set en eneste ulykke (mellem to biler på hovedvejen i Hua Hin) i de 4 måneder, vi har været her. Der er fuld opmærksomhed og fuld forståelse i trafikken i Thailand, så man kommer ikke bare sådan til at køre ind i hinanden. På hovedvejen Phetkasem Road (hvor gennemsnittet måske er 90 km/t.) dytter man bare lige for at sikre sig, at de, der venter på at komme ud inde fra en sidevej, holder tilbage. Der er ingen sure dyt, bare lige opmærksomhedsdyt, og man skærer gerne sving af eller placerer sig lidt anderledes på vejbanen for at gøre plads til andre.

Vi er begyndt at være rigtige thaier i trafikken, hvilket betyder, at vi godt kan finde på at cykle i den forkerte side af vejen, altså højre side. Der er simpelthen en fælles opfattelse af, at der er en ekstra vejbane inderst i venstre side til modkørende. I bygaderne er den som regel kun til cykler og scootere, men en bil kan også godt snige sig afsted derinde. Selv på motorvejen til Bangkok bruges nødsporet af modkørende biler. Her er spøgelsesbilister forventede og helt naturlige.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Sprog, Trafik, Typisk thai

Gadenavne og varan

18. februar 2014 af anetteoest

Hjemme i Thailand igen går det lige så stille fremad med at lære thai, men gadenavnene lyder stadig som russisk for os – eller faktisk bare som thai. Det hjælper heller ikke, at man kun sjældent bruger gadenavne her, så vi får aldrig øvet dem. Med undtagelse af hovedvejen Phetkasem og hovedgaden Narathip har vi derfor helt naturligt opfundet vores egne gadenavne. Den ene vej væk fra vores villa hedder Slangestien – et navn, den fik helt i starten, hvor vi ikke turde gå på den smalle grussti i mørke, fordi der ingen gadelygter er. Tænk, hvis man kom til at træde på en slange i mørket! Nu bruger vi den gladelig på alle tidspunkter af døgnet, og faktisk er det endnu ikke lykkedes os at se andet end en eneste lille, 20 cm lang, død slange i vejkanten et helt andet sted, langt fra Slangestien. Den anden vej væk fra vores villa hedder Hundegaden. Og så er der Varanvejen – af indlysende årsager:

Varan Thomas

Et af de mindre eksemplarer.

 

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Sprog, Varan

Ankomst til Singapore

17. februar 2014 af anetteoest

Landet Singapore består af én hovedø og en masse miniøer af uvæsentlig størrelse. Der er officielt 62 minøer, men det er svært at nå så højt et antal, når man tæller på kortet:

Singapore kort

Ved ankomsten til Singapore studsede vi over de utrolig mange containerskibe, der lå for anker i havet. Lidt research afslører, at Singapore har den næsttravleste havn i verden (efter Shanghai), så det imponerende skue har sin årsag:

Singapore skibe3

Singapore står på mange måder i kontrast til Thailand inkl. Bangkok. Den korte taxatur fra lufthavnen til vores hotel i centrum foregik ad fuldstændig rene veje med træer og blomster overalt. Måske er renligheden intet under, da man risikerer bøde, hvis man smider affald – eller er indehaver af et stykke tyggegummi. Selv deres penge (singaporedollars) skinner og har ikke antydningen af den dårlige lugt, som ofte dunster op fra thailandske penge:

Singapore penge

Og i Singapore kan afløbene tåle toiletpapir – i modsætning til i Thailand, hvor man skal få sig en ny vane med ikke bare at slippe toiletpapiret, men lægge det i en spand ved siden af.

Generelt var det skønt med lidt mere civilisation, og ikke mindst var det en kæmpe lettelse, at folk tiltalte os på engelsk (de officielle sprog er engelsk, malajisk, tamil og kinesisk). Kun en enkelt kinesisk taxachaufførs engelsk  var på thailandsniveau. Det er også lidt nemmere at købe ting (f.eks. et Apple-tastatur, hvis man får brug for det), fordi alt er mere vestligt og genkendeligt, men på trods af store shoppingcentre og Orchard Road med enorme mærkevarebutikker (i den ubrugeligt høje ende: Louis Vuitton, Prada, Rolex, Chopard osv.) er der også områder af Singapore, som minder mere om Bangkok, hvor et shoppingcenter er en halvskummel og dårligt belyst bygning med bittesmå butikker, hvor der lugter dårligt, og der kun er skrammel at købe.

Vi fandt hurtigt ud af, at rygtet om Singapore som et dyrt sted at leve, har sin berettigelse: Taxaerne er billige, men mad (både i supermarkeder og på restauranter), hoteller og turistattraktioner ligger på dansk niveau eller højere.

Udgivet i: 2013/2014, Singapore 2014 Tagget: Sprog

Fiskesovs og sprog

28. november 2013 af anetteoest

Hjemme i Aarhus lærte vi os tallene på thai via den fantastiske app ThaiDict (ca. 140 kr.). I appen kan man skrive et ord på engelsk og se det skrevet med lydskrift (og også skrevet på thai, hvis man er til den slags) og ikke mindst få det læst højt af en thaikvinde. Da vi kom herom (“herom”, fordi det jo er halvvejs rundt om kloden), var vi spændte på, om thaierne overhovedet kunne genkende det, når vi sagde nùng (1), sǒong (2), sǎam (3), sìi (4), hâa (5), hòk (6) osv., eller om vi udtalte det helt forkert. Men vi havde takket være den rare appdame fået helt rigtigt fat i det – endda også tonerne. På dansk kan vi sige “hej” i et utal af tonelejer afhængigt af vores humør og indstilling: Vi kan udtrykke, at vi er glade for eller overraskede over at møde den, vi taler til, eller vi kan sige “hej” mere neutralt, fordi vi også hilste på hinanden lige for en time siden. Den går ikke på thai, for tonehøjderne er betydningsafgørende. Tonehøjderne markeres i lydskriften med accenterne, så ordet “sǎam” har en lang a-lyd, der først er faldende, så stigende (markeret ved, at accenten først går ned, så op).

Vi har nu lært os flere ord, deriblandt fiskesovs: Fisk hedder bplaa, og vand hedder náam, og de to ting giver fiskesovs på thai: nám-bplaa. Fiskesovs er thaierne glade for. Ud over at det er i halvdelen af retterne (eller nok egentlig flere), står der også altid fiskesovs, som regel med chili (“prìk”) i, på bordene, så man selv kan tilsætte mere til retten (ligesom der selvfølgelig også står 2-3 slags chili og også sukker). I supermarkedet er der en hel række med fiskesovs:

Der er fiskesovs helt ned til enden.

Der var vist en smule sojasovs, men ellers fiskesovs helt ned til enden.

 

Rækken med nudler var dobbelt så lang.

Udgivet i: 2013/2014, Thailand 2013/2014 Tagget: Fiskesovs, Mad, Sprog

Copyright © [the-year] [site-link].

Powered by [wp-link] and [child-link].