Her i Panama er der politi overalt. F.eks. var der masser til karnevalet i Dolega, hvor de patruljerende gik runder eller bare stod og holdt opsyn i deres varme uniform som forrest i dette billede af dansepladsen:
Det er lidt specielt for os danskere, at der hele tiden kommer fuldt udrustet politi ind i vores synsfelt, alle med stave og pistoler og nogle endda med maskingeværer. Den var ikke gået til Grøn Koncert, uden at noget af hyggen røg.
I gadebilledet ser man dem køre forbi på motorcykel med to på, hvor den bagerstes maskingevær stikker lodret op i bedste terroriststil.
En dag, da vi boede i hus nr. 2 (hos den ældre mand Malcolm), lyste to politibetjente ind ad vores vinduer kl. 23 om aftenen panamansk tid (vores kl. 5 om natten) og ringede efterfølgende på døren. Vi forstod ikke meget af, hvad de sagde, men i hvert fald var vores alarm gået og havde tilkaldt dem. Meget mystisk, når alarmsystemet ikke havde været slået til i flere år … Vi fik forklaret, at vi bare var lejere, og at husets ejer var i Bocas, og så gik de igen.
Det mærkeligste er måske ikke opbuddet af politi overalt. Det er nok bare nødvendigt i et mellemamerikansk land, hvor en tilfældig taxachauffør fortalte os, at tre mænd var steget ind til ham i bilen, havde bundet hans hænder på ryggen og hevet en hætte ned over hovedet på ham. Så var de kørt rundt, måske med ham i bagagerummet (det forstod vi ikke helt), men da han bare føjede sig – han var ingen Superman, som han sagde – fik han vist lov at slippe. Nogle restauranter låser dørene om aftenen, fordi de har hørt om andre restauranter, der lige er blevet røvet. Og i kvarteret syd for bymidten (hvor vi nu bor – mere om det senere) skilter det lokale supermarked med, at man lige skal lade være med at tage smykker på ind i butikken – de gider ikke huse værdier:
Det, der undrer os mest, er gringoernes (altså de hvide immigranters) automatiske skepsis: Da vi fortalte vores roommate, canadieren Charity, at politiet havde været forbi, udbrød hun: “Det var da altid noget, at de ikke bad om bestikkelse!” Og da Malcolm kom hjem, spurgte han: “I lukkede dem ikke ind, vel?” Jeg spurgte undrende: “Nej. Hvorfor?” “Fordi man ikke kan stole på dem,” var svaret. Vi har kun oplevet dem som enten politiagtigt reserverede eller sødt smilende – eller evt. lidt mærkelige: sådan lidt for snakkende og næsten lidt fulde.