Vi flyttede ind i vores hus i lørdags – lidt før det var indflytningsklart, så de første dage var der håndværkere, der lagde nyt gulv et par steder, og rengøringen er først lige gået i gang i dag for en time siden.
Vi havde egentlig indstillet os på, at der her i David ikke rigtig fandtes huse med pools, og at vi måtte bo i det, vi i Danmark ville kalde et håndværkertilbud med mørke, plyssede møbler fra 70’erne. Men til gengæld ville huslejen så kun være på et sted mellem 150 og 600 dollars (900 og 3.600 kr.). Men de huse af den slags, som vi så, havde ingen brugbare udeområder, kun bar jord i stedet for en have eller med 100 % indkig til/fra naboen. Og da vi jo ikke er kommet til Panama for at sidde indendørs og arbejde og se fjernsyn, var vi nærmest nødt til at vælge det ene hus, vi så, der havde udendørs privatliv. Det var bare i en lidt anden liga – også prismæssigt (ca. 12.000 kr. alt inkl.).
Vores hus ligger i et meget stille villakvarter:
… og er lidt majestætisk med en prangende indkørsel, søjler og kupler (og et springvand forrest, som ikke kan være på billedet):
Dér, hvor vores Mercedes og Audi skulle holde, fylder vores cykler ikke meget:
I stedet for at vælge hoveddøren i midten, så lad os gå ind ad den “lille” dør i venstre side og ned ad søjlegangen:
Halvvejs henne ad søjlegangen er der en dør (bag tremmerne) ind til stuepigens gemakker, og den næste dør åbner ind til et toilet:
For enden af søjlegangen er det fantastiske udendørsområde med en 18 meter lang pool forrest. Bag den blå mur overvejer vi at placere en seng, så vi kan sove udenfor bag 3 vægge og et myggenet. Til højre derfor har vi indrettet kontor, og så er der lige et poolbord:
Drejer vi hovedet mod højre er der en jacuzzi og en stor overdækket terrasse, og bag spejlglassene findes vores master bedroom:
Her er den ene halvdel af master bedroomet:
Med denne noget specielle kongeseng:
Og her er den anden halvdel af master bedroomet:
Det tilhørende walk-in closet er lidt svært at tage billeder af, men her er halvdelen af det (det er større end køkken-alrummet i vores kolonihave!). Vi bruger kun 4 hylder:
Her er det tilhørende badeværelse – igen med utrolig meget skabsplads bag spejlene:
Når man går ud af master bedroomet, er der en gang med to døre. Den ene fører ind til værelse nr. 2 med bad, som ser cirka sådan her ud:
Den anden dør fører ind til et forkammer/walk-in closet med badeværelse (springer vi lige over her), som har en dør ind til “Egypterværelset”:
Vi har givet det navnet af oplagte årsager:
Midt inde i Egypterværelset er der selvfølgelig et ekstra værelse:
Går vi tilbage ud i gangen igen, kan vi se den 10 x 10 meter store entré-køkken-alrum-stue (der med sine 100 kvadratmeter kan rumme hele vores kolonihavehus 2 gange):
Køkkenet:
I rummet er der ovenlys fra denne kuppel med én af i alt 4 lysekroner:
Fra entré-køkken-alrum-stuen er der adgang til en kæmpe udestue med indbyggede højttallere i loftshjørnerne og indbygget diskolys i 4 farver:
Fra køkkenet er der desuden adgang til stuepigens gemakker. Til venstre ses hendes vaskerum, og til højre ligger hendes private værelse, der ingen vinduer har og kun er på ca. 8 kvadratmeter. Snoren, der hænger ned midt i rummet, er til at betjene ventilatoren i loften (der er selvfølgelig ikke aircondition i netop dette rum):
Her er stuepigens badeværelse (selvfølgelig uden varmt vand som det eneste):
Pyh! Efter illustrationen af disse triste forhold for en panamansk stuepige er rundturen slut. Vi fandt altså vores drømmekontor med gode poolfaciliteter (både i den våde og i den tørre forstand), privatliv og skøn arbejdsudsigt:
Der fulgte bare desværre mere end 400 kvadratmeter bolig med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med … Men det giver da god motion, at køleskabet er 150 meter fra kontorstolen.