Det tager lidt tid at vænne sig til sætninger som disse:
“Har vi hævet nok kontanter?”
“Nej, vi hævede kun 4 mio.”
“Øj, den er billig – kun 100.000!”
I Vietnam skal man fjerne 4 nuller og gange med 3 for at konvertere til kroner. En 100.000-dongseddel er altså 30 kr. værd. I praksis siger vietnameserne bare f.eks. “Det bliver 100”, ikke “Det bliver 100.000”. Det gør det ikke mindre forvirrende for konverteringsprocessen i hovedet.
Panama overtog Panamakanalen fra USA i 1999. Ryan, som boede ved siden af os i Cuesta del Sol, fortalte, at indtægterne derfra virkelig har gavnet landet. Almindelige mennesker får billige statslån, så mange nu kan købe sig et lille hus, og Den Panamerikanske Highway (som der mange steder ikke er noget som helst highway over) er ved at blive udbygget med flere spor, som man kan se her både i højre og venstre side:
En sjov ting er, at der mange steder er fint gravet ud, så de nye vejbaner kan anlægges, bortset fra lige rundt om telefonpælene, som derfor står som 3 meter høje øer midt på den flade vej. Det er nemlig et andet selskab, der skal flytte telefonpælene, og de arbejder altså ikke så hurtigt.
De mange pludselige penge fra kanalen gør, at Panama i disse år er ved at gå fra at være et 3.-verdensland direkte til et 1.-verdensland, uden mellemstadier, hvilket vist skulle være en usædvanlig situation.
Mange er kommet til penge i Panama, men uligheden er enorm – og den er desværre racebetinget, har vi fået at vide. Indianerne er de lavest rangerende, så kommer de sorte, og øverst er latinoerne. Panamanerne har nogle identifikationspapirer, hvor der står, hvor de oprindeligt er fra, og det fungerer åbenbart som et stempel for indianerne, der bliver vraget til jobbene alene af den grund.
Bedre bliver det ikke af, at de hvide (typisk amerikanere) kommer og tilbyder en for indianerne stor pose penge for det land, indianerne har dyrket i generationer. Sådanne tilbud kan indianerne ikke sige nej til, men der sker åbenbart ofte det, at indianerne så flytter til byerne og drikker pengene op lynhurtigt, fordi de ikke er vant til at have med den form for penge at gøre. De plejer at leve nøjsomt og af deres afgrøder. Enden bliver, at de står dér i byen uden land og uden penge – og uden mulighed for at få et job, fordi de bliver betragtet som laverestående.
I Panama er den officielle valuta balboa. Der findes dog ingen balboasedler, kun mønter. Balboaen er bundet 1:1 med dollaren, og mønterne er næsten ens, bortset fra at der ikke findes halv- og endollarmønter. Her ligger mønterne med dollars øverst og balboa nederst:
Da vi rejste til Panama, var en dollar ca. 6 kr. værd, men i februar havde den sneget sig helt op på 7 kr. Det er vildt mærkeligt med så store kursudsving, når man tjener danske penge og derfor hele tiden orienterer sig efter den danske valuta. Det varierer altså, hvad vi tænker om tingene her: En pizza koster 90 kr. Okay, lidt dyrt, men den er det værd. Hov, nej, nu koster den 105 kr. Hmm, mærkeligt. Det hus, vi bor i, koster 4,2 mio. kr. Nej, vent, nu koster det 4,9 mio. kr. Det er ret abstrakt!
Men hvorfor? Hvorfor arbejde så meget? Hvorfor ikke bare sige nej til kunderne?
I en produktionsvirksomhed som min er der en direkte sammenhæng mellem den producerede mængde og indtægten: Hvis jeg kan producere dobbelt så mange rettede tekster, tjener jeg dobbelt så meget. Kunden spørger altså basically “Vil du tjene 2.000 kr. lige nu?”, og hvem kan sige nej til det?
Ja, det burde jeg jo gøre. Hvorfor betyder penge så meget, at jeg åbenbart fravælger at være sammen med venner, træne, have det rart og give min krop en computerpause? At jeg tilvælger at blive så stresset, at jeg end ikke kan overskue at svare, når folk skriver søde private mails eller SMS’er til mig?
Svaret er, at min privatøkonomi har været presset længe. I de første år med ansatte skyldtes det, at de ansatte fik de fleste penge i firmaet, og der var efterhånden blodrøde tal på bundlinjen, og min bank snakkede om at erklære mig personligt konkurs (fordi firmaet er mig, når det er en enkeltmandsvirksomhed). Jeg fik opsagt de ansatte, arbejdet igennem og reddet mig selv og virksomheden.
Siden købte jeg et hus, men kæresteforholdet holdt ikke. Det betød rundt regnet en ekstra husleje på ca. 8.000 kr. om måneden i 2,5 år plus udgifter til et nyt badeværelse (ca. 40.000 kr.), indskuddet til huset (100.000 kr.) og ikke mindst tabet ved hussalget (som endte på ca. 175.000 kr. – altså min del af det). Sammenlagt ca. 500.000 kr. … efter skat. Her den 1. november 2014 blev huset endelig solgt – en kæmpe lettelse!
Desværre har jeg gennem årene derudover ikke haft noget overblik over min økonomi, fordi ingen revisor kan forklare mig, hvad det dog er, de har gjort ved min selvangivelse.
“Virksomhedsskatteordningen – endelig en løsning for dig, der savner kludder i din privat- og firmaøkonomi og helst ikke vil vide, hvad du evt. skylder i skat hvornår, og hvad du evt. har til dig selv.”
Der stod en del penge på firmakontoen, men det har været meget uklart, hvis de penge var, hvis jeg valgte at lukke virksomheden. Nu har jeg selv regnet på det og lænset firmakontoen for at give SKAT 209.000 kr. (ud over de 174.283 kr., de i forvejen fik fra mig i 2014), men til gengæld betalt hele min husgæld af. Så nu skulle alle gerne være kvit!
Efter hussalget i november kunne jeg derfor pludselig ånde igen og øjnede muligheden for at starte på en frisk, og jeg blev mere og mere irriteret på mit arbejde. Når folk bad mig haste en tekst igennem, fordi de altså skulle hente børn kl. halv fire, begyndte en utilfredshed at nage i mig, og jeg opsøgte en coach for at få hjælp til at omlægge mit arbejdsliv.