Panamanerne er bemærkelsesværdig glade for gitre, hegn, mure og pigtråd, hvilket undrer os.
Vi har intet ubehageligt oplevet endnu og kan heller ikke se det ske. Alle er utrolig venlige og gæstfrie, og vi har ikke set nogen fattigdom (vi har dog heller ikke været rundt i hele David endnu). De fleste bor i en villa og har bil, men der er da nogle få lejligheder også – men ingen blikskure som i Thailand. Altså gedigen middelklasse hele vejen rundt.
Men folk er bevidste om sikkerhed. Vores udlejere vender sig om efter at være gået ud ad vores hoveddør og gestikulerer eftertrykkeligt “Husk nu at låse døren”. Og et par piger, som stoppede op på gaden for at snakke med os, inden de skulle på bussen, spurgte bekymret, om vi nu havde låse på vores cykler. De skulle bare vide, at vi lige er begyndt at eksperimentere med, hvor ofte vi kan lade dem stå ulåst … Også den italienske ejer af en af vores yndlingsrestauranter har talt om sikkerhed. Men da vi spurgte ind til det, viste det sig, at han har boet forskellige steder i Panama i 12 år og kun har oplevet indbrud én gang. Tyvene tog en enkelt gasbeholder (bruges i køkkenet til gasblussene) og smuttede igen. Panamanernes bekymring virker lidt overdrevet.
Her ses den klassiske rullede pigtråd på toppen af en mur. Den er bare superdejlig, hvis man er panamaner:
Nybyggeri i simpel stil – med tilsvarende minimalistiske strømførende ledningerne øverst på muren (mmm, rigtig mums med panamanske øjne!):
Panamanerne gør meget i udestuer/overdækning, men hvor vi ville bruge glas eller ingenting, bruger de gitre – således også på denne førstesalsbalkon, som nu minder mest om et fuglebur:
Hvor panamanerne gerne vil spærre sig selv inde, har jeg det lige omvendt. Jo mere jeg er lukket og låst inde, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg ønsker at kunne komme ud ad flere døre i forskellige retninger, hoppe ud ad vinduer og over hække og løbe uhindret rundt om hele huset. Så har jeg det bedst. De første nætter i det store hus var jeg lidt bange over indelåstheden og det rigmandssignal, huset udsender – frygten var især svær at slippe af med pga. de utrolig mange lyde, huset kommer med. Det knirker og knager højere, end man skulle tro muligt, og køleskabet lyder præcis som en indbrudstyv – eller et spøgelse, hvis man tror mere på den slags.
Nu sover vi ude i det fri, og efter én tilvænningsnat føler jeg mig fuldstændig tryg, selvom “onde mennesker” nemt kan hoppe over en af vores mure, som kun er 1,80 meter høj og helt uden pigtråd på toppen. Det sjove er nemlig, at panamanernes sikring ofte er ufuldstændig. Der kan være pigtråd og strømførende ledninger langs én mur, mens en anden er glemt, eller man kan bare kravle op på taget og passere pigtråden på den måde. Derfor virker alle sikkerhedsforanstaltningerne noget proforma – set med danske øjne.