Næsten slutstatus
Nu nærmer enden sig for vores ophold i Thailand. Vi har købt flybilletter til Danmark (4. maj), og vores tanker rammer oftere og oftere Danmark og livet dér.
Når jeg gør status, har det sidste halve år været en vild oplevelse. Hidtil har mit efterskoleår stået helt alene som en unik og ekstremt intens oplevelse, men dette halve år har føltes præcis magen til. Man tager afsted som én person og kommer hjem som en lidt anden. Det er virkelig trist at skulle sige farvel til Thailand, og allerede nu kan jeg bare ved tanken nærmest få tårer i øjnene og blive helt nostalgisk – helt uden at høre sangen “That’s what friends are for”, som fik tårerne til at springe ud af øjnene på alle til afslutningen på efterskolen. Vi er kommet til at holde meget af thaiernes væremåde og smil, deres humør, åbenhed og naivitet og deres allestedsnærværende “Helloooo!”.
Godt nok mistede vi for et stykke tid siden nysgerrigheden over for thaimad og har siden da fået tunsandwich nærmest til hver frokost og har holdt os til de samme thairetter til aftensmad (grøn karry, stegt kylling på spyd, deres “barbecue”, kylling med cashewnødder, forårsruller og kyllingevinger), hvis den da ikke står på vestlig mad. Men der kan alligevel godt gå lidt panik i mig ved tanken om, at vi nok har været på restauranten Didine for sidste gang – restauranten med Guinness-rekord i ubegavede tjenere og med en servering så langsom, at vi ville kunne nå en 3-km’s løbetur og et bad, inden maden bliver klar. Men alligevel er den jo dejlig og har sin egen charme, og det var min yndlingsrestaurant en overgang. Og vi kan nok kun nå vores nye yndlingsrestaurant Kao Hom midt ude i rismarkerne et par gange mere – restauranten, hvor den søde kvindelige ejer seriøst burde have en michelinstjerne for sin sprøde panerede schnitzel, sin perfekte cordon bleu, sin glasnuddelsuppe, hvor man bliver helt salig og bare tænker “Jah … sådan skal det gøres”, og de 2 store forårsruller med sød chilisovs til, der også altid er en drøm. Vi er på det seneste begyndt at ignorere den alt for lave check-bin (regning) og lægger i stedet det beløb, som vi synes, maden burde koste.
Vi har nok også været i vores yndlingsvandland for sidste gang, og hvor mange gange mere når jeg lige at komme ned at svømme i havet og gå tur i strandkanten? Vi kan da ikke sige farvel til Sun, villaernes søde vicevært, som er 46, men ligner en på 32, selvom han indtil for 2 år siden arbejdede i en mine, hvor de udvandt metaller til computere. For ikke at tale om villaernes vagthund, Kǎao, som kommer ind til os flere gange i løbet af dagen for at drikke lidt poolvand og sætte beskidte poter på gulvet eller bare lige blive nusset og betrygget om, at vi er der (hun er en lidt fesen vagthund).
Det er både de små Cha-am-rutiner i dagligdagen og de større, enkeltstående øjenåbnende oplevelser, der har formet vores halve år her i Thailand og gjort det helt unikt – det halve år, der føles som 2 år, og som på ingen måde kan gentages. Det giver ikke mening at komme tilbage igen på samme måde, ligesom man ikke kan tage på efterskole igen og få det samme ud af det en gang til. For vi har jo indoptaget tingene og lært så meget. En gentagelse ville mangle hele læreprocessen og nyhedsværdien og derfor bare svare til en tur i sit barndomssommerhus, som man kender ud og ind, og som er så trygt og genkendeligt, at tiden bare flyver.
I en rejseblog skrevet af en kvinde, som sammen med sine to børn er fulgt med sin udstationerede mand til Brasilien, har vi lige læst hendes halvårsstatus. For hende var tiden fløjet afsted, og det var helt utroligt, at der allerede var gået et halvt år. Thomas og jeg undrede os over forskellen, men tænker, at det må skyldes hendes udsigt til 2 år i Brasilien i stedet for kun et halvt. Når man ved, at tiden er forholdsvis knap, får man gjort ting i et helt andet tempo og får dermed oplevet mere. Det samme er sket for os bare i mindre skala: Vi har haft over 5 måneder til at komme på dykkertur på en ø og få set det vistnok meget anderledes Nordthailand, men det er først nu, vi har fået det planlagt – i de sidste 3 uger. Så vi slutter begivenhedsrigt af!
Jeg kommer til at savne det her: vores arbejdsplads mellem hoveddøren og poolen, den lyserøde luftmadras, som Thomas slikker middagssol på, liggestolene, hvor man kan sidde med sin bærbare, og sofaen, hvor vi spiser mad hjembragt fra markedet – og ikke mindst vores helt egen private pool, som nu er helt oppe på 31 grader.
