Køn

Okay, jeg gik ikke i 10 timer, kun i halvanden, og ingen fulgte efter mig og optog det på video. Men i går gik jeg ned i centrum (3 km) for at købe en cykel, gik hjem, fordi den ikke kunne nå at blive klar inden butikkens middagslukning, gik derned igen 4 timer senere og cyklede hjem. Sådan her så jeg ud (plus flipflops):

T-shirten er 100 % normal her, og shortsene er der også en del kvinder, der går i, også i min alder. De fleste kvinder går i T-shirt eller en tynd, flagrende bluse med lidt længere ærmer, og så går man i jeans – ekstremt tætsiddende jeans, og det, uanset om man har 10 kg for meget fordelt alene på de 2 baller eller ej! Så jeg vurderer mit outfit til at være okay neutralt.

Men jeg er ikke neutral, for jeg er anderledes her: Jeg har lyst hår, jeg går alene, og jeg går. Hvorfor går jeg? Hvorfor sidder jeg ikke i en bil? Det er underligt at gå. Og hvor er min mand?

På vej ned til centrum blev jeg piftet af, hmm, nok 10 gange og dyttet af lige så mange gange. I modsætning til kvinden i den video, jeg refererer til i overskriften, reagerer jeg, hvilket jeg synes er både helt almindelig høflighed og det eneste naturlige at gøre. Jeg vender mig rundt, smiler og vinker tilbage på et vink og svarer “Ola” på et “Ola”. Alt andet ville da være mærkeligt og utaknemmeligt. Desuden har jeg prøvet tidligere i mit liv at have et udseende, hvor den slags komplimenter aldrig kunne forekomme. Så hvor er jeg bare heldig nu!

På vej hjem stoppede et par biler ud for mig. Den ene var en af medarbejderne i cykelbutikken. Jeg forstår desværre meget dårligt spansk, men jeg tror, han undrende spurgte, hvorfor jeg gik, og måske sagde, at jeg manglede min cykel. Han kørte langsomt ved siden af mig, så der blev kø bagved, men bilister her i Panama er meget tålmodige, når det handler om lige at snakke med en fodgænger eller en anden bilist ud ad vinduet. Så det var ikke noget problem. En anden mand stoppede på samme måde og snakkede til mig, igen nok undrende, men jeg kunne desværre ikke forstå ordene.

På vej hjem gik jeg ind i Super 99 for at handle. Jeg valgte tilfældigvis kassen med en ekspedient, som jeg tidligere har haft lidt problemer med at forstå. Hun vil have et helt særligt antal mønter for nemmere at kunne give tilbage, men jeg kan ikke regne systematikken ud. Sidst endte personen bag mig i køen med at hjælpe ved at tage mønterne op af min pung. Fantastisk! God løsning. Så kunne vi alle komme videre. Denne gang opstod den samme situation, men der var ingen kunder bag mig. Beløbet blev 42,97, så jeg gav hende 45. Men det var hun ikke tilfreds med. Jeg rakte derfor min pung frem, så hun selv kunne tage. Hun ville åbenbart have 45,02, så hun kunne give mig 2,05 tilbage i stedet for 2,03:

Jeg tænkte, at nu var alle glade, men det var hun ikke. Mens hun sagde en masse på spansk, tog hun de 2 kobberfarvede encentmønter og lagde dem på sin arm, pegede på dem og armen og pegede så på en anden butiksarbejder, der gik forbi bag mig, og pegede tilbage på mønten. Jeg forstod først bagefter, hvad hun havde sagt: “Se, her i landet har vi den her hudfarve. Se, det har han også. Det har alle. Og vi taler ikke engelsk! Vi taler spansk!” Hun var tydeligvis meget frustreret og såret, og da jeg forstod situationen udenfor, overvejede jeg, om jeg skulle gå hjem med mine poser og så komme tilbage og købe blomster til hende i butikken ved siden af og gå ind og sige undskyld, eller hvad i alverden jeg kunne gøre. (Da jeg kom hjem, sagde min housemate Charity til mig, at det var godt, jeg ikke gjorde det. Der er nogle racemæssige (hedder “racial” det på dansk?) spændinger her i landet, som jeg ikke har noget begreb om, og de kan ikke fikses med blomster).

På vej ned til centrum igen stoppede en bil ud for mig allerede 400 meter fra vores hus. Så vidt jeg forstod, havde manden i bilen set mig gå den anden vej 4 timer tidligere, og han grinte nu meget af, at jeg stadig var ude at gå, men nu i modsatte retning. Jeg gik ad en lidt anden rute ned til centrum, men fik samme mængde pift og dyt som sidst. En enkelt mand stoppede mig for at snakke. Han var fra Costa Rica og havde været i Panama siden november og skulle blive indtil maj. Så vidt jeg forstod, boede han i bjergbyen Boquete og arbejdede med turisme dér. Hvor længe jeg havde været her? Om jeg havde en mand? Selvom jeg havde en mand, syntes han bestemt, at vi lige skulle drikke en øl, eller jeg kunne komme hjem til ham og snakke. Ikke? Nå, så måske en anden dag? Nej, desværre. Jeg fik lov til at gå videre. I den mest menneskemyldrende del af centrum så jeg for første gang her i Panama (inkl. City!) en tigger. En kvinde uden fortænder. Hun fik 2 dollars.

Jeg fik min cykel. Da jeg satte mig op på den midt i menneskemylderet, hoppede kæden selvfølgelig af. Mig og udvendige gear, vi er ikke helt gode venner. Jeg rodede lidt med kæden i 15 sekunder, før en mand kom ilende til og uden at sige et eneste ord satte kæden på. Jeg takkede ham mange gange og forsøgte undskyldende at sige “Bicicleta nueva” (“Ny cykel”), som om det skulle kunne forklare min klodsethed med gearene. Måske har det desværre bare virket som blær, for hvem ved, om han havde råd til sådan en … Det er nemt at komme til at træde folk over tæerne her, når man er hvid, har penge og alle muligheder i hele verden og hverken forstår sproget, kulturen eller landets historie. Charity prøver tålmodigt at lære mig det.