Vi har længe ønsket os et poolparty eller en strandfest, men det er svært at opdrive her i den uturistede del af Thailand. Sidste lørdag lykkedes det endelig, dog efter at solen var gået ned, og uden direkte udsigt til vandet. Men det var så dér, man gik ned for at tisse.
Thomas tog en scootertaxa hjem og hentede spillekort og elastikker og tryllede for de måbende thaier, der klappede imponeret efter hvert tryllenummer:
De 4 thaier (3 piger og 1 dreng i starten af 20’erne) kom fra Bangkok, men var ikke typiske turister, for det var deres første besøg i Cha-am. De var på studietur med uni, hvor de læser kinesisk musik. Først troede vi, vi havde fundet nogle af de thaier, som taler bedst engelsk, men da samtalen blev til bare lidt mere end “How old are you?”, måtte vi slå over i thaiengelsk: “You study Chinese music how long?”, “No, we don’t have babies. No babies. No have.”
Bartenderen var faktisk god til engelsk, så det var vist ikke ham, der havde skrevet skiltet om, at man (for en gangs skyld i Thailand) ikke selv må medbringe drikkevarer udefra:
Det var vældig sjovt at være sammen med de 4 thaier – og øjenåbnende at høre dem fortælle spøgelseshistorier fra det virkelige thailiv. Drengen var klart den skarpeste, og han kunne med det samme sige “skål” og endda “sugerør” på dansk. Meget imponerende. Det virkede heller ikke, som om han troede på spøgelser – i hvert fald havde han ingen skrupler med lige pludselig højt at sige “Buh” og give alle os piger en forskrækkelse.
På et tidspunkt skulle vi lige høre, om thaierne var lige så vilde som os med vores yndlingssang, “Poom Pae Krungthep” (Allergisk over for Bangkok), så vi fandt den frem på telefonen og sang med. Den ene pige hev sin iPhone frem og filmede Thomas’ smukke karaokeversion. De var, så vidt vi forstod, i Cha-am for at studere turisme, så hun fik noget førsteklasses materiale med hjem!
På et tidspunkt pakkede partybilen sammen:
Men vi satte os ned i strandstolene og festede til kl. 4. De stakkels thaier skulle op kl. halv otte og lave workshop om kongen. Hvad kongen har at gøre med at læse kinesisk musik på uni, forstår vi ikke helt …