Vores sidste aften i Cha-am var smuk:
Turen i minibussen til Bangkok bød på udsigten til en elefant. Tja, de skal vel også transporteres rundt på en eller anden måde:
Hovedfloden i Bangkok set fra minibusperspektiv.
Først på aftenen fløj vi til Chiang Mai efter at have nydt en smuk solnedgang over Bangkok:
Her er ruten Cha-am-Bangkok-Chiang Mai:
I denne weekend var vi i Bangkok. Det var faktisk et glædeligt gensyn med byen, som vi ellers ikke var vildt begejstrede for sidst. Det var skønt med storbystemningen og mylderet af liv og dét, at man kan finde alt, hvad man har brug for, inden for en radius af få hundrede meter – en stærk kontrast vores lille badeby, Cha-am (med ca. 50.000 indbyggere), med dens faste ugentlige rutiner og mønstre.
Thomas fik mindelser om sin elskede blå blikbolig på Møllevangs Allé og følte sig virkelig hjemme her. 😉
Jeg holdt knappen inde og tog en hel stribe billeder af ham, men har valgt det ene ud, hvor han ikke giver fotografen fuckfingeren, fordi hun drillede ham lidt for meget …
Lige inden vi fløj til Thailand i sin tid, besøgte vi restauranten Kiin Kiin i København, som laver en spændende fusion af nordisk og thailandsk mad til én michelinstjerne. Nu ville vi prøve søsterrestauranten Sra Bua i Bangkok. Flere af retterne var identiske med dem i København, men ikke så flot udført, vinpræsentationerne var elendige (bare “Wine from the France, from 2011”), og vi savnede de beskrivelser af maden og idéen bag, som vi fik i København. Til gengæld var stemningen, indretningen og de sofapladser, vi fik, fantastiske, og vi blev enige om, at det virkelig er komplekst, hvad der skaber en god restaurantsoplevelse. Måske er det lige så vigtigt med en god mundtlig præsentation af maden, som hvordan maden egentlig smager. Historier og skabelse af mening er bare vigtigt for os mennesker.
Friturestegte hele minirejer, gulerodspuré og kammuslinger – stegt så perfekt, at de fik skubbet til Thomas’ opfattelse af kammuslinger som hypede, smagsløse skaldyrsklumper: “Ah, nu forstår jeg, hvad folk ser i kammuslinger,” udbrød han efter første bid.
Efter en uge i Bangkok ville vi gerne videre mod vores permanente bolig, som vi regner med at finde i Hua Hin. Så vi tog metroen til hovedbanegården. Også moderne, mobiltelefonsnakkende munke rejser med tog:
Efter tre kvarters forsinkelse kom vores tog ind på perronen:
Vores afgang hed Rapid. Der var også Ordinary, Express og Special Express, men alle togene tager efter planen 4 timer eller 4 timer og et kvarter. Der var nu heller ikke meget rapid over vores tog. Med en times forsinkelse på afgangen og en time mere på selve turen fremstår DSB pludselig meget punktlig, så 1-0 til DSB.
Til gengæld taber DSB på billetpriser: Vores 2.-klassesbilletter kostede 150 baht (27 kr.) inkl. pladsbillet, og turen var på 230 km. Bevares, en tur fra Aarhus til København til 404 kr. er måske også 70 km længere, men nu står der altså 1-1. (Man kan også rejse på 3. klasse for omkring 10 kr., hvis man ikke lige har spenderbukserne på).
Vi sørgede for at få spist, inden vi hoppede på toget:
12 kyllingenuggets på pinde. Med sursød sovs. 8 kr.
Men det var ikke nødvendigt at få spist af inden turen. DSB’s voldsomt underskudsramte salgsvogn og servicen dér bringer fnis frem i sammenligning med forholdene i vores Hua Hin-tog. Der var en hel spisevogn, som man kunne gå ind i for at få serveret mad på rigtige tallerkener. Men man kunne også bare sætte sig og vente på, at de mange ansatte kom forbi med skiftevis is, hovedretter, drikkevarer og snacks med 10 minutters mellemrum. Nu står der 1-2.
På indeklimaet kan DSB heller ikke vinde. Her stod alle vinduer og døre bare åbne:
Nu står der 1-3, og Thailand Railways vinder – hvis vi lige ser bort fra, at der bare var et hul og et par trædeflader som toilet, og at toget var vældig slidt …
Her er vores rute:
Fra Bangkok til Hua Hin, 229 km med tog.
Fra Bangkok til Hua Hin, zoomet ud, så man kan se hele Thailand.
(Tak til I Forms ruteplanner).
I templet Wat Pho ligger den 15 meter høje og 43 meter lange guldbelagte buddha:
Den var ganske rigtigt meget stor og også fuld af guld – og tiltrak et væld af turister til tempelområdet.
Noget af alt guldet var faktisk meget flot, men jeg håber ikke, at det var Bangkoks seværdighed nr. 1:
Ud over den store liggende buddha var der hundredvis af de ens buddhaer, der er herunder. Den første i rækken var renset af for guld og var ved at blive malet på ny og få sat nye glasmosaikker på forneden – tilsyneladende et evigt projekt, for der var flere, der var lidt slidte.
Ud over Wat Pho gik vi forbi kongens palads, forsvarsministeriet og andre officielle bygninger, og vi så den store flod, der snor sig gennem Bangkok, ved navn Chao Phraya. Ingen af delene var særlig imponerende. Det er mit første indtryk, at Bangkok er meget flad og relativt ensartet. Der er ingen høje specielle bygninger, kun lave bygninger eller høje, almindelige hoteller, og den store park, vi gik forbi i dag, er faktisk ikke en park, men bare en meget stor græsplæne, der ikke indbyder til noget. Her er dejlig varmt, beskidt samt fuld af trafik, elledninger i hovedhøjde og opbrudte fortove, og her vrimler med restauranter, gadekøkkener, massagepiger og utrolig venlige thaier. I metroen kaldte kontrollanterne på os fra afstand, ikke for at tjekke os eller vores billet, men for at låse en særlig låge op, så vi lettere kunne komme igennem med vores brede kufferter. Og vagten ved vores hotel lyser hver gang op i det største smil og bukker lidt, mens han lystigt siger “Kop kun ka” (ja, sådan lyder det, selvom han burde sige “Kop kun crab”, når han er en mand). Generelt er der altid 3 thaier, hvor jeg ville forvente én dansker: På restauranterne står der 3 servitricer og bare venter på noget at lave, og der er også gerne 3, når der skal holdes vagt et sted. Et ganske lille vejarbejde havde i dag 10-12 beskæftigede, og i massagebutikkerne sidder der 8 piger udenfor i helt ens tøj (rødt i den ene butik, grønt i den anden) og bare venter. Det er noget andet end i Danmark, hvor vi sender folk hjem, hvis der ikke er noget at lave, og for øvrigt kun ansætter et minimum – og måske helst lige én for lidt.