Søndag aften (dagen efter ankomst) skulle selvfølgelig udnyttes til at prøve en af Singapores mange interessante restauranter:
Den virker måske ikke specielt interessant set udefra, men så se den indenfor:
Thomas og jeg har efterhånden prøvet mange gode restauranter og spekulerer på, om vi snart løber tør for restauranter, der giver os en wowfølelse og værdi for pengene, og som vi husker tydeligt et år senere. Vi prøvede Kiin Kiin i København lige inden vores afrejse til Thailand, vores første michelinstjernerestaurant, hvilket klart var en god oplevelse, og måske skal vi også snart se at få prøvet den sagnomspundne Noma. Men Noma skal virkelig kunne noget, når prisen er højere end på aarhusrestauranten Frederikshøj, som vi ved er pengene værd, men også kun lige – altså på samme måde som en dyr koncert kan være pengene værd, selvom det bare er uforholdsmæssigt mange penge at fyre af på én aften.
På NOX var vi sikre på at få en wowfølelse. Selv hvis kvaliteten af maden skulle være under forventet, ville det klart blive en oplevelse på koncertmåden. Vi skulle nemlig spise i komplet mørke!
Da vi ankom, fik vi lidt at drikke i loungen, blev præsenteret for konceptet, fik valgt vin til maden (uden at kende menuen) og fik låst min taske og ikke mindst vores mobiltelefoner og alt andet med lys i inde i et skab. Så var vi klar og blev ført hen til en dør. Døren åbnedes ind til en mørk trappeopgang, og den blinde tjener, som skulle være vores denne aften, Rahamad, kom ud og hilste på os og bad os holde ham på skulderen. Han førte os op ad en trappe, mens døren blev lukket bag os, og rundt om hjørner, så den sidste lysstribe fra under døren ind til loungen forsvandt, og der var helt mørkt. Det eneste synlige var nogle infrarøde kameraers svagt røde prikker oppe i loftet.
Det lykkedes os med Rahamads hjælp at få os sat ved et 2-mandsbord over for hinanden. Han fortalte os, hvor vores glas og bestik (gaffel og ske) var, og vi følte efter – ja, dér var det. Vi vidste, vi skulle have en 3-rettersmenu, men det var også alt. Så da forretten kom ind, blev vi gladelig overrasket over, at der var 4 små skåle placeret i kl. 6, 9, 12 og 3 på en større tallerken, der kunne dreje rundt. Vi foretrak at lade skålene stå i udgangspositionen uden at dreje – så føltes det nemmere at holde styr på. Vi stak i blinde gaflen ned i kl. 6-skålen, fandt noget dernede, tog skålen op mod munden for ikke at spilde og smagte tillidsfuldt på sagerne: en form for nudler og nogle stykker fisk. Kl. 9-skålen havde vi delte meninger om: tydeligvis kammusling eller tydeligvis ikke kammusling – det var den for stor til. Kl. 12 rummede, hvad vi begge klart mente var røget laks og en form for bønner, og kl. 3 var … også noget fisk, måske makrel. Hovedretten var i virkeligheden også 4 små hovedretter, og først da vi i hovedrettens kl. 3-skål fandt … hmm, muligvis nogle indvolde, forsvandt den blinde tillid, og vi blev lidt mere forsigtige. Men tilliden blev snart opbygget igen, for alt var tydeligvis af høj kvalitet, og der var f.eks. intet blødt kyllingeskind, sejt kød, fedt eller sener. Jo, fedt var der, men det var meningen: Foie grasen var letgenkendelig. Efter en halv times tid i mørket var vi blevet hjemmevante og kunne fint mødes på midten til en skål med vinglassene. Og når vi lagde gaflen fra os, kunne vi finde den igen i første forsøg uden famlen. Efter halvanden time og også 4 små, lækre desserter bestilte vi en drink ud fra hukommelsen om drinkskortet, som vi så nede i loungen: den drink, der hed noget med “Pink”, og den med mynte. Rahamad fandt ud af, hvad vi mente, og vi sad og nød den sidste tid som blinde, inden han førte os ned ad trappen igen. Så snart vi forlod det velkendte lille 2-mandsbord, blev Thomas og jeg usikre og famlende igen. Forskellen på os og Rahamad blev helt tydelig til sidst, for nogen havde glemt at slukke en lille lampe nederst, så Thomas og jeg kunne fint se de sidste trin, men Rahamad blev troligt ved med at guide os og fortalte, at der nu kun var 5, nu 4, nu 3 trin tilbage – han havde ingen anelse om, at lampen var tændt.
Nede i loungen blev vi spurgt til vores oplevelse, og vi fik gennemgået alle 12 retter. Nej, ikke nudler, men spaghetti. Ja, kammusling. Næh, ikke røget laks, men torsk. Niks, ikke kylling med lækkert sprødt skind – det var and. Nej, ikke indvolde, men lidt derhenad: brissel. Det var en fantastisk smageoplevelse, et fantastisk og respektindgydende indblik i de blinde tjeneres verden og en fantastisk paroplevelse at høre smilet i den andens stemme i stedet for at se det.