Liv

Til Thailand igen

Da vi forlod Cha-am efter vinteren 2013/2014, spurgte de søde thaier selvfølgelig, om vi kom tilbage næste vinter. Det er de vant til fra mange faranger. Vi prøvede så sødt som muligt at sige, at det var et dejligt land, men at der også var mange andre lande, der var dejlige. Vi tænkte, at vi tidligst ville komme igen fem år senere. Der gik dog kun halvandet år – så stod vi der igen.

Men først skulle vi lige med DSB. I toget på vej til Københavns Lufthavn opfriskede vi vores thai med det vendespil, vi lavede sidst (halvdelen af brikkerne rummer et thaiord eller -udtryk, og den anden halvdel det samme på dansk):

Vendespil

Det fik pigen overfor i togkupéen til at spørge, hvad vi lavede, og sådan faldt vi i snak. Hun var supersej: styrmand og derfor væk i vistnok 4 uger ad gangen, men til gengæld også hjemme med totalt fri i flere uger. Hun havde en datter på 2 år, hvilket mange af hendes venner ikke syntes var foreneligt med hendes job, selvom barnet jo også havde en far med et “almindeligt” job. Nogle af vennerne havde så stærke holdninger, at hun helt måtte opgive at se dem.

På flyet fra København til Bangkok sad vi ved siden af en mand på måske 45 år, der var blevet skilt og havde sagt sit job op og nu rejste rundt i verden i hvert fald i et år, afhængigt af hvor langt de opsparede penge rakte – et helt nyt liv for ham.

Da vi landede i Bangkok, så lufthavnen og alt andet ud, som det plejede. Vi fik fat i vores lejede bil og kørte mod Cha-am. På vejen stoppede vi i en Sewen (7-Eleven) og blev overrasket over at kunne købe 3 mikrobølgeopvarmede færdigretter (f.eks. ris med kylling i spicy sovs), en lille sushitrekant (en tangpakke med ris og teriyakilaks), 2 colaer og 2 vand for 35 kr. Nåååh ja, så billigt er det i Thailand!

At møde verden oppefra eller nedefra

Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min første rigtige kæreste, da jeg var 14 år gammel (for kun 18 år siden). Den handlede om personlighed og præsentation over for andre – et punkt, hvor vi var stærke modsætninger.

Hans tilgang var “oppefra”: Han var åben, snakkende, drillende og en lille smule pralende eller overdrivende i sin præsentation af sig selv – så kunne han altid efterfølgende trække lidt i land, hvis det var nødvendigt. Under alle omstændigheder havde han så opnået en lang række fordele: kontakt med de nye mennesker, han stod over for, og opmærksomhed fra dem, et godt og livligt førstehåndsindtryk, måske umiddelbart en højere karakter i skolen, og adgang til noget, han ellers ikke ville have fået adgang til.

Min tilgang var “nedefra”: Jeg fandt det naturligt at underspille, være tilbageholdende og se folk og situationen an, før jeg selv åbnede munden – og så skulle den endelig ikke åbnes for meget. På den måde kunne jeg altid senere overraske positivt med mine evner eller min viden, fordi folk som udgangspunkt havde sat mig ret lavt. Det føltes rart for mig at overraske positivt; omvendt var der ikke noget mere pinligt end at skuffe.

Mon ikke vi begge har fortsat levevisen lige siden?

Jeg opdagede for et par dage siden, at jeg stadig er tryggest ved at tage tingene nedefra og skabe projekter i al hemmelighed og ydmyghed. Jeg er nemlig med stor iver ved at skrive en bog om de hyppigste danske stavefejl, og Thomas og jeg reflekterede lidt over pointen med bogen: målgruppe, formål, længde, illustrationer eller ej osv. Én ting sagde jeg helt klart: Jeg skrev i hvert fald ikke bogen for at tjene penge – jeg ville bare så gerne ud med alle de idéer, der fylder inde i mit hoved. Men et par timer efter vendte jeg tilbage med et kontraudsagn: Jeg ville faktisk enormt gerne tjene penge på den, og det ville være en drøm at få en passiv indtægt på den måde. Det var svært at sige – så svært, at jeg end ikke selv var bevidst om det til at starte med. Det forpligter jo at sætte sig et mål. Folk vil spørge undervejs, hvordan det går med bogen. Efter udgivelsen vil man konkludere, at den ikke blev en succes, medmindre den tjener det ind, som jeg har ytret ønske om. Min bog kan altså blive en taberbog, og jeg en taberforfatter. Eller hvad?

