Mad
New York giver selvfølgelig mulighed for at spise, lige hvad man har lyst til, f.eks. chicken & waffles – som i al sin enkelhed er kylling og enorme belgiske vafler med alt muligt snasket dressing på. Det mærkelige var, at der sad masser af unge, slanke piger og spiste de kæmpestore portioner. Enten var de alle bulimikere, eller også stod samtlige 5 efterfølgende dage på maratoner.
Jeg fik ikke et billede af chicken & waffles-konceptet, men det var mindst lige så greasy som det her:
Vi havde svært ved at finde nogen dagligvarebutikker, som vi kender dem (Netto, Rema 1000 osv.), men der var masser af bittesmå kolonialforretninger (tror jeg, man ville kalde dem). Det her er en af de store:
Disse butikker har som regel en buffet med bland selv-salat og andre frokostretter, både varme og kolde. Det er virkelig lækkert og endda billigere, end hvis man selv skulle købe ingredienserne enkeltvis. Alle fødevarer og andre fornødenheder er nemlig enormt dyre i New York. F.eks. købte vi en enkelt rulle toiletpapir til 10 kr. Hvorfor kan man overhovedet købe en enkelt rulle toiletpapir?
Et must for os var Eleven Madison Park, en trestjernet michelinrestaurant (vores første af slagsen), hvor vi bl.a. fik disse retter:
Selvfølgelig var maden i orden, men til prisen (ca. 3.500 kr. pr. person) var vi … hmm, det hedder vist faktisk slemt skuffede. Vi var ellers utrolig spændte på, hvad det er, der skal til for at få 3 stjerner hos Michelin. Men det fandt vi aldrig ud af. Sådan som vi har forstået stjernerne (ikke at nogen jo egentlig forstår dem), burde restauranten faktisk ikke have fået en eneste stjerne, for der var så meget viskestykkefnuller i flere af vinglassene, at det lå og flød oven på vinoverfladen. Meget mystisk.
Til gengæld er det den eneste restaurant til dato, hvor Haj har fået sit helt eget champagneglas af tjenerne – endda helt uden at spørge. Hun blev meget smigret.
