I påsken udnyttede vi de mange fridage til en tur ud til en meget lille ø med en omkreds på kun 5-6 km. Ved bestillingen overvejede vi 2 eller 3 nætter. Vi valgte 3, men da vi først var på øen, bestilte vi hurtigt en fjerde overnatning – der var bare SÅ lækkert, som det nok fremgår af dette Spies-reklameagtige billede:
Øen ligger 220 km sydpå fra vores hjem i Cha-am:
Indzoomet kan man måske se, hvor lille den er:
Hele øen rundt er der klippestrand, bortset fra i 2 små bugte med sandstrande, Big Bay og Pearl Bay, der vender over mod fastlandet, og hvor vandet er blikstille.
Øen er privatejet, langt størstedelen består af skov, og der er kun ét resort. I tidsrummene 9-11 og 15-17 er øens generator slukket pga. vedligeholdelse, så der er ingen strøm i 4 timer hver dag. Hvis alle værelser var helt fyldt, ville der være ca. 90 mennesker. Dertil kommer nogle dagsturister, som er på øen mellem kl. 10.30 og 14.30. Men der var nok kun 40 overnattende gæster de dage, vi var der (halvdelen thaier, den anden halvdel europæere) – et helt perfekt antal, så der var liv, uden at der var for mange.