Juletræspyntning, kulde og mørke udenfor, hygge og varme indenfor, nisser og stjerner, stearinlys, gaver og forventning, traditioner, familie, sange, duft af steg, risalamande, rød dug, nissehuer, sidste afsnit af julekalenderen.
Alt det gik vi glip af i år. Bortset fra en enkelt julegave fra vores udlejer, Mr. Sam.
Til gengæld startede min dag med en lang svømmetur frem og tilbage langs kysten i det varme, salte hav, en kort cykeltur hjem og vække Thomas, et bad. Derefter en cykeltur ad Googles foreslåede rute, bl.a. en lille sti langs jernbanen. Mudder i hele stiens bredde, som vi kæmpede os igennem. Decideret oversvømmelse af stien – op og gå på skinnerne og trække cyklen et par kilometer.
Frokost på Cha-am ATV Park, baneræs og muddersprøjt på kraftige ATV’er (firehjulede køretøjer, der kan holde til at køre offroad over store huller og igennem vand), bueskydning.
Is – og isglad hund.
Cykeltur hjemad i det frodige landskab.
Forbi bananplantager og bananhøst.
En mand kom med en klase små, ultrasøde bananer og en mystisk gul frugt og ræsede så afsted på sin scooter.
Rismarker og rishøst. 4 risarbejdere, der syntes, vi skulle prøve at sidde i deres mejetærsker.
Glæde over thaiernes åbenhed. Hjemtur gennem de små gader i det bagerste Cha-am. Indkøb af bobler og pizzahentning. Pizza og film. Bobler. Skype med familien. God jul!