Også vores hus har pigtråd, høje mure og gitre for næsten alle vinduer. Men vi har en enkelt mur, som af uransagelige årsager kun er 1,5 meter høj målt udefra og uden pigtråd. Et par tagplader på toppen af muren er faldet af (det gør de f.eks., når man lægger sin kropsvægt på dem), så det er nemt at komme over inde fra naboens indkørsel. Der er endda et hul i den lave hæk foran – som en invitation:
I forgårs kom vi cyklende hjem forbi håndværkerne ved skolen, som er vores nabos nabo. De er lige blevet færdige med deres projekt dér. Vi hilste på dem og smilte til dem som sædvanlig – også den 20-årige knægt, som kækt nok har spurgt om mit telefonnummer. Lidt senere kom de kørende meget langsomt forbi vores hus, mens de gloede helt vildt. De vendte om lidt nede ad gaden og gentog processen den anden vej. Jeg tænkte, det var utroligt, så interessant jeg var. Men måske var det ikke mig, de kiggede efter.
Om natten forsvandt Thomas’ cykel nemlig, uden at nogen af vores døre var blevet låst op, og der var spor af sko på både ydersiden og indersiden af den indbrudsindbydende mur. Nogen er altså klatret over muren, har løftet cyklen over og er kravlet tilbage igen – det sidste er lidt af en bedrift, da muren er 2 meter høj set inde fra os:
Vi er ikke på så god fod med vores udlejer og med mellemleddet mellem os og udlejeren, fordi de har misligholdt kontrakten (ikke overdraget huset til os i rengjort stand, ikke vedligeholdt poolen og haven og leveret internet 14 dage for sent), så vi ville ikke puste til ilden ved nu at brokke os over indbrud. I stedet tændte vi spotlys på stedet og uden for huset og tænkte, at det nok ville virke præventivt. For øvrigt ville de vel have taget min cykel også i samme ombæring, hvis den var interessant.
Men næste nat forsvandt min cykel så, og der er nu lidt flere fodaftryk afsat på muren. Vi har ikke flere cykler at give af nu, så vi frygter, hvad der vil ske i nat – går de videre ned ad søjlegangen og over til vores computere og vores udendørs seng?
I går eftermiddags gik vi ind til vores nabo for at høre, om hans videokameraer tilfældigvis havde filmet indbruddet. Det havde de ikke, for de har vist ikke virket, siden hans sidste ekskone, Lilly, flyttede ud. Vi fik en snak om det hele, og han ville gerne hjælpe, f.eks. tilbyde os et værelse hos ham, hvis vi da bare ikke var bundet af en lejekontrakt.
Efter andet indbrud i dag begyndte vi at tænke over, hvad han havde tilbudt, og efter at have snakket vores muligheder igennem og regnet på sandsynligheden for, at vi kan få vores udlejer til at sætte pigtråd op – og ikke mindst tidshorisonten for det – gik vi over til naboen igen. Det resulterede i, at vi nu sover i hans hus foreløbigt 2 dage på prøve og dermed undgår indbrud nr. 3 og 4, hvis de da er planlagt.
Vores nabo, Malcolm, viser sig at være en 80-årig englænder med et utrolig spændende liv både bag sig og foran sig, og vi har lige nydt en dejlig og superhyggelig middag sammen med ham og hans lejer, Charity, en ung canadisk kvinde, der lever af at skrive for andre på deres blogs. Vi havde ikke lige forestillet os, at vi skulle bo sammen med andre her i Panama, men måske er det den bedste løsning.