De sidste par dage har været ret begivenhedsrige.
Det startede i fredags, hvor vi efter arbejde fandt en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi sad og spiste ude i det fri under et halvtag og nød at have fri. Da det begyndte at styrtregne (hvilket det gør cirka hver dag), blev vi jo nødt til at have endnu et glas vin, og da det stadig regnede, måtte vi igen hygge videre og ignorere al boligjagt, som vi ellers burde være på. Ved midnatstid (kl. 18 panamatid) vendte vi hjemad, men kom forbi en festlig bar, så vi skulle liiige have en øl oven på al vinen.
Efter kun 5 minutter fik vi pludselig nye øl af servitricen. Det var bordet bag os, der havde betalt, så vi faldt i snak (på spansk!) med de to herrer, der begge lige var blevet 48 år dagen forinden, og satte os over til deres bord. Klokken endte med at blive 4, inden vi var hjemme, og vi havde fået et par lapper papir med deres telefonnumre. Den ene var advokat (så det nummer kan vi måske få god brug for senere), og den anden (Jose Maria) syntes bare, at vi skulle ringe til ham dagen efter (lørdag). Tja, det måtte vi jo så gøre, selvom vi nærmest ikke kunne forstå hinanden med både ord, fagter og ansigtsmimik, så en telefonsamtale skulle nok blive indholdsrig!
Ud på eftermiddagen dagen efter (lørdag) tog vi sammen med et par tømmermænd i supermarkedet Rey.
Vi sad og drak en juice og spiste en is i skyggen under halvtaget på parkeringspladsen, da det pludselig gik op for os, at noget var galt. Alt bevægede sig i forhold til hinanden. Det var egentlig en meget velkendt følelse – som på et skib – så der gik et par sekunder, hvor vi ikke lagde mærke til det. Men pludselig udbrød Thomas, at jorden under os bølgede, og de store vinduesfacader i møbelbutikken bag os blævrede også på en fascinerende måde. Det var lidt som at træde ind på en af de legepladser, hvor man tror, der er asfalt, men hvor det i stedet er sådan noget blødt underlag, som børn kan tåle at falde ned på. Sådan føltes parkeringspladsen under os. Folk styrtede ud af butikkerne, og nogle skyndte sig at køre afsted i deres biler. Men da det var overstået, gik folk ind igen. Helt hverdag var det dog ikke. Nogle vejarbejdsfolk på parkeringspladsen stod og grinte og pegede på, hvor de havde været (nede i et dybt hul), da jordskælvet skete.
Det var åbenbart et styrke 6-skælv i havet ca. 50 km fra David (eller 2 skælv lige ved siden af hinanden ifølge dette kort – det er nok en definitionssag):
Vi tænkte ikke lige på at gå ind i supermarkedet bagefter, men bloggen Chiriquí Chatter (en amerikaner bosat i David) har dette billede fra supermarkedet Super Baru:
(Lånt fra: www.chiriquichatter.net/blog/2014/12/06/a-wild-ride-5-8-on-the-richter-scale/).
Ifølge ejeren af vores hostel er der månedlige jordskælv her i Panama, dog ikke altid så store som dette. Når der nu ikke skete noget, var det faktisk meget sjovt og rutsjebaneagtigt at opleve, men vi håber selvfølgelig, det holder sig til de milde skælv de næste 5 måneder.
Da vi havde sundet os lidt og vinket farvel til de søde vejarbejdsfolk, cyklede vi hjem til vores hostel og kunne lige så godt få overstået telefonsamtalen med manden fra baren natten før. Vi fik ikke fat på den rigtige mand i første omgang, men tænkte, at ham, vi snakkede med, nok bare bragte vores hilsen videre. Et par timer efter fik vi en telefonopringning fra samme nummer og en invitation til fødselsdag. Hvor befandt vi os lige nu? I Bambu Hostel? Fint, de ville komme og hente os. Øhm, okay!
Thomas havde købt en buket blomster til mig dagen før:
De kunne godt genbruges, og vi kunne lige nå at købe en flaske rom og pakke den ind. Så var vi klar til fødselsdagsfest:
Hvor og hos hvem vidste vi ikke.
Ved midnatstid (deres kl. 18) blev vi hentet i bil af vores barven Jose Maria, hans søn (som kan rimelig godt engelsk) og hans far. Vi kørte afsted, men ikke ud til den farm i Boqueron 20 km væk, hvor Jose Maria bor. Vi kørte i stedet hen i et af de finere villakvarterer i byen, hvor hans bror åbenbart bor. Vi mødte altså broren, deres gamle, søde mor med lidt problemer med lungerne, brorens kone (Nina) og deres datter og Jose Marias kone. Det var nogenlunde til at holde styr på. Men så kom der flere. Teenageren Victoria, endnu en kvinde, flere børn, flere teenagere. Sådan blev det ved, indtil vi pludselig var 35 mennesker. Det var lidt overvældende og umuligt at holde styr på navnene og familiebåndene. Men det var hyggeligt, og vi fik hele tiden tilbudt mad og drikkevarer og blev i det hele taget utrolig godt modtaget.
Da der kom en kage ind, fandt vi ud af, hvem vi fejrede:
Victoria blev altså 15, hvilket vist er en stor fødselsdag her i Panama. På billedet sidder Victorias farmor (altså Jose Marias mor) til venstre og hmm, ja, en eller anden anden kvinde til højre.
Kagebordet blev mere og mere veldækket med chips og kager, og vi blev spurgt, om vi ikke ville spise noget af det. Da ingen andre gjorde det, og da vi kunne se masser af “rigtig” mad blive snittet og hakket i køkkenet, takkede vi pænt nej og sagde, at vi ville vente til senere. Vi ville ikke være de eneste, der tyvstjal af kagebordet før tid. Men efterhånden begyndte flere og flere at komme forbi og snuppe af godterne, og endelig gik det op for os, at det faktisk var meningen, at gæsterne som det første skulle spise chips og kager. Først en del timer senere kom den “rigtige” aftensmad: en tallerken til hver med ris med grøntsager og rejer, store stykker flot, mørt og velsmagende kyllingekød og en kartoffelsalat med skinke.
Her poserer fødselaren foran sin kage:
Og her er hun sammen med os og Jose Maria:
Alle skulle have et billede af sig selv sammen med den smukke fødselar:
Ved 23-tiden (kl. 5 for os!) kom der ild i kagen:
Og ved midnatstid begyndte de første at tage hjem. Vi fik selvfølgelig ikke lov til at tage en taxa hjem, men blev kørt lige til døren af en lille familie.
