I dagtimerne ligger der vilde hunde og flyder overalt.
En god hvilestilling.
Thaierne er meget tålmodige over for alle hunde og sænker f.eks. farten og venter på, at de trisser lige så stille over vejen, og de lader dem også bare ligge foran deres butikker og faktisk deltage i den afslappede snakkehygge inde på de private grunde. Nogle thaier fodrer dem. Så de er ligesom en del af hverdagen.
Men da vi første gang bevægede os ind på vejen til Sam’s Pool Villas, blev vi mødt af en hær af gøende, strubeknurrende hunde, der var arrige og onde og med blottede skarpe tænder, og de fulgte allesammen efter os og hidsede nye hunde op på vejen. Så kommer man pludselig i tanke om, hvad god, gedigen frygt er, og bliver bevidst om, at det er meget sjældent, man støder på den følelse. Min puls var vældig høj, og jeg forventede at miste en lægmuskel hvert øjeblik, det skulle være. Først ser man dem, så ser de én, og så kommer de målrettet nærmere!
På vores gade er der cirka 15 hunde – plus eventuelle venner – som man skal passere.
Her kommer en lille fortrop.
Ham her og 8 af hans venner er ikke sjove at møde om aftenen!
Heldigvis blev vi accepteret allerede efter et par dage, så det blev kun til 8-9 ture med bankende hjerte. Når man er gode venner, ser de pludselig heller ikke så skræmmende ud:
Ham med hængeøret her er blevet en af mine favoritter.
Nu er ham den hvide (Gnavpot) den eneste, der ikke kan genkende os. Han gør altid – og tænker åbenbart ikke nærmere over, hvorfor ingen af de andre gør. Retarderet …
Hvis man er heldig, støder man på de unge udgaver af de vilde hunde:
Her er White – poolvillaernes vagthund:
Hun bruger meget tid på at ligge og slappe af, og så skal man jo lige strække sig, når man kommer op at stå:
Først den ene vej.
Og så den anden vej.