Hvis jeg skriver den i al hemmelighed, udgiver den selv, går diskret med dørene og bare observerer, hvor mange eksemplarer bogen bliver solgt i, og siger “Aha” til tallet, er der jo ingen, der kan komme efter mig, og jeg bevarer med garanti min stolthed. For jeg udgav jo bare bogen for sjov i min fritid. Men hvad skal jeg med den stolthed?

Lad det hermed være sagt:

Jeg vil udgive en kort, præcis, humoristisk og lærerig toilet-/mandelgavebog om sjove og mærkelige hyppige stavefejl, og jeg håber, jeg kommer til at tjene fedt på den!

I er velkomne til at spørge, hvordan det går med den – så kan det også være, den rent faktisk bliver til virkelighed, og at jeg selv tager den alvorligt som arbejde og ikke som et fritidsprojekt. Man skriver altså ikke faglige bøger i sin fritid, uanset hvor små og sjove de så end er.

Hostelliv

Selvom vi arbejder det meste af tiden, er det hyggeligt at være på hostel. Her kommer en masse forskellige mennesker, nogle bare for en enkelt overnatning, andre en uges tid.

Nogle er unge – som f.eks. den canadiske fyr på 21 fra fransktalende Québec, der har sagt sit job op, fordi det var for kedeligt, og er taget her til Panama (hans første udlandsrejse nogensinde!) for at opleve landet og tænke sig om indtil nytår, hvor han tager tilbage og får en ny start på sit voksenliv. Andre er lidt oppe i årene – som ham den gamle skotte, der mangler halvdelen af sit ene øre, har det sjoveste sprog og som den eneste på forhånd udmærket vidste, hvad en næsebjørn er, og hvad den spiser.

Nogle har ikke rejst så langt – som den amerikanske fyr, der for tiden bor i Costa Rica hos noget familie og arbejder på deres hotel og bare lige er 3 dage i Panama for at kunne forny sit visum i Costa Rica. Andre er ude på en lang rejse – som motorcykelmanden, der startede i Vancouver i Canada og er kørt hele vejen ned gennem USA, Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Costa Rica for nu at være i Panama og om 5 måneder ende i Argentina.

Nogle holder totalt fri her – som den eneste dansker, vi har mødt, en pige, der har læst antropologi et semester i hektiske Mexico City og nu trænger til ro og fred og stille natur i bjergene i Panama, inden hun skal genforenes med nogle af sine studiekammerater i Colombia. Andre arbejder her – som fyren, der har læst to semestre på college i USA, men synes, det er alt for dyrt, og nægter at ende med en kæmpe studiegæld, hvorfor han nu arbejder en måned i Panama på hostellet og derefter en måned i Costa Rica på en abefarm, en måned i næste land som engelsklærer osv. opad mod USA, mens han håber på på magisk vis at kunne komme til Sverige eller Asien og læse helt gratis.

Nogle rejser alene – som den ca. 50-årige kvinde, der ikke har haft fast bopæl de sidste 15 år, men bare rejst rundt i verden og tillagt sig nogle underlige vaner med f.eks. at nynne, synge, danse og slå skeer mod hinanden til sin indre musik i fremmede menneskers nærvær. Andre rejser sammen – som den tyske kvinde, der sagde sin lejlighed og alt andet op, tog til USA og startede på en næsten et år lang cykeltur, selvom hun aldrig havde cyklet før, og så mødte en anden cyklist, som hun nu følges med, indtil de igen bryder op om nogle uger for måske at mødes igen senere.

Nogle er tynde – som hende asiaten, der kun lige siger hej og altid har sin lille mekaniske vægt med, så hun kan veje den sparsomme mad, hun indtager. Andre er tykke – men det er faktisk mest bare den panamanske rengøringsdame.

En ting er sikker: Alle her har hver deres historie at fortælle og hver deres spændende grund til at være her